Milano

Milano er Italiens næststørste by og Lombardiets hovedstad, og den er samtidig landets økonomiske motor. Byen har ry for at handle om mode og forretning, men seværdighederne står tæt i den gamle bykerne: den gotiske domkirke med marmortag og udsigt mod Alperne, Leonardo da Vincis Den sidste nadver på klostervæggen ved Santa Maria delle Grazie, operahuset La Scala, Sforza-slottet med Michelangelos sidste værk og kanalkvarteret Navigli, som fyldes op om aftenen. Bykernen er kompakt og flad, og næsten alt ligger inden for en halv times gang eller få metrostationer fra Piazza del Duomo. Regn med to-tre dage, hvis både museerne, kirkerne og en dagsudflugt til Comosøen skal med.

Hvad skal man se i Milano – kort overblik

• Domkirken (Duomo di Milano) – den gotiske katedral i hvidt marmor, med tagterrasser man kan gå på
• Galleria Vittorio Emanuele II – glasoverdækket arkade fra 1877 mellem domkirken og operaen
• Den sidste nadver – Leonardos vægmaleri i klostrets spisesal ved Santa Maria delle Grazie
• Teatro alla Scala – verdens mest kendte operahus, med eget museum
• Castello Sforzesco – hertugborgen med museer og Michelangelos ufuldendte Rondanini-pietà
• Pinacoteca di Brera – byens store kunstsamling midt i Brera-kvarteret
• Navigli – de gamle kanaler med aperitivo, antikmarked og aftenliv
• Basilica di Sant’Ambrogio – byens ældste store kirke, grundlagt af skytshelgenen selv

Domkirken og turen op på taget

Domkirken er byens midtpunkt og det, alle starter med. Byggeriet begyndte i 1386 under Gian Galeazzo Visconti og fortsatte i over fem århundreder – facaden blev først gjort færdig i 1800-tallet, efter at Napoleon havde beordret arbejdet fuldført forud for sin kroning som konge af Italien i kirken i 1805. Resultatet er en gotisk katedral i et omfang, man ikke finder andre steder i Italien: omkring 135 spir, over 3.400 statuer og et indre af søjler, der bærer et rum til titusindvis af mennesker.

Det særlige ved Milanos domkirke er, at man kan gå op på den. Tagterrasserne nås ad trapper eller elevator, og deroppe går man rundt mellem spir, fialer og vandspyere med byen under sig – i klart vejr ses Alperne mod nord. Øverst står Madonnina, den forgyldte Maria-figur, der blev sat op i 1774 i godt 108 meters højde og længe var byens højeste punkt. Billet til taget købes særskilt fra kirken, og køen er kortest tidligt om morgenen.

Marmoret kommer fra brudene ved Candoglia i Val d’Ossola nord for byen og blev sejlet ned til byggepladsen ad kanalerne. Bygningsværket har haft sin egen organisation, Veneranda Fabbrica del Duomo, siden 1387, og den ejer stadig brudet og står for den løbende udskiftning af sten. Det er forklaringen på, at der næsten altid står stilladser et sted på bygningen: den bliver aldrig helt færdig.

Piazza del Duomo og Galleria Vittorio Emanuele II

Pladsen foran kirken fik sin nuværende form i årtierne efter Italiens samling og er byens naturlige mødested. På nordsiden ligger indgangen til Galleria Vittorio Emanuele II, en korsformet arkade i glas og jern, bygget 1865-77 efter tegninger af Giuseppe Mengoni. Arkitekten faldt ned fra stilladset og døde få dage før indvielsen, og butikkerne under kuplen har lige siden været blandt Europas dyreste adresser – Prada åbnede sin første butik her i 1913.

I gulvmosaikken under kuplen ligger Torinos byvåben med en tyr, og traditionen siger, at man skal sætte hælen i tyrens skridt og dreje en omgang rundt for at få held med sig. Fordybningen i mosaikken bliver lappet igen med jævne mellemrum. Går man arkaden igennem, kommer man ud på Piazza della Scala med operahuset og en statue af Leonardo da Vinci midt på pladsen.

Teatro alla Scala

La Scala åbnede 3. august 1778, efter at byens forrige hofteater var brændt to år før. Giuseppe Piermarini tegnede huset, og det blev opkaldt efter den kirke, Santa Maria alla Scala, der blev revet ned for at give plads. Facaden er behersket næsten til det anonyme – det er salen med de mange etager af logerum, der er berømt. Verdi fik sit gennembrud her med Nabucco i 1842, og huset blev ramt af bomber i august 1943 og genopbygget, så det kunne genåbne med en koncert under Arturo Toscanini i 1946.

Sæsonen åbner hvert år 7. december, på byens helgendag for Sankt Ambrosius, og den aften er den største begivenhed i Milanos kalender. Resten af året kan man komme ind i huset gennem teatermuseet, hvorfra der som regel er adgang til at kigge ned i selve salen, når der ikke er prøver. Billetter til forestillinger sælges længe i forvejen, men der frigives et antal galleripladser på selve dagen.

Den sidste nadver og Santa Maria delle Grazie

Leonardo da Vinci malede Den sidste nadver mellem 1495 og 1498 på endevæggen i spisesalen hos dominikanerne ved Santa Maria delle Grazie. Han brugte ikke den holdbare fresko-teknik, men malede på tør puds, og billedet begyndte at forfalde allerede i hans egen levetid. Det har været restaureret gentagne gange, senest i et arbejde, der strakte sig over to årtier og blev afsluttet i 1999. Kirken og spisesalen kom på UNESCO’s verdensarvsliste i 1980.

Adgangen er stramt reguleret: der lukkes små hold ind ad gangen i et kvarter, og billetterne skal bookes i god tid – ofte uger eller måneder før. Det er den ene ting i Milano, man ikke kan improvisere sig til. Selve kirken ved siden af er gratis at gå ind i og værd at se for sig selv med Bramantes kuppelkor bag alteret. At maleriet overhovedet findes i dag, skyldes et held: bomberne ramte klostret i august 1943 og lagde det meste af spisesalen ned, men netop den væg var stivet af med sandsække og stod tilbage.

Castello Sforzesco

Sforza-slottet blev bygget op fra 1450 af hertug Francesco Sforza på ruinerne af Visconti-familiens borg, og det er i dag et af byens største besøgsmål. Bag murene ligger en række kommunale samlinger: møbel- og skulpturmuseer, en malerisamling, et musikinstrumentmuseum og de ægyptiske og forhistoriske afdelinger. Tårnet mod byen, Torre del Filarete, er ikke originalt – det blev genopført i 1905 efter gamle tegninger.

To ting alene er turen værd. Michelangelos Rondanini-pietà er hans sidste værk, efterladt ufuldendt ved hans død i 1564 og udstillet alene i et rum i det gamle spanske hospital, hvor man kan gå hele vejen rundt om den. Og i Sala delle Asse malede Leonardo loftet som en løvhytte af sammenflettede træer – værket er stærkt medtaget, men restaureringen har gjort mønstret læseligt igen. Gårdene og voldgraven er gratis at gå igennem.

Parco Sempione, Arco della Pace og Torre Branca

Bag slottet ligger Parco Sempione, anlagt i 1888 på den gamle eksercerplads og byens største grønne område i centrum. I den fjerne ende står Arco della Pace, en triumfbue påbegyndt under Napoleon i 1807 og først fuldført i 1838 under østrigerne, som kort og godt ændrede indskrifterne. I parken ligger også Torre Branca, et stålobservationstårn tegnet af Gio Ponti til triennalen i 1933 med elevator til udsigtsplatformen, og Triennale Milano, byens museum for design og arkitektur.

Pinacoteca di Brera og Brera-kvarteret

Brera-galleriet blev grundlagt i 1776 af Maria Theresia som en samling til kunstakademiet, og det voksede eksplosivt under Napoleon, da kunst fra ophævede klostre og kirker i hele Norditalien blev samlet her. Det er derfor, samlingen er så tung i norditaliensk og venetiansk maleri. Hovedværkerne er Rafaels Jomfru Marias trolovelse fra 1504, Mantegnas stærkt forkortede Den døde Kristus, Piero della Francescas Montefeltro-altertavle og Francesco Hayez’ Kysset fra 1859, der er blevet et nationalt ikon.

Palæet rummer også kunstakademiet, nationalbiblioteket Braidense, et astronomisk observatorium og en botanisk have fra 1774, som ligger gemt bag bygningen og er en af de roligste pletter i centrum. Uden for ligger Brera-kvarteret med brostensgader, gallerier, antikvarer og caféer – det tætteste Milano kommer på et gammelt kunstnerkvarter, om end det for længst er blevet dyrt.

Navigli-kanalerne og Darsena

Milano ligger ikke ved en flod, og derfor gravede man sig til vand. Naviglio Grande, der henter vand fra floden Ticino, blev anlagt fra 1177 og nåede byen i 1272, og senere kom Naviglio Pavese mod syd, som først blev færdig i 1819. Kanalerne fragtede varer, korn og marmoret til domkirken, og Leonardo da Vinci arbejdede med sluseløsninger på systemet under sit ophold i byen. De fleste kanaler inde i byen blev dækket til i 1930’erne; det, der er tilbage, ligger i den sydvestlige del.

I dag er kvarteret først og fremmest byens udgangspunkt for aftener ude: barer og restauranter i rækker langs vandet og en kø af folk til aperitivo fra omkring klokken 18. Havnebassinet Darsena, hvor de to kanaler mødes, blev ryddet op og genåbnet som byrum i 2015. Den sidste søndag i måneden holdes et stort antikmarked langs Naviglio Grande, og om sommeren sejler der både på kanalen.

Basilica di Sant’Ambrogio

Ambrosius var biskop i Milano fra 374 til 397 og er byens skytshelgen. Kirken, han lod bygge over de kristne martyrers grave mellem 379 og 386, ligger stadig på stedet, om end i den romanske skikkelse, den fik i 1000- og 1100-tallet. Det er en af Norditaliens vigtigste middelalderkirker: en søjlegård foran indgangen, to klokketårne af forskellig alder og højde og en gylden alterforside fra 800-tallet. I krypten ligger Ambrosius selv sammen med martyrerne Gervasius og Protasius, synlige i et glasskrin.

San Maurizio al Monastero Maggiore

Fra gaden ligner San Maurizio en anonym mur i Corso Magenta, men indenfor er stort set hver flade dækket af kalkmalerier fra 1500-tallet, størstedelen af Bernardino Luini og hans værksted. Kirken er delt på tværs af en væg, fordi den ene halvdel var forbeholdt nonnerne i klostret bagved. Den kaldes ofte Milanos Sixtinske Kapel, og den er gratis at gå ind i. Ved siden af ligger byens arkæologiske museum i det gamle klosters bygninger, med rester af den romerske bymur i haven.

Santa Maria presso San Satiro og Bramantes falske kor

Den lille kirke i Via Torino gemmer et af renæssancens mest berømte tricks. Grunden rakte ikke til et rigtigt kor bag alteret, fordi en gade lå i vejen, så Donato Bramante malede og modellerede i stedet et kor i relief, der kun er omkring en meter dybt, men set fra midtergangen ser ud til at fortsætte langt ind i bygningen. Illusionen falder først fra hinanden, når man går om på siden. Ved siden af står det lille Satiro-kapel fra 800-tallet, som kirken er bygget op omkring.

Colonne di San Lorenzo og det romerske Milano

Uden for Basilica di San Lorenzo Maggiore står seksten romerske søjler i en række – rester af en offentlig bygning fra 100- eller 200-tallet, som blev flyttet hertil, da kirken blev bygget i 300-tallet. Pladsen bag dem er et af byens faste mødesteder om aftenen. Selve kirken er en af de ældste i Vesteuropa med bevaret centralplan, og i Cappella di Sant’Aquilino ved siden af sidder mosaikker fra 300-tallet, som stammer fra tiden, hvor Milano var kejserresidens.

Pinacoteca Ambrosiana

Kardinal Federico Borromeo grundlagde biblioteket Ambrosiana i 1609 og malerisamlingen i 1618, og begge dele er blandt Europas ældste offentligt tilgængelige af slagsen. Samlingen rummer Caravaggios Frugtkurv, som regnes for et af de tidligste rene stillebener i italiensk maleri, Rafaels fuldskala-karton til Skolen i Athen i Vatikanet og en række Leonardo-blade fra Codex Atlanticus, hvoraf et udvalg vises skiftevis af hensyn til papiret.

Museo del Novecento

Museet for 1900-tallets kunst ligger i Palazzo dell’Arengario lige ved domkirken og åbnede i 2010. Det følger den italienske kunst gennem århundredet – futurismen med Boccioni, den metafysiske malerkunst, arte povera – og de øverste rum har vinduer direkte ud mod domkirkens facade, hvilket i sig selv er en af byens bedste udsigter. Blandt hovedværkerne er Pellizza da Volpedos Den fjerde stand og Lucio Fontanas neonloft.

Fondazione Prada

Modehusets kulturfond åbnede i 2015 i et nedlagt destilleri i den sydlige bydel, ombygget af Rem Koolhaas’ tegnestue OMA. Anlægget blander de gamle industribygninger med nye, blandt andet et tårn fra 2018 og et hus, der er beklædt med bladguld udvendigt. Der vises skiftende samtidskunstudstillinger, og caféen Bar Luce er indrettet af filminstruktøren Wes Anderson som en italiensk bar fra 1950’erne. Stedet nås med metroen og et kort stykke til fods.

Museo Nazionale della Scienza e della Tecnologia

Videnskabs- og teknologimuseet i det gamle kloster ved Sant’Ambrogio åbnede i 1953 og er Italiens største af sin art. Det bærer Leonardo da Vincis navn, og et helt galleri er indrettet med træmodeller bygget efter hans tegninger. Ellers er det jernbaner, fly, skibe og rumfart i store haller, og udenfor ligger ubåden Enrico Toti, som blev slæbt gennem byen i 2005 og kan besøges indeni med en tidsbestilt rundvisning. Det er byens bedste museum for børn.

Cimitero Monumentale

Byens store kirkegård fra 1866 er reelt et frilandsmuseum for gravmonumenter. De milanesiske familier konkurrerede fra slutningen af 1800-tallet om at få de dygtigste billedhuggere til at tegne deres gravsteder, og resultatet er alt fra art nouveau-engle til modernistiske abstraktioner og en kopi af Trajansøjlen. I midterbygningen, Famedio, ligger blandt andre forfatteren Alessandro Manzoni. Adgangen er gratis, og der er kort vej fra metroen.

Det moderne Milano: Porta Nuova, Bosco Verticale og CityLife

Milano har fået en helt ny skyline på under femten år. Omkring Piazza Gae Aulenti nord for centrum står Unicredit-tårnet, der med sit spir på 231 meter er Italiens højeste bygning, og lige ved siden af Bosco Verticale – to boligtårne fra 2014 af Stefano Boeri, hvor facaderne er beplantet med flere hundrede træer, og som er blevet kopieret i en række andre lande siden.

Vest for centrum, på den gamle messeplads, ligger CityLife med tre tårne, der på milanesisk er døbt efter deres form: den lige (Allianz, tegnet af Arata Isozaki), den skæve (Generali, Zaha Hadid) og den buede (PwC, Daniel Libeskind). Området har en stor park og en indkøbsgade i kælderniveau, og begge kvarterer er gratis at gå rundt i.

San Siro og fodbolden

Stadionet i den vestlige udkant åbnede i 1926 og bærer officielt navnet Stadio Giuseppe Meazza efter en spiller, der optrådte for begge byens klubber. Det har plads til omkring 75.000 tilskuere og deles af AC Milan og Inter, hvilket betyder, at der er kamp næsten hver weekend i sæsonen. Der er museum og rundvisninger på ikke-kampdage, hvor man kommer i omklædningsrummene og ud på banen. Stadionet lagde desuden plads til åbningsceremonien, da Milano sammen med Cortina d’Ampezzo var vært for vinter-OL i februar 2026.

Quadrilatero della Moda

Modekvarteret ligger nordøst for domkirken og består af fire gader: Via Montenapoleone, Via della Spiga, Via Sant’Andrea og Via Manzoni. Her har de store huse deres flagskibsbutikker, og priserne er derefter, men gaderne er værd at gå igennem for facadernes og udstillingsvinduernes skyld alene. I Via Sant’Andrea ligger byens modemuseum i Palazzo Morando, og modeugerne i februar og september fylder hele kvarteret. I april flytter opmærksomheden til møbelmessen Salone del Mobile, hvor byen bliver til én stor designudstilling.

Fra Mediolanum til modeby – byens historie kort

Milano begyndte som den keltiske bosættelse Mediolanum og blev romersk i 222 f.Kr. Byen fik en rolle, de færreste besøgende kender i dag: fra slutningen af 200-tallet e.Kr. var den kejserresidens i Vestromerriget, og det var her, Konstantin og Licinius i 313 udstedte det såkaldte Milano-edikt, der gav de kristne religionsfrihed i riget. Ambrosius gjorde byen til kirkens tyngdepunkt i Norditalien, og det var her, kirkefaderen Augustin blev døbt i 387.

I middelalderen blev byen jævnet med jorden af kejser Frederik Barbarossa i 1162, men genrejst af den lombardiske liga, som slog kejseren ved Legnano i 1176. Visconti-familien overtog magten i slutningen af 1200-tallet og fik hertugtitlen i 1395; efter dem kom Sforza-familien fra 1450, og under Ludovico il Moro arbejdede både Leonardo og Bramante i byen. Fra 1535 lå Milano under Spanien, fra 1706 under Østrig, og i marts 1848 rejste byen sig i de fem dage, Cinque Giornate, der drev østrigerne ud – blot midlertidigt, indtil Lombardiet blev italiensk i 1859.

Den sidste omgang er den, byen ser ud efter i dag: industrialisering fra slutningen af 1800-tallet, svære bombardementer i 1943 og derefter et efterkrigsopsving, hvor møbler, design, mode og forlagsvirksomhed gjorde Milano til Italiens rigeste by. Verdensudstillingen Expo 2015 satte for alvor gang i det byggeri, man ser i Porta Nuova og CityLife.

Leonardo da Vinci i Milano

Leonardo boede i Milano fra 1482 til 1499 og igen i årene omkring 1508. Han kom som ingeniør og hofkunstner hos Ludovico il Moro, og byen har flere spor efter ham end nogen anden: Den sidste nadver, loftsmaleriet i Sala delle Asse på slottet, tegningerne i Codex Atlanticus på Ambrosiana og de mange modeller på videnskabsmuseet. På Corso Magenta over for Santa Maria delle Grazie ligger Casa degli Atellani med den vinmark, hertugen forærede ham i 1498; den blev genplantet og åbnet for publikum i 2015.

Milano med børn

Videnskabsmuseet er det oplagte førstevalg med tog, fly og ubåd i fuld størrelse. Turen op på domkirkens tag virker også på børn, fordi man går udenfor i højden i stedet for at kigge på noget bag glas. Akvariet i Parco Sempione er lille, men billigt og ligger i en fin bygning fra verdensudstillingen i 1906, og selve parken har legepladser og plads til at løbe.

Lidt uden for byen ligger søen Idroscalo ved Linate med badesteder og cykelstier om sommeren. Skal der stadion til, er San Siros rundvisning en sikker vinder. Byen er let at have børn med i, fordi metroen er hurtig og aftenerne kan holdes korte – de fleste restauranter tager imod tidligt, selvom milaneserne selv spiser sent.

Gratis oplevelser i Milano

Der er mere gratis at se, end byens ry antyder. Domkirken kræver billet, men Galleria Vittorio Emanuele II, Piazza del Duomo, Piazza della Scala og gaderne i Brera koster ingenting. Kirkerne Sant’Ambrogio, San Lorenzo Maggiore, San Maurizio og Santa Maria presso San Satiro er alle gratis, og det samme gælder Cimitero Monumentale, gårdene i Castello Sforzesco, Parco Sempione og haverne i CityLife.

Flere af de kommunale museer har desuden gratis eller nedsat entré på udvalgte tidspunkter – det svinger fra år til år, så det er værd at tjekke inden afrejsen.

Mad og drikke: risotto, cotoletta og aperitivo

Det milanesiske køkken er tungere og mere smørbaseret end det, man forbinder med Italien længere sydpå. Klassikerne er risotto alla milanese, som får sin gule farve fra safran, cotoletta alla milanese – en paneret kalvekotelet stegt i smør – og ossobuco, braiseret kalveskank med gremolata, ofte serveret sammen med risottoen. Om vinteren står cassoeula på kortet, en kraftig ret med svinekød og savoykål, og til jul bages panettone, som byen regner for sin egen opfindelse.

Aperitivo er byens vigtigste sociale institution: en drink i tidsrummet omkring klokken 18-21, hvor der følger snacks eller et helt buffetbord med. Campari blev skabt i Milano i 1860, og Camparino-baren i Galleriet har skænket den siden 1915, mens Bar Basso i den østlige del af byen står bag drinken Negroni sbagliato. De billigste og mest folkelige aperitivo-steder ligger langs Navigli og i Isola-kvarteret.

Fester og traditioner

Byens største dag er 7. december, Sant’Ambrogio, hvor der er fri i byen, La Scala åbner sæson, og julemarkedet Oh bej! Oh bej! fylder området omkring Castello Sforzesco med boder. Navn og fest går tilbage til middelalderen, og markedet er byens ældste.

Milano følger desuden sin egen kirkelige kalender, den ambrosianske ritus, som byen har holdt fast i siden Ambrosius’ tid. Det mærkes tydeligst ved karnevallet: mens resten af Italien slutter festen tirsdag før askeonsdag, fortsætter Milanos karneval til lørdagen efter og kaldes derfor Carnevale Ambrosiano. Om sommeren er Festa dei Navigli i begyndelsen af juni den store bydelsfest langs kanalerne, og om efteråret holder byen sin jazzfestival med koncerter spredt ud over hele byen.

Shopping ud over modegaderne

Corso Buenos Aires nordøst for centrum er en af Europas længste sammenhængende butiksgader og har almindelige kæder frem for luksus. Corso di Porta Ticinese har streetwear og genbrug på vej mod Navigli, og Corso Como med konceptbutikken 10 Corso Como ligger mellem centrum og Porta Nuova. Vil man have design frem for tøj, er Brera og kvarteret omkring Via Durini stedet at kigge på møbler.

Regnvejrsdag i Milano

Milano er en god by at have dårligt vejr i, fordi museerne ligger tæt. Brera, Ambrosiana, Museo del Novecento, videnskabsmuseet og samlingerne i Castello Sforzesco kan alle fylde en halv dag hver. Museo Poldi Pezzoli og Villa Necchi Campiglio – en villa fra 1930’erne med original indretning – giver samme oplevelse i mindre format.

Dagsudflugter fra Milano

Byen er et af Italiens bedste udgangspunkter for togture. Como ved Comosøen nås på omkring 40 minutter fra Cadorna eller Centrale, og derfra sejler bådene videre til Bellagio og Varenna. Bergamo tager knap en time, og den øvre bydel, Città Alta, er omgivet af venetianske mure, der kom på UNESCO’s verdensarvsliste i 2017.

Mod øst ligger Gardasøen og Verona, som nås med lyntog på lidt over en time, og Venedig ligger godt to en halv time væk – muligt på en lang dag, bedre som en overnatning. Mod syd ligger Pavia med kartuserklostret Certosa di Pavia, og mod vest Torino på cirka en time. Se også oversigten over resten af Italien for flere destinationer.

Lufthavne og ankomst

Milano betjenes af tre lufthavne. Malpensa ligger cirka 50 km nordvest for byen og tager det meste af den interkontinentale trafik; Malpensa Express-toget kører til Cadorna og Centrale på omkring tre kvarter. Linate ligger kun få kilometer øst for centrum og bruges mest til indenrigs- og korte europæiske ruter – efter åbningen af metrolinje M4 er man inde i byen på omkring et kvarter. Bergamo Orio al Serio, cirka 50 km mod nordøst, er lavprisselskabernes lufthavn, og derfra kører busser til Stazione Centrale på cirka en time.

Med tog ankommer man som regel til Milano Centrale, en monumental banegård indviet i 1931, der er en seværdighed i sig selv. Herfra er der lyntog til Rom på under tre timer og direkte forbindelser nordpå gennem Schweiz. Kommer man i bil, er det værd at vide, at centrum er belagt med betalingszonen Area C på hverdage, og at parkering i bykernen er dyr – langt de fleste er bedre tjent med at stille bilen ved en metrostation i udkanten.

Rundt i byen

Milano har fem metrolinjer, der dækker det meste af det, en besøgende skal bruge, plus et stort net af sporvogne og busser. Billetter gælder på tværs af systemet inden for en tidsperiode, og der findes dagskort og flerdagskort, som hurtigt betaler sig. Metroen kører fra tidlig morgen til omkring midnat, med længere åbningstid i weekenden.

Sporvognene er en oplevelse for sig: en del af vognene er af den serie fra 1928, der stadig kører i almindelig rutefart med trægulve og gammeldags indretning. Selve bykernen er så flad og kompakt, at det ofte er hurtigere at gå end at skifte metro – der er cirka en kilometer fra domkirken til slottet og godt to til Navigli. Bycykler og elløbehjul findes overalt, men brostenene i de ældste gader er ikke behagelige at køre på.

Hvor skal man bo i Milano

Området omkring domkirken og Brera er dyrest, men giver kort vej til alt og er behageligt at gå i om aftenen. Omkring Stazione Centrale er der billigere hoteller og gode togforbindelser, men kvarteret er mere upersonligt og mindre rart efter mørkets frembrud. Navigli passer til dem, der vil have aftenlivet lige uden for døren – og skal accepteres med den støj, det giver. Porta Venezia og Isola er begge rolige alternativer med caféer, metroforbindelse og priser under centrums.

Sikkerhed

Milano er en tryg by at færdes i, men lommetyveri er udbredt de steder, hvor der er flest turister: Piazza del Duomo, metroen i myldretiden og især området omkring Stazione Centrale. På domkirkepladsen forekommer også et par faste numre, hvor nogen forsøger at binde et armbånd om håndleddet eller putte fuglefoder i hånden og derefter kræver betaling – det stopper ved et bestemt nej og ved ikke at tage imod noget. Værdisager hører hjemme i en lukket lomme foran på kroppen, og i restauranter bør tasken ikke hænge på stoleryggen.

Hvornår skal man besøge Milano

April til juni og september til oktober er de bedste måneder. Milano ligger i Po-sletten og har et fastlandsklima med fugtige, meget varme somre og kolde, tågede vintre – juli og august kan være trykkende, og mange butikker og restauranter holder lukket i dele af august, hvor byen tømmes for indbyggere. December har til gengæld sin egen stemning med Sant’Ambrogio, operapremiere og julemarkeder. Er man ligeglad med vejret, er vinteren den billigste tid, bortset fra ugerne med modeuge og møbelmesse, hvor hotelpriserne stiger markant.

Forslag til ruter

Tre ruter, der dækker byen fra hver sin vinkel:

Milano på én dag. Start ved domkirken tidligt og tag taget først, videre gennem Galleria Vittorio Emanuele II til Piazza della Scala, ned ad Via Torino med et stop ved Bramantes falske kor i Santa Maria presso San Satiro, frokost ved Colonne di San Lorenzo, eftermiddag i Castello Sforzesco og Parco Sempione og aperitivo i Brera. Varighed: 1 dag til fods.

To dage med kunsten. Dag 1 som ovenfor. Dag 2 begynder med den forudbestilte billet til Den sidste nadver, fortsætter til Sant’Ambrogio og videnskabsmuseet, derefter Pinacoteca di Brera om eftermiddagen og aften ved Navigli. Varighed: 2 dage.

Tre dage med søerne. Dag 1 og 2 som ovenfor, dag 3 med morgentoget til Como, båd til Varenna og Bellagio og hjem om aftenen. Alternativt bruges dag 3 på Bergamos Città Alta og en tur forbi CityLife på vejen tilbage. Varighed: 3 dage, kombineres let med resten af Norditalien.

Oversigt over seværdigheder

Om denne guide

Denne guide er skrevet af Laust Kehlet ud fra research om Milanos seværdigheder, historie og praktiske forhold.