Italien

Italien er det land i Europa, hvor forskellen mellem nord og syd er størst – og hvor valget af landsdel derfor betyder mere end valget af hotel. Milano og Palermo ligger halvanden times flyvning fra hinanden og har hverken samme klima, samme køkken eller samme priser. Denne side er indgangen til vores italienske destinationer, og den er bygget til at træffe det valg først: kunstbyerne, Norditalien, Toscana, syden eller øerne. Nedenfor gennemgås hver landsdel med det, den er bedst til, og hvornår på året den er værd at rejse til.

Sådan vælger du landsdel i Italien

Italien deler sig i praksis i fem. Kunstbyerne – Rom, Firenze og Venedig – er det, de fleste rejser efter første gang, og de fungerer hele året. Norditalien omkring Milano og Verona er velhavende, effektivt og tættest på Alperne. Toscana er landskabet og de små byer. Syden omkring Napoli og Amalfikysten er varmere, billigere og mere kaotisk. Og øerne, med Sicilien som den største, har den længste sæson og den mest selvstændige madkultur.

Tommelfingerreglen: jo længere sydpå, jo lavere priser, jo varmere vejr og jo længere sæson – og jo mere skal du regne med, at bil er nødvendig.

Kunstbyerne: Rom, Firenze og Venedig

Rom er den mest komplette by i landet og den, der kræver mindst planlægning: Colosseum, Forum Romanum, Pantheon, Trevifontænen og Vatikanstaten ligger inden for gåafstand af hinanden. Den fungerer også om vinteren, hvor køerne er kortest.

Firenze er renæssancens hovedstad på et areal, man kan gå tværs over på tyve minutter – Uffizierne, Brunelleschis kuppel og Michelangelos David. Venedig er den, der er sværest at sammenligne med noget: en by uden biler, bygget på pæle i en lagune, hvor selv transporten er en oplevelse. Til gengæld er den mest overrendt af de tre – tag dertil uden for højsommeren, hvis du kan.

Norditalien: Milano, Verona og vejen til Alperne

Milano er landets økonomiske hovedstad og bliver ofte affærdiget som «bare mode og business». Det er forkert: byen har Italiens mest imponerende gotiske katedral, Leonardo da Vincis Nadveren i Santa Maria delle Grazie og et natteliv langs Navigli-kanalerne, som ingen af kunstbyerne kan matche.

Verona er den lille by med den store arena – et romersk amfiteater, der stadig bruges til operafestival om sommeren – og ligger tæt nok på Gardasøen til, at de to kan kombineres. Begge byer er udgangspunkt for Alperne og de norditalienske søer.

Toscana og Pisa: landskabet, byerne og det skæve tårn

Toscana er den landsdel, der oftest er selve grunden til rejsen: cypresalléer, bakkebyer og vinmarker mellem Firenze og Siena. Det er også den, der kræver bil – kollektiv transport dækker byerne, ikke landskabet imellem dem.

Pisa bliver ofte reduceret til et fotostop ved det skæve tårn, men Piazza dei Miracoli rummer også domkirken og baptisteriet, og byen har et universitetsmiljø, de færreste dagsgæster ser. Og for dem, der vil have en overset seværdighed: Anchiano uden for landsbyen Vinci er Leonardo da Vincis fødested – et stenhus i olivenlunde, en halv time fra Firenze.

Syden: Napoli, Pompeji og Amalfikysten

Napoli er Italiens mest intense by og pizzaens fødested. Den deler folk, men den har landets vigtigste arkæologiske museum – dét, hvor fundene fra Pompeji faktisk opbevares.

Pompeji ligger en halv times togtur derfra og er den bedst bevarede romerske by i verden, begravet af Vesuvs udbrud i år 79. Regn med en halv dag og tag vand og solhat med; der er næsten ingen skygge på udgravningsfeltet.

Amalfikysten syd for Napoli er klippekysten med Positano, Amalfi og Ravello klæbet fast på skrænterne. Kystvejen er smal og køen om sommeren reel – bussen eller båden er ofte klogere end lejebilen.

Øerne: Sicilien

Sicilien er stor nok til at være sit eget rejsemål og har den længste sæson i landet. Øen har Etna, Europas største aktive vulkan, græske templer i Agrigento, der er ældre og bedre bevarede end det meste i Grækenland selv, og en madkultur med tydelige arabiske og normanniske spor. Taormina på østkysten og Palermo i vest er de to naturlige baser.

Skiferie i de italienske alper

Italien har tre skiområder, danskere typisk ender i, og de ligger langt fra hinanden. Aostadalen i nordvest ligger op ad Matterhorn og Monte Rosa. Via Lattea vest for Torino var vært for de alpine discipliner ved vinter-OL i 2006. Og Dolomitterne i nordøst har det mest dramatiske landskab og de længste sammenhængende pistesystemer. Listen under denne artikel dækker de enkelte destinationer i alle tre.

Hvornår skal du rejse?

Forår og efterår er det rigtige svar for det meste af landet. April-juni og september-oktober giver behagelig varme i kunstbyerne, åbne bjergveje og priser under højsæsonens. Juli og august er varmest og dyrest, og især indlandsbyerne kan blive ubehagelige – Rom og Firenze ligger jævnligt over 35 grader.

⚠ Vær opmærksom på Ferragosto den 15. august: en helligdag, hvor italienerne selv rejser. Kysterne er stopfulde, mens mange restauranter og butikker i storbyerne holder lukket i dagene omkring. Vinteren er lavsæson i byerne – kort, kølig og billig – og højsæson i Alperne.

Praktisk: tog, bil og ZTL-zonerne

Togene er stærke på den lange akse. Højhastighedstoget mellem Milano, Firenze, Rom og Napoli gør, at kunstbyerne kan kombineres uden bil – Milano-Rom tager omkring tre timer. Bil giver til gengæld mest mening i Toscana, på Sicilien og i baglandet.

⚠ Kør ikke ind i en italiensk bykerne uden at have tjekket ZTL’en. Zona a traffico limitato er kamera-overvågede zoner i næsten alle historiske bymidter, hvor kun beboere må køre. Bøden udstedes automatisk, og den når typisk først frem til udlejningsfirmaet – og videre til dig – flere måneder senere. Det er den enkeltfejl, danske bilister oftest laver i Italien. Parkér uden for zonen og gå ind.

Om denne guide

Denne guide er skrevet af Laust Kehlet, der selv har rejst i Italien og blandt andet har besøgt Venedig.