Lucca

Foto: Stefano Sansavini / Wikimedia Commons (CC BY-SA 4.0)

Lucca er den eneste by i Toscana, hvor renæssancens bymur står hele vejen rundt – godt fire kilometer ubrudt befæstning med elleve bastioner, som aldrig blev angrebet, og som i dag er byens vigtigste park. Inden for muren ligger en middelalderby uden bakker: smalle gader omkring en oval plads, der stadig har form efter det romerske amfiteater, den ligger oven på. Her står en katedral med et krucifiks, der efter en datering i 2020 regnes for Europas ældste bevarede træskulptur, et middelaldertårn med levende egetræer på toppen og Giacomo Puccinis fødehjem. Lucca var republik i mere end 600 år og betalte kontant for friheden med penge tjent på silke. Byen bliver ofte reduceret til et halvdagsstop mellem Pisa og Firenze. Det er for lidt: en hel dag dækker muren og bykernen, to dage giver plads til museerne, villaerne nord for byen og en aften med opera.

Hvad skal man se i Lucca – kort overblik

Otte seværdigheder i Lucca går igen på næsten alle rejseplaner, og hver af dem står her med én linje.

• Bymuren (Le Mura) – 4,2 km renæssancebefæstning fra 1504-1648, i dag en trædækket promenade hele vejen rundt om den gamle by
• Piazza dell’Anfiteatro – den ovale plads, hvor middelalderhusene er bygget ind i ruinerne af et romersk amfiteater
• Duomo di San Martino – katedralen med den skæve søjlefacade, labyrinten i portalen og Ilaria del Carrettos gravmæle
• Volto Santo – det sortnede træcrucifiks i domkirken, dateret til 770-880 og dermed Europas ældste bevarede træskulptur
• Torre Guinigi – middelaldertårnet med en lund af steneg på taget, 230 trin op og udsigt over hele byen
• San Michele in Foro – kirken på det romerske forum med en facade, der er langt højere end kirken bag den
• Basilica di San Frediano – guldmosaikken på facaden, den romanske døbefont og Santa Zita i et glasskrin
• Palazzo Pfanner – barokhaven med gudestatuer bag et palæ, der husede byens østrigske bryggeri i over 80 år

Bymuren – befæstningen, der blev til en park

Muren er grunden til, at Lucca ser ud, som den gør. Byen har haft fire ringmure: en romersk, en fra 1100-tallet, en fra 1200-tallet og den nuværende fra 1504-1648. Den sidste er ikke en middelaldermur, men et artilleriforsvar: lav, tyk, vinklet og jordfyldt, så kanonkugler ville bore sig ind frem for at slå huller. Elleve pileformede bastioner springer ud fra ringen, hver med skyts, der kunne dække murstykkerne på begge sider. Uden for lå et frit skudfelt, hvor det var forbudt at bygge.

Ringen er 4,2 kilometer lang, cirka tolv meter høj og har seks porte. Porta San Pietro mod syd bærer stadig republikkens ord Libertas over buen, og Porta Elisa mod øst er den yngste – åbnet under Napoleons søster Elisa Bonaparte, som byen fik som fyrstinde i 1805.

Det bemærkelsesværdige er, at muren aldrig kom i brug. Lucca blev aldrig belejret, og der blev ikke affyret et skud fra bastionerne. Én gang gjorde den alligevel nytte: den 18. november 1812 gik floden Serchio over sine bredder, og myndighederne lukkede og stoppede alle byportene med madrasser, så byen stod som en tæt skål midt i vandet. Elisa Bonaparte nåede ikke hjem i tide og måtte hejses over muren for at komme ind i sin egen by.

Da faren for krig var forbi, blev befæstningen ikke revet ned som i andre italienske byer. Hertuginde Maria Luisa af Bourbon lod i 1800-tallets første årtier træer plante på kronen og åbnede vallen som offentlig promenade. Derfor går man i dag i skygge af plataner og stenege tolv meter over gadeniveau, med tegltagene på den ene side og de toscanske bakker på den anden.

