Rejseguide Pisa

Pisa er kendt for ét skævt tårn, men byen har fire monumenter på den samme græsplæne, en middelalderkerne med søjlegange og markedspladser, og en flod med paladsfacader på begge sider. Piazza del Duomo – i daglig tale Miraklernes Plads – står på UNESCO’s verdensarvsliste og rummer domkirken, dåbskapellet, kirkegården Camposanto og klokketårnet, der hælder. Uden for pladsen ligger et universitetsmiljø fra 1343, Galileo Galileis fødeby, et af Keith Harings sidste vægmalerier og et museum med romerske skibe, fundet i 1998. Pisa er samtidig Toscanas lufthavnsby, og de fleste danskere ser byen i to timer mellem fly og videre transport. Det er for lidt: en dag dækker pladsen og bykernen, og to dage giver plads til museerne, floden og en tur til stranden eller Lucca.

Hvad skal man se i Pisa – kort overblik

• Det Skæve Tårn – domkirkens klokketårn fra 1173, der hælder cirka fire grader og kan bestiges ad knap 300 trin
• Domkirken (Duomo di Pisa) – den stribede marmorkatedral fra 1000-tallet med Giovanni Pisanos prædikestol
• Dåbskapellet (Battistero) – Italiens største dåbskapel, berømt for sit ekko og Nicola Pisanos prædikestol fra 1260
• Camposanto Monumentale – den overdækkede kirkegård med freskerne, der brændte i 1944 og er restaureret siden
• Piazza dei Cavalieri – Vasaris renæssanceplads med Scuola Normale Superiore og sultetårnet fra Dantes helvede
• Santa Maria della Spina – det lille gotiske smykkeskrin af en kirke nede ved Arnos bred
• Tuttomondo – Keith Harings 180 kvadratmeter store vægmaleri fra 1989, gratis og altid åbent
• Museo delle Navi Antiche – de romerske skibsvrag fra den forsvundne havn, udstillet i Medici-arsenalet

Det Skæve Tårn – hvorfor det hælder, og hvorfor det stadig står

Byggeriet begyndte i august 1173, og tårnet begyndte at synke, allerede da man var nået til tredje etage. Undergrunden er ler, sand og skaller aflejret af floden, og laget under sydsiden er blødere end under nordsiden. Fundamentet er kun omkring tre meter dybt – alt for lidt til et tårn i massiv marmor. Havde man bygget videre i ét stræk, var det væltet.

Det gjorde man ikke. Krige mellem bystaterne afbrød arbejdet to gange i næsten hundrede år hver, og i pauserne fik leret tid til at konsolidere sig. Da bygmestrene genoptog arbejdet, rettede de op undervejs ved at gøre etagerne højere på den lave side, så tårnet har en let bananform. Klokkestokværket kom på omkring 1372, næsten to hundrede år efter grundstenen. Pauserne er den egentlige grund til, at tårnet stadig står – ikke bygmestrenes snilde.

I 1990 blev tårnet lukket, fordi hældningen var vokset til omkring 5,5 grader og fortsatte med at stige. Redningen kom i årene efter: man fjernede jord under nordsiden i små portioner, så bygningen satte sig tilbage mod lodret, mens blyklodser og stålwirer holdt igen. Da tårnet åbnede igen i december 2001, var hældningen nede på omkring fire grader. Målingerne siden viser, at bevægelsen er standset, og at tårnet har rettet sig en anelse yderligere af sig selv. Overhænget er knap fire meter, og tårnet regnes for stabilt i århundreder frem.

Sådan kommer man op i tårnet

Tårnet er det eneste på pladsen med tidsbestemt adgang. Man køber billet til et klokkeslæt, møder op få minutter før og lukkes ind i et hold, fordi trappen kun rummer et begrænset antal ad gangen. I højsæsonen er de tidlige og sene tider hurtigt væk, så reservér hjemmefra.

Trappen er en spiraltrappe inde i murens hulrum, knap 300 trin, uden elevator. Aldersgrænsen er otte år, og børn under atten skal følges med en voksen. Tasker må ikke med op; de afleveres i et gratis skab ved siden af tårnet. Trinene er slidt skæve af otte hundrede års fødder, og fordi hele tårnet hælder, skifter fornemmelsen af tyngdekraften for hver halve omgang – den del fortæller ingen om på forhånd.

Toppen er en åben ringgang omkring klokkerne med udsigt over pladsen, byens tage og de toscanske bakker. Man får typisk en halv time deroppe, før holdet skal ned igen.

Domkirken (Duomo di Pisa)

Domkirken er pladsens ældste bygning og den, tårnet blev bygget til. Arbejdet begyndte i 1060’erne under bygmesteren Buscheto, efter overleveringen finansieret af byttet fra et togt mod Palermo, og kirken blev indviet i 1118. Facadens fire rækker af søjlegallerier i hvidt og gråt marmor skabte en hel byggestil – pisansk romansk – som spredte sig ud over Toscana.

Indenfor er kirken enorm og lys, med granitsøjler ned gennem skibet og et forgyldt kassetteloft fra tiden efter en brand i 1595. Branden ødelagde en stor del af det oprindelige inventar, men to ting overlevede: bronzedørene på korsarmen mod tårnet, støbt af Bonanno Pisano i slutningen af 1100-tallet, og mosaikken i apsis, hvis Johannes-figur er udført af Cimabue i 1302.

Hovedværket står i skibet: Giovanni Pisanos prædikestol fra 1302-1310, en marmorkolos båret af søjler, løver og allegoriske figurer, med reliefpaneler så tætpakkede, at de nærmest bugner ud af rammen. Efter branden lå den i kasser i over tre hundrede år og blev først samlet igen i 1926 – derfor står nogle af delene i dag i en anden rækkefølge end oprindeligt.

Adgangen til domkirken er gratis, men kræver et tidsstemplet adgangsbevis, der hentes i billetkontoret eller følger med enhver billet til de øvrige monumenter. Mange stiller sig i kø ved døren uden papir og bliver sendt tilbage over pladsen. Dertil almindelig kirkeklædning: dækkede skuldre og knæ.

Dåbskapellet og ekkoet

Dåbskapellet er den runde bygning foran domkirkens facade, påbegyndt i 1152 af arkitekten Diotisalvi og først færdiggjort i 1300-tallet. Det gør bygningen til en blanding af romansk nederst og gotisk øverst, med spidsbuer, fialer og en kuppel, der ikke ligner noget andet i Italien. Med sine knap 55 meter er det Italiens største dåbskapel – lidt højere end det skæve tårn.

Det, folk husker, er akustikken. Rummet er tomt og halvkugleformet, og en enkelt tone hænger i luften i flere sekunder. Personalet træder med jævne mellemrum ind i midten og synger nogle få toner, som lægger sig oven på hinanden til en akkord sunget af én person. Demonstrationen varer under et minut og gentages et par gange i timen – tættest på døbefonten hører man den bedst.

Midt i rummet står den ottekantede døbefont fra 1246, og ved siden af Nicola Pisanos prædikestol fra 1260 – faderens værk og forlægget for sønnens i domkirken. Den er strammere og mere romersk i formsproget og regnes for et af de arbejder, der indvarslede renæssancen halvandet århundrede før tid. Fra galleriet ser man ned på begge dele.

Camposanto Monumentale

Langs pladsens nordside ligger en lang, hvid mur med én indgang. Bag den ligger Camposanto, byens overdækkede kirkegård fra 1278, bygget som en gotisk klostergang om en åben græsgård. Efter overleveringen blev jorden i gården hentet hjem med skib fra Golgata under et korstog, så byens fornemme kunne begraves i hellig jord uden at forlade Toscana.

Væggene var dækket af fresker fra 1300- og 1400-tallet, og den mest berømte, Dødens triumf, er en dommedagsvision med jægere, der møder tre åbne kister, og dæmoner, der slæber sjæle væk. Den 27. juli 1944 ramte allieret artilleri bygningen under kampene om Arno-linjen; blytaget smeltede, og metallet løb ned over freskerne. Restaureringen har taget resten af århundredet – Dødens triumf kom først tilbage på sin plads i 2018.

Ulykken havde en uventet konsekvens. Da freskerne blev taget ned fra murene for at blive reddet, kom kunstnernes undertegninger til syne – de såkaldte sinopier, skitser i rødbrun jordfarve tegnet direkte på pudsen, før farven blev lagt på. De havde ikke set dagens lys siden 1300-tallet.

Museo delle Sinopie og Museo dell’Opera del Duomo

Sinopie-museet ligger på den anden side af pladsen, i et middelalderligt hospital, og viser netop de undertegninger, branden afdækkede. Man ser den samme komposition igen – som frihåndstegning, med kunstnerens rettelser, fortrudte arme og flyttede figurer stadig synlige. De to besøg hører sammen, og rækkefølgen betyder noget: Camposanto først, sinopierne bagefter.

Museo dell’Opera del Duomo bag tårnet rummer det, der er taget ind fra de fire bygninger for at redde det mod vejret: originalskulpturer af Nicola og Giovanni Pisano, kirkeskatte, illuminerede kor-bøger og de romerske og etruskiske gravsten, der blev genbrugt som byggemateriale i middelalderen. Fra museets gård er der et af de roligste fotostandpunkter på tårnet.

Piazza dei Cavalieri

Ti minutters gang fra domkirken ligger byens anden store plads. Her lå Pisas rådhus i republikkens tid, men i 1560’erne byggede Giorgio Vasari pladsen om til hovedsæde for Ridderordenen af Sankt Stefan, stiftet af storhertug Cosimo I. Resultatet er en renæssanceplads midt i en middelalderby.

Hovedbygningen, Palazzo della Carovana, har en facade dækket af sgraffito – dekorationer kradset ind i den våde puds – med zodiaktegn og Medici-våben. Den huser i dag Scuola Normale Superiore, det eliteuniversitet Napoleon oprettede i 1810, og trapperne er som regel fyldt med studerende. Ved siden af ligger ordenskirken Santo Stefano dei Cavalieri, også tegnet af Vasari, med tyrkiske flag og skibslanterner erobret i søslag under loftet.

Den mørkeste historie hører til Palazzo dell’Orologio i nordsiden. Bygningen er sat sammen af to ældre tårne, og i det ene sad grev Ugolino della Gherardesca indespærret med sine sønner og sønnesønner i 1288-89. Nøglen blev kastet i Arno, og de sultede ihjel. Dante placerede ham i helvedes næstdybeste kreds i Den guddommelige komedie, og tårnet kaldes stadig Sultetårnet.

Santa Maria della Spina og turen langs Arno

Arno deler byen i to, og promenaderne langs floden – lungarni – er Pisas smukkeste strækning uden for pladsen. Facaderne står i okker, teglrødt og blegt gult og spejler sig i vandet om aftenen. Den midterste af broerne, Ponte di Mezzo, er byens omdrejningspunkt.

På sydsiden, næsten nede i vandkanten, står Santa Maria della Spina. Kirken blev bygget som oratorium omkring 1230 og udvidet i 1323 til det, man ser i dag: en gotisk marmorkasse på størrelse med et parcelhus, dækket af spir, tabernakler, rosetter og helgenfigurer på alle sider. Navnet kommer af en torn, som efter traditionen stammer fra Kristi tornekrone. I 1871 var flodens fugt ved at ødelægge bygningen, og man skilte den ad sten for sten og satte den op igen nogle meter højere oppe.

Går man videre langs sydsiden, passerer man Palazzo Blu og ender ved Giardino Scotto, en offentlig park i og omkring en fæstning fra 1400-tallet – byens bedste sted at holde pause i skyggen, med legeplads.

Museo Nazionale di San Matteo

Byens store kunstmuseum ligger i et tidligere benediktinerkloster ved floden og er stort set aldrig fyldt. Samlingen er den vigtigste af pisansk middelalderkunst: forgyldte altertavler, korsfæstelsesbilleder på træ fra 1100- og 1200-tallet og skulpturer af Nicola og Giovanni Pisano, dertil et polyptykon af Simone Martini, en Sankt Paulus af Masaccio og Donatellos relikviebuste af San Rossore i forgyldt bronze.

Museet er en tidslinje for det, man har set ude på pladsen: den pisanske skoles vej fra bysantinsk fladhed til rummelighed og bevægelse. Regn med halvanden time, og forvent at gå gennem flere sale alene.

Palazzo Blu

Det knaldblå palads på flodens sydside kan ikke overses. Bygningen er middelalderlig i kernen, fik sin skikkelse og sin usædvanlige farve i 1800-tallet og er i dag byens udstillingshus. Øverst ligger en permanent samling af pisansk kunst i de oprindelige stuer, mens de nederste etager huser skiftende særudstillinger – ofte store navne fra det 20. århundredes kunst. Der er café i stueetagen, og udsigten over Arno er en seværdighed i sig selv.

Tuttomondo – Keith Harings sidste vægmaleri

Bag banegården, på gavlen af klosteret ved kirken Sant’Antonio Abate, sidder 180 kvadratmeter Keith Haring. Kunstneren malede Tuttomondo i juni 1989 sammen med lokale studerende, efter at en pisansk student havde mødt ham tilfældigt i New York og inviteret ham. Det blev et af hans sidste offentlige værker – han døde i februar 1990 – og det eneste, der er udført som et permanent, offentligt bestillingsarbejde i Europa.

Motivet er en kæde af tredive figurer i klare farver, hver med sin betydning: en saks, der klipper en slange over, en menneskepyramide, en delfin, en gravid kvinde. De er sat sammen som et puslespil, hvor ingen figur kan fjernes uden at ødelægge helheden. Væggen står frit på en plads med bænke, koster ingenting og ligger fem minutters gang fra Pisa Centrale – byens oplagte første eller sidste stop.

Den botaniske have

Universitetets botaniske have blev anlagt i 1543-44 af lægen og botanikeren Luca Ghini på foranledning af Cosimo I og regnes for verdens første botaniske have knyttet til et universitet. Haven er flyttet to gange og har ligget på sin nuværende plads mellem domkirkepladsen og bykernen siden 1591.

Den er lille, skyggefuld og hverken pudset eller prangende – en arbejdshave for et universitet, ikke et parkanlæg for turister. Der er drivhuse, et bassin med åkander, medicinplanter og nogle af byens ældste træer. Entréen er lav, og haven ligger så tæt på Piazza dei Miracoli, at den er den bedste flugtvej, når pladsen er tættest pakket ved middagstid.

Museo delle Navi Antiche – de romerske skibe

I 1998 gravede man ud til nye perroner ved San Rossore-stationen nord for centrum, og ned gennem det våde ler dukkede skibsvrag op – det ene efter det andet. Stedet viste sig at være en oversvømmelseszone ved en gammel flodhavn, hvor skibe var sunket og blevet dækket af mudder over flere hundrede år. Det iltfrie ler havde bevaret træet.

Fundet omfatter et par snese fartøjer fra romersk tid, fra små flodbåde til søgående skibe, sammen med last: amforaer, tovværk, redskaber og i et enkelt tilfælde resterne af en hund. Efter to årtiers konservering åbnede udstillingen i 2019 i Arsenali Medicei, Medici-familiens gamle skibsværfter ved floden. Museet er både det nyeste og det mindst besøgte af byens store – de fleste rejsende ved ikke, at det findes.

Borgo Stretto, markedet og shopping

Byens handelsgade nord for floden hedder Borgo Stretto: smal og buet, med søjlegange på begge sider, så man går i tørvejr hele vejen. Her ligger caféerne, konditorierne og de butikker, byens egne bruger. Syd for Ponte di Mezzo fortsætter Corso Italia, der er bredere og har kædebutikkerne.

Et par gader bag Borgo Stretto åbner Piazza delle Vettovaglie sig – en arkadeomkranset markedsplads med frugt- og grøntmarked om formiddagen og studenterliv om aftenen. Det er byens mest levende plads og den bedste at spise frokost på.

Pisa med børn

Pisa er overkommelig med børn, fordi alting ligger tæt og fladt. Plænen på Piazza dei Miracoli fungerer som en stor legeplads, og de obligatoriske billeder, hvor familien holder tårnet oppe, er en aktivitet i sig selv.

Tårnet har aldersgrænse på otte år, og trappen er hverken for klapvogne eller højdeforskrækkede. Til gengæld er dåbskapellets ekko en sikker succes, og Camposantos grønne gård er rolig at gå i. Museo delle Navi Antiche med rigtige skibsvrag er den mest konkrete oplevelse for skolebørn, og Giardino Scotto har legeplads. Er der brug for en dag væk fra sten, ligger sandstranden ved Tirrenia en halv times bustur væk.

Gratis oplevelser i Pisa

Selve Piazza dei Miracoli er offentlig – det er kun bygningerne, der kræver billet, og domkirken er gratis mod et tidsstemplet adgangsbevis. Keith Harings Tuttomondo er gratis og altid tilgængelig, og det samme gælder Piazza dei Cavalieri, strækningen langs Arno, Santa Maria della Spina udefra, Piazza delle Vettovaglie og Giardino Scotto.

Dertil to ting, mange overser: kirkerne inde i byen – San Michele in Borgo, San Frediano, San Paolo a Ripa d’Arno og det ottekantede Santo Sepolcro – er som regel åbne, gratis og tomme. Og solnedgangen fra Ponte di Mezzo, hvor facaderne langs floden bliver orange, er byens smukkeste halve time.

Mad og lokale specialiteter

Pisas mest udbredte gadespise er cecina, en tynd, flad kage af kikærtemel, olivenolie og vand, bagt i kobberpande i brændeovn og skåret i trekanter. Den serveres varm med peber, også lagt inde i et stykke focaccia, og fås i bagerier over hele centrum.

Af retter er bordatino den mest pisanske: en tyk suppe af sorte kål, bønner og majsmel, opfundet som fattigmandsmad. Trippa alla pisana er kaldun i tomat med parmesan, og fra kysten kommer baccalà med porrer og fiskesuppen cacciucco, der hører til nabobyen Livorno. Til dessert torta co’ bischeri fra Vicopisano med chokolade, rosiner og pinjekerner.

Vinene fra Colline Pisane syd for byen er lette røde chianti-typer, og længere sydpå ligger San Miniato, et af Italiens vigtigste steder for hvid trøffel, med trøffelmarked i november. I centrum gælder samme regel som i alle italienske turistbyer: gå to gader væk fra domkirkepladsen, før du sætter dig. Omkring Piazza delle Vettovaglie og bag Borgo Stretto spiser byens egne.

Byens historie som søfartsrepublik

Det er svært at forstå Pisa uden at vide, at byen engang lå ved havet. I middelalderen var Pisa en af Italiens fire søfartsrepublikker sammen med Venedig, Genova og Amalfi, med en flåde, der handlede og førte krig i hele Middelhavet, og med herredømme over Korsika og Sardinien. Domkirken og tårnet er fra den periode – ikke en bys pynt, men en stormagts selvfremstilling.

To ting endte magten. Den 6. august 1284 blev den pisanske flåde knust af Genova i søslaget ved Meloria ud for kysten, og tusinder af pisanere endte som krigsfanger i Genova i årevis. Og Arno førte hele tiden slam med sig og lagde det, hvor floden mødte havet, så havnen langsomt sandede til. Da Firenze erobrede byen i 1406, var Pisa allerede på vej ud af historien som søfartsby. I dag ligger kysten omkring ti kilometer væk, og de romerske skibsvrag ved San Rossore blev fundet på tør land, midt i en jernbane.

Medici-familien gav byen en ny rolle og udbyggede universitetet fra 1343. Siden har Pisa været en universitetsby – i dag med omkring 90.000 indbyggere og titusindvis af studerende, der giver bykernen et helt andet liv om aftenen, end turistmængden om dagen antyder.

Galilei-myterne: hvad der faktisk er dokumenteret

Galileo Galilei blev født i Pisa den 15. februar 1564 og studerede og underviste ved byens universitet. Så langt er alt sikkert. To historier, som stort set alle guider gentager, er derimod ikke.

Den første er, at han skulle have kastet to kugler af forskellig vægt fra Det Skæve Tårn for at vise, at de falder lige hurtigt. Beretningen stammer fra Vincenzo Viviani, Galileis elev og biograf, som skrev den ned i 1654 – tolv år efter mesterens død og over et halvt århundrede efter, forsøget skulle have fundet sted. Galilei nævner den ikke i sine egne skrifter, og der findes ingen samtidige vidner. Historikere regner den for et tankeeksperiment, Viviani gjorde til en scene.

Den anden er lampen i domkirken. Guiderne peger på bronzelysekronen i midterskibet og fortæller, at Galilei så den svinge og derved opdagede pendulets isokronisme. Kronen, man ser i dag, blev hængt op i 1587 – efter det tidspunkt, observationen traditionelt henlægges til, så det kan ikke være den lampe, historien handler om. Begge fortællinger hører til byens folklore, ikke til dens videnskabshistorie.

Luminara og Gioco del Ponte – byens fester

Den 16. juni fejrer Pisa aftenen før sin skytshelgens dag med Luminara di San Ranieri. Facaderne langs Arno monteres med hvide trærammer, og i dem sættes titusindvis af små stearinlys, som tændes samtidig ved mørkets frembrud. Gadebelysningen slukkes, husene tegner sig i lys, alt spejler sig i floden, og aftenen slutter med fyrværkeri.

Dagen efter, den 17. juni, ros Regata di San Ranieri på Arno, hvor bydelene dyster i traditionelle både. Den sidste lørdag i juni holdes Gioco del Ponte, hvor byens to halvdele i historiske dragter skubber en tung vogn frem og tilbage over Ponte di Mezzo i en styrkeprøve med rødder i middelalderen. Slutningen af juni er byen på sit mest levende – men book hotel i god tid.

Stranden: Marina di Pisa og Tirrenia

Pisa har sin egen kyst, og de fleste rejsende opdager det aldrig. Ti kilometer vest for byen ligger Marina di Pisa, hvor Arno løber i havet. Stranden er smal og delvis beskyttet af bølgebrydere, og byen har en stille, gammeldags badebysstemning med villaer fra begyndelsen af 1900-tallet.

Længere sydpå ligger Tirrenia og Calambrone med brede sandstrande og pinjeskove ind mod land, både frie strandstykker og klassiske italienske badeanstalter med parasolrækker og barer. Turen tager en lille halv time med bus, og det gør en badedag til et realistisk indslag i et byophold – noget, man ikke kan i Firenze.

San Rossore og naturparken

Mellem byen og havet ligger naturparken Migliarino San Rossore Massaciuccoli, et af Toscanas største beskyttede områder. Kernen er San Rossore-godset, der gennem århundreder tilhørte skiftende herskere og senere den italienske stat, og som i dag er åbent ad grusveje gennem pinjeskov, klitter og fugtige enge. Man kan gå, cykle eller tage en hestevogn.

Længere nordpå ligger søen Massaciuccoli med Torre del Lago, hvor Giacomo Puccini boede og komponerede, og hvor der hver sommer holdes operafestival ved søbredden. Begge dele kan nås på en halv dag og giver et andet Toscana end postkortenes.

Dagsture fra Pisa

Pisa ligger på jernbanens hovedlinje, og det gør byen til et godt udgangspunkt. Lucca er en lille halv time væk med tog og er den oplagte modsætning: en hel renæssancebymur, man kan cykle rundt på toppen af, og en bykerne uden turistkø. Firenze nås på omkring en time, så man kan bo billigere i Pisa og tage til Uffizierne som dagstur.

Livorno tager et kvarter og giver havneby, fiskemarked og kanalkvarteret Venezia Nuova. Viareggio ligger tyve minutter mod nord med badeby og karneval i februar. Volterra og San Gimignano kræver bus og en hel dag, men leverer det klassiske toscanske bakkelandskab, og Cinque Terre nås på halvanden til to timer via La Spezia. Færgerne til Elba sejler fra Piombino, halvanden times togtur mod syd. Flere af turene er beskrevet i vores guider til Toscana og resten af Italien.

Transport: sådan kommer man til og rundt i Pisa

Lufthavnen Galileo Galilei ligger cirka en kilometer fra bykernen og er den lufthavn i Italien, der ligger tættest på sit centrum. Fra terminalen kører den automatiske bane PisaMover, i drift siden 2017, til hovedbanegården Pisa Centrale på omkring fem minutter – hurtigere og billigere end taxa, med få minutters mellemrum fra tidlig morgen til sen aften.

Fra Pisa Centrale er der 20-25 minutters gang til Piazza dei Miracoli gennem hele bykernen – ad Corso Italia, over Ponte di Mezzo og op gennem Borgo Stretto. Det er den smukke rute og den, der giver mening første gang. Har man travlt, kører bybusserne samme strækning, og den lille station San Rossore ligger få minutters gang fra pladsen; nogle regionaltog stopper der.

Inde i byen er alt gåafstand på fladt terræn. Bil er en dårlig idé: den historiske kerne er zone med kørselsbegrænsning – ZTL – hvor kameraer registrerer uvedkommende køretøjer og sender bøden hjem til lejebilsfirmaet måneder senere. Kommer man i bil, parkeres den i randen af centrum.

Overnatning – hvor skal man bo

De fleste hoteller ligger enten omkring banegården i syd eller i bykernen mellem floden og domkirkepladsen. Bykernen er det bedste valg: man går til alting, gaderne er levende om aftenen, og prisen er sjældent meget højere. Omkring Piazza delle Vettovaglie og Borgo Stretto er der kortest vej til både restauranter og monumenter.

Kvarteret ved stationen er billigst og praktisk, hvis man kommer sent eller skal videre tidligt, men det er byens mindst charmerende del. Bor man ved Piazza dei Miracoli, får man morgenen på pladsen for sig selv, før busserne kommer – til gengæld er der langt til byens eget liv. Priserne ligger generelt under Firenzes, og det er hovedargumentet for at bruge Pisa som base i det nordlige Toscana.

Sikkerhed i Pisa

Pisa er en tryg by at færdes i, også om aftenen i bykernen, hvor de studerende er ude. Den reelle risiko er lommetyveri i de tætte menneskemængder på Piazza dei Miracoli, på perronerne ved Pisa Centrale og i busserne til og fra lufthavnen. Tasken foran kroppen og telefonen i inderlommen løser stort set problemet.

Området lige omkring banegården kan virke utrygt sent om aftenen uden at være farligt – det er en almindelig storbystation. På pladsen sælger gadesælgere armbånd og selfiestænger; siger man nej og går videre, sker der ikke mere. Om sommeren er den største risiko varmen: pladsen har næsten ingen skygge, og køerne står i fuld sol.

Hvornår skal man besøge Pisa

April til begyndelsen af juni og hele september til oktober er de bedste måneder. Temperaturen ligger behageligt, byen er grøn, og køerne til tårnet er til at overskue. Juli og august er varme og fugtige – ofte over tredive grader – og pladsen er på sit mest overfyldte, fordi krydstogtgæster fra Livorno kommer i busser midt på dagen.

Vinteren er byens hemmelighed: stort set ingen kø, billige hoteller, og en plads der om morgenen kan ligge helt tom i tåge fra floden. Til gengæld er åbningstiderne kortere. Uanset årstid gælder ét råd: vær på Piazza dei Miracoli før klokken ni om morgenen eller efter klokken fem om eftermiddagen. Turistbusserne og krydstogtsudflugterne kommer midt på dagen, og forskellen på pladsen før og efter er dramatisk.

Forslag til ruter

Rute 1: Pladsen og bykernen på én dag. Start ved Pisa Centrale klokken otte, gå forbi Tuttomondo og videre op ad Corso Italia, over Ponte di Mezzo og gennem Borgo Stretto til Piazza dei Cavalieri. Vær på Piazza dei Miracoli inden klokken ni: tårnet først med tidsbestemt billet, derefter dåbskapellet, domkirken og Camposanto. Frokost på Piazza delle Vettovaglie, eftermiddag ved Santa Maria della Spina og langs floden, og solnedgang fra Ponte di Mezzo. Varighed: 1 dag.

Rute 2: To dage med museerne. Dag 1 som ovenfor. Dag 2 begynder i Museo delle Sinopie, så man ser undertegningerne til de fresker, man mødte i Camposanto dagen før, og fortsætter til Museo dell’Opera del Duomo og den botaniske have. Efter frokost Museo Nazionale di San Matteo ved floden, derefter Palazzo Blu og Giardino Scotto. Slut ved Arsenali Medicei og de romerske skibe. Varighed: 2 dage.

Rute 3: Tre dage med kyst og dagstur. De to første dage som ovenfor. Dag 3 deles: formiddagen i Lucca med cykeltur på bymuren, eftermiddagen enten på stranden ved Tirrenia eller i naturparken San Rossore. Alternativt bruges hele dag 3 på Firenze med tog fra Pisa Centrale. Varighed: 3 dage.

Oversigt over seværdigheder

Om denne guide

Denne guide er skrevet af Laust Kehlet ud fra research om Pisas seværdigheder, historie og praktiske forhold.