Sådan går eller cykler man muren rundt

Turen rundt er 4,2 kilometer på fladt, asfalteret underlag uden trapper og uden biler. Til fods tager den cirka en time; på cykel omkring tyve minutter. Der er ingen entré og ingen åbningstider – muren er byens almindelige park, og lucchesi bruger den til løbeture, barnevognsture og hundeluftning året rundt.

Cykler lejes ved Piazzale Verdi og flere steder langs indersiden af muren, med børnecykler, anhængere og tandemcykler. Ruten er den bedste introduktion til byen, fordi man oppefra kan se, hvordan gadenettet hænger sammen, og hvor tårnene står, inden man går ned og farer vild i dem.

Ramper og trapper fører op på muren hele vejen rundt. Under flere af bastionerne ligger hvælvede kasematter, hvor kanonerne og krudtet skulle have stået; nogle er indrettet til udstillinger og caféer, andre åbnes kun ved særlige lejligheder. Baluardo San Colombano i sydøst har café på kronen og udsigt til domkirkens klokketårn.

Piazza dell’Anfiteatro – det romerske amfiteater under husene

Luccas mest fotograferede sted er en plads, der ikke ligner en plads. Den er oval, lukket af en sammenhængende husrække i okker og gult, og man kommer kun ind gennem fire lave portåbninger. Formen er ikke et indfald: under husene ligger fundamentet af et romersk amfiteater fra 100-tallet.

Da Romerriget faldt, blev arenaen stenbrud. Marmoret forsvandt ind i byens kirker, og gennem middelalderen byggede folk boliger oven på og ind i de buer, der stod tilbage. Den ovale form overlevede, fordi husene fulgte den, mens indersiden blev en tætpakket klump af skure og baghuse.

I 1830’erne fik arkitekten Lorenzo Nottolini til opgave at rydde midten. Han rev det indre væk, brolagde ovalen og åbnede portene. En marmortavle over den nordlige port fortæller stadig, at arenaen i 1839 blev givet tilbage til sin oprindelige skikkelse. Herefter var pladsen byens fødevaremarked i over hundrede år, og først i nyere tid blev den til det, den er nu: caféer, boder og aftenborde under parasoller.

Går man udenom ad Via dell’Anfiteatro, kan man se de romerske buer i husmurene – nogle murede til, andre stadig åbne som vinduer og døre. Det er den bedste måde at forstå, hvad man går rundt i.

Duomo di San Martino – katedralen med den skæve facade

Domkirken ligger lidt afsides i den sydøstlige del af bykernen, og facaden er værd at stille sig foran, før man går ind. Guidetto da Como byggede den i 1204 med tre høje buer forneden og tre etager af søjlegallerier ovenover, i den pisanske stil, der spredte sig over Toscana. Ingen af søjlerne er ens: de er snoede, indlagte, mønstrede, og ikke to har samme kapitæl.

Den højre bue er tydeligt smallere end de to andre, og det er ikke en fejl: klokketårnet stod der i forvejen, og bygmesteren havde ikke plads. Resultatet er en facade i skæv balance, som man ikke lægger mærke til, før nogen siger det.

Under portalen til højre er der hugget en labyrint i marmoren med en indskrift om Theseus, der fandt ud af Minotaurens labyrint ved hjælp af Ariadnes tråd. Rillerne er slidt blanke af århundreders fingre. Klokketårnet ved siden af skifter halvvejs oppe fra kampesten til teglsten, med flere vinduer for hver etage.

Indeni er kirken gotisk, høj og mørkere end facaden lover. Hovedværkerne er Tintorettos nadverbillede, Ghirlandaios altertavle i sakristiet og Matteo Civitalis marmorarbejder flere steder i skibet.

Volto Santo – Europas ældste bevarede træskulptur

I kirkens venstre sideskib står en ottekantet marmorpavillon, som Matteo Civitali byggede i 1484. Inde i den hænger Volto Santo: et sortnet træcrucifiks, hvor Kristus er fremstillet levende og opret i en lang kjortel med åbne øjne. Det er byens vigtigste genstand.

Legenden siger, at Nikodemus skar figuren efter korsfæstelsen, at englene færdiggjorde ansigtet, og at krucifikset i 700-tallet drev i land i en førerløs båd ved Luni og blev kørt til Lucca af to okser, der selv valgte vejen. Historikere har i århundreder afvist historien og dateret figuren til 1100- eller 1200-tallet som en kopi af et ældre forlæg.

I 2020 blev der offentliggjort en datering, der vendte billedet. Fire prøver – tre af træet og en af det tynde lærredslag mellem træ og maling – blev kulstof 14-dateret og faldt i intervallet 770-880. Krucifikset er altså ikke en middelalderkopi, men originalen, skåret i første halvdel af 800-tallet, og dermed den ældste bevarede træskulptur i Europa. Man går forbi et objekt, der er ældre end den nuværende domkirke, ældre end bymuren og ældre end republikken.

Hver 13. september bæres traditionen videre ved Luminara di Santa Croce: om aftenen slukkes gadebelysningen i den gamle bydel, facaderne stilles op med tusindvis af små vokslys i papirskærme, og en procession går fra San Frediano til domkirken. Det er byens største aften.

Ilaria del Carrettos gravmæle

I domkirkens nordlige del står et af den italienske gotiks mest kendte gravmæler. Ilaria del Carretto var anden hustru til Paolo Guinigi, byens herre, og hun døde i 1405, kun omkring 26 år gammel, kort efter en fødsel. Jacopo della Quercia hugtede sarkofagen i hvidt marmor i årene lige efter.

Figuren ligger med lukkede øjne og hænderne over hinanden, i en dragt, hvis folder er skåret så tyndt, at marmoren virker blød. Ved fødderne ligger en lille hund – symbolet på troskab – og langs sarkofagens sider løber kerubfigurer med guirlander, hentet fra romerske forbilleder. Værket regnes for et af de tidligste renæssancearbejder i toscansk skulptur. At det overhovedet er bevaret, skyldes, at Guinigi-familien blev styrtet i 1430, og at monumentet derefter blev betragtet som kunst frem for politik.

San Michele in Foro – kirken på det romerske forum

Kirken står midt i byen på præcis det sted, hvor det romerske forum lå – deraf navnet. Pladsen omkring den er stadig byens midtpunkt.

Facaden er byens mest teatralske bygningsværk. Fire etager af søjlegallerier stables oven på hinanden, hver med egne mønstre i grøn og hvid marmor, og øverst står ærkeenglen Mikael i fuld figur med udbredte vinger mellem to engle. Det påfaldende er, at facaden er meget højere end kirken bag den: man havde planlagt at hæve hele bygningen til det nye niveau, men pengene slap op, og gavlen blev stående som en kulisse med luft bagved. Går man om på siden, kan man se det tydeligt.

På hjørnet af facaden står en lille Madonna-figur i marmor af Matteo Civitali fra 1480, opsat som tak efter en pestepidemi. Indenfor er kirken enkel og romansk, med et Filippino Lippi-maleri af fire helgener i højre korsarm.

Basilica di San Frediano – guldmosaikken og Santa Zita

San Frediano ligger i den nordlige del af bykernen og er let at kende: hele den øverste del af facaden er dækket af en byzantinsk-inspireret guldmosaik fra 1200-tallet, der viser Kristi himmelfart med apostlene under. Mosaikken vender mod øst og lyser op om formiddagen – det er det bedste tidspunkt at se den.

Indenfor står en romansk døbefont fra 1100-tallet, en rund stenskål på næsten to meter, hugget med scener fra Moses’ liv, gode hyrder og de tolv måneders arbejde. I Trenta-kapellet står Jacopo della Querciss relieffer.

Bag et glas i et sidekapel ligger Santa Zita, byens folkelige helgen. Hun var tjenestepige hos familien Fatinelli og døde i 1278; hendes legeme er bevaret og udstillet, iklædt en kjole. Zita er skytshelgen for husligt arbejdende, og hendes festdag den 27. april fylder Via del Fosso og pladserne omkring kirken med et af Italiens største blomstermarkeder.

Torre Guinigi – tårnet med træer på toppen

Lucca havde engang over hundrede tårne. Hver købmandsfamilie byggede så højt, den havde råd til, og tårnene var både lager, fæstning og prestige. I dag står to tilbage i fuld højde, og det ene er Toscanas mest særprægede: Torre Guinigi, godt 44 meter, med en lille lund af stedsegrønne steneg voksende ud af taget.

Guinigi-familien byggede tårnet i 1300-tallet, og haven på toppen er ikke en moderne idé – den hængende have som tegn på genfødsel og velstand hører til perioden. Rødderne står i et jordlag i et muret bassin øverst, og træerne har været udskiftet flere gange.

Der er 230 trin op, dels murede, dels en jerntrappe til sidst. Ingen elevator, smal trappe og modgående trafik på vej ned. Til gengæld er udsigten den bedste i byen: den ovale form af Piazza dell’Anfiteatro oppefra, domkirkens tårn, tegltagene, muren som en grøn ring om det hele og Apuanske Alper i horisonten. Det er også det eneste sted, hvor man kan sidde i skygge under et træ 44 meter over jorden.

Torre delle Ore – byens højeste tårn

Det andet bevarede tårn står på Via Fillungo og er med sine cirka 50 meter det højeste i Lucca. Det har været byens urtårn siden 1300-tallet, og det nuværende urværk er fra 1700-tallet. Værket er mekanisk og trækkes stadig op i hånden – man kan se hjul, lodder og træaksler på vej op og høre klokkeslaget indefra.

Trætrappen går op gennem selve tårnrummet i etager. Der er færre besøgende end i Torre Guinigi, og udsigten er en anden: herfra ser man Guinigi-tårnet med sine træer, som er det billede, de fleste tager med hjem. Der findes en kombinationsbillet til de to tårne.

Palazzo Pfanner – barokhaven og bryggeriet

Op ad muren i den nordvestlige del af byen ligger et palæ fra slutningen af 1600-tallet med en udvendig stentrappe og en af de få barokhaver i en italiensk bykerne, man kan komme ind i. Haven er lille og symmetrisk, med statuer af de olympiske guder og de fire årstider omkring et springvand, indrammet af citrontræer i krukker og lave hække.

Fra bymurens promenade kan man se ned i haven uden at betale – en af de bedste gratis udsigter i byen. Billetten giver adgang til både haven og palæets etage med stukloft, fresker og en samling kirurgiske instrumenter og medicinske bøger, der tilhørte lægen Pietro Pfanner, byens borgmester i begyndelsen af 1900-tallet.

Navnet kommer fra Felix Pfanner, en østrigsk brygger, der flyttede til Lucca i 1840’erne og indrettede et ølbryggeri i palæets kældre og gård. Det var et af de første i Italien og fungerede frem til 1929. Bryggerkarrene stod, hvor citrontræerne står nu.

Piazza Napoleone og Palazzo Ducale

Byens største plads er også dens yngste. Elisa Bonaparte lod en hel bydel rive ned kort efter 1805 for at skabe en åben eksercerplads foran regeringspaladset, og lucchesi kalder den stadig helst Piazza Grande. Den er kantet med høje plataner, der giver skygge over hele fladen om sommeren, og der er karruseller for børn og caféborde langs siderne.

Palazzo Ducale langs den vestlige side blev påbegyndt af Bartolomeo Ammannati i 1578, efter at det tidligere fæstningspalads brændte. Det var republikkens sæde, siden Elisas residens og derefter hertugdømmets. I dag er det provinsadministration, men gårdrummene og dele af salene kan ses.

I juli bliver pladsen koncertplads for Lucca Summer Festival, hvor internationale navne spiller under åben himmel med paladsfacaden som baggrund. Regn med afspærringer og fyldte restauranter om aftenen.

Via Fillungo og gaderne omkring

Via Fillungo løber nord-syd gennem bykernen og følger nogenlunde den romerske hovedgade. Den er smal, brolagt og bilfri det meste af tiden, og den er byens indkøbsgade – med et usædvanligt antal gamle facader i behold: smedejernsskilte, forgyldte bogstaver, butiksfronter i træ fra 1800-tallet og et par caféer med interiør, der aldrig er blevet udskiftet.

Fra Fillungo går små tværgader ud til alt det andet: Via Santa Croce mod domkirken, Via Guinigi mod tårnet, buerne ind til amfiteaterpladsen. Byen er kun cirka en kilometer på tværs inden for muren, så man kan ikke fare rigtigt vild, og gadenettet er tæt nok til, at man hele tiden ender et sted, man ikke havde planlagt.

Puccinis Lucca

Giacomo Puccini blev født i Lucca den 22. december 1858, i en familie, der havde leveret organister og kapelmestre til domkirken i fire generationer før ham. Fødehjemmet i Corte San Lorenzo er museum med familiens møbler, breve, partiturer, kostumeskitser og det klaver, han komponerede Turandot på. Uden for huset, på Piazza Cittadella, sidder han i bronze i en lænestol med en cigaret i hånden.

Musikken er ikke kun museum. I kirken San Giovanni spilles der koncerter med arier af Puccini næsten hver aften året rundt, i et format på omkring en time. Den store begivenhed ligger uden for byen: ved Torre del Lago cirka 20 kilometer mod vest, hvor Puccini havde sit hus ved Massaciuccoli-søen, opføres hans operaer om sommeren på en udendørs scene ud til vandet. Det er et af de få steder i verden, hvor man hører Tosca eller Madama Butterfly dér, hvor de blev skrevet.

Museerne i Lucca

Palazzo Mansi i den vestlige del af bykernen rummer Museo Nazionale, et adelspalæ med de oprindelige rum bevaret: spejlsale, gobeliner og et brudekammer med himmelseng bag silkeophæng. Malerisamlingen har værker af blandt andre Pontormo, Bronzino og Tintoretto, men det er selve boligen, der gør indtryk.

Villa Guinigi lige inden for muren mod øst var Paolo Guinigis landsted, dengang der var mark omkring. I dag er det byens arkæologiske og skulpturelle museum: etruskiske og romerske fund, middelalderlige stenrelieffer, kirkeinventar og en samling intarsia – indlagt træarbejde – fra domkirkens kor.

Museo della Cattedrale ved siden af domkirken viser det, der er taget ind fra kirken: klenodier, kirkesølv, klædedragterne til Volto Santo og dele af det gamle inventar.

San Giovanni e Santa Reparata – udgravningen under gulvet

Lige over for Palazzo Ducale ligger en kirke, der ikke ser ud af meget udefra, men er byens mest lærerige besøg. Santi Giovanni e Reparata var Luccas første katedral, indtil rollen gik videre til San Martino.

Under gulvet er der gravet ned gennem alle lagene, og udgravningen er gjort tilgængelig med gangbroer og trapper. Man går fra den nuværende kirke ned gennem en romansk kirke, en tidligkristen basilika med dåbsbassin, et romersk hus med mosaikgulv og rester af et badeanlæg – fem-seks lag by oven på hinanden, med skilte, der forklarer, hvad man står på. For børn, der keder sig i kirker, er det ofte dagens bedste stop. Det er også her, de daglige Puccini-koncerter afholdes, så kirken har åbent langt ud på aftenen.

Den botaniske have og Acquedotto Nottolini

I det sydøstlige hjørne inden for muren ligger Orto Botanico, anlagt i 1820 af hertuginde Maria Luisa af Bourbon som undervisningshave for medicinstuderende. Den er lille, med en dam, et drivhus, et arboret og en libanesisk ceder, der blev plantet ved grundlæggelsen og nu fylder et helt hjørne. Haven er den stilleste plet i byen og støder op til bastionen San Regolo, så man kan gå fra muren lige ned i den.

Uden for byen mod syd står Acquedotto Nottolini, bygget mellem 1823 og 1832 af den samme Lorenzo Nottolini, der ryddede amfiteaterpladsen. Den førte kildevand fra Monte Pisano ind til byen ad godt tre kilometer med over 400 murede buer i lige linje hen over sletten. Den er ude af drift, men står stort set intakt, og der går en sti langs den.

Silkerepublikken – hvorfor Lucca havde råd til muren

Bymuren var ikke gratis. En befæstning på 4,2 kilometer i bastionsstil tog halvandet århundrede at bygge og var et af de dyreste offentlige anlæg i renæssancens Toscana. Spørgsmålet, ingen guide stiller, er, hvor pengene kom fra i en by på størrelse med Silkeborg.

Svaret er silke. I 1200- og 1300-tallet var Lucca Europas førende silkeby. Byens vævere lavede mønstrede stoffer med guld- og sølvtråd, som blev solgt gennem lucchesiske handelshuse i Paris, Brügge og London, og teknikken var en velbevaret hemmelighed. Da byen blev kastet ud i indre uro i begyndelsen af 1300-tallet, flygtede mange væverfamilier og tog håndværket med til Venedig, Firenze og Bologna, hvor det blev grundlaget for de byers silkeindustri.

Handelsformuen betalte også for friheden. Lucca købte i 1369 sin selvstændighed af kejser Karl 4. og forblev republik helt frem til 1805 – i modsætning til næsten alle andre toscanske byer, som Firenze slugte én efter én. Ordet Libertas stod på republikkens banner og står stadig i byens våben og over Porta San Pietro.

Det er den historie, muren fortæller: en lille stat, der ikke var stærk nok til at vinde en krig, men rig nok til at gøre en krig for dyr at begynde på. Da Napoleon endelig gjorde en ende på republikken, skete det uden belejring.

Lucca med børn

Lucca er blandt de nemmeste italienske byer at rejse i med børn. Bykernen er flad, lukket for gennemkørende trafik og lille nok til, at ingen afstand bliver for lang. Muren er hovedattraktionen: man lejer cykler med anhænger eller barnestol, og fire kilometer uden biler er en frihed, de fleste børn ikke får derhjemme.

Torre Guinigi virker på selv de mest kirketrætte, fordi der er træer på toppen, og fordi trappen føles som en klatretur. Udgravningen under San Giovanni e Santa Reparata er den anden vinder, med gangbroer over romerske gulve i halvmørke. Piazza dell’Anfiteatro og Piazza Napoleone er legepladser i praksis – lukkede flader uden trafik, hvor børnene kan slippes løs, mens de voksne sidder ned.

Der er is på hvert hjørne, toiletter ved de større pladser og skygge under murens træer, når eftermiddagsvarmen bliver for meget. Barnevogne kan komme op på muren ad ramperne, men er besværlige på brostenene.

Gratis oplevelser i Lucca

En stor del af Lucca koster ingenting. Hele murpromenaden er gratis og åben døgnet rundt. Byens kirker har fri adgang, og det gælder også San Michele in Foro og San Frediano med guldmosaikken og døbefonten – to af byens tre vigtigste kirkerum.

Piazza dell’Anfiteatro, Piazza San Michele, Piazza Napoleone og hele gadenettet er offentligt rum. Domkirkens facade med labyrinten kan ses udefra uden billet, fra muren kan man kigge ned i Palazzo Pfanners barokhave, og Puccini-statuen på Piazza Cittadella står frit.

Dertil kommer markederne: antikvitetsmarkedet den tredje weekend i måneden omkring domkirkepladsen, blomstermarkedet omkring Santa Zita sidst i april og det almindelige torvemarked. De er den korteste vej til at se byen brugt af dem, der bor i den.

Mad og specialiteter i Lucca

Luccas køkken er markant anderledes end det, man forbinder med Firenze. Her er mindre bøf og mere bønner, korn og kastanjer – bjergmad fra Garfagnana blandet med olivenolie fra bakkerne omkring byen.

Tordelli lucchesi er byens ret: halvmåneformede pastapuder fyldt med kød og krydderurter, serveret med kødsovs. De skrives med to r’er her, ikke som de toscanske tortelli, og fyldet er kødbaseret frem for ricotta og spinat.

Zuppa di farro er en tyk suppe på spelt fra Garfagnana, kogt med bønner, grøntsager og en skalk olivenolie over. Speltet fra dalene nord for byen har beskyttet oprindelsesbetegnelse og er ikke det samme korn som det, der sælges som spelt i danske supermarkeder.

Buccellato er byens sødt bagværk: et ringformet brød med rosiner og anis, mere tørt end kagen lyder, og beregnet til at dyppe i vin eller spise til kaffen. Bageriet Taddeucci ved Piazza San Michele har bagt det siden 1881. Der findes et lokalt mundheld om, at den, der kommer til Lucca uden at spise buccellato, lige så godt kunne være blevet væk.

Dertil kommer castagnaccio, en flad kastanjemelskage med rosmarin og pinjekerner, rovelline lucchesi, paneret kalvekød i tomatsovs med kapers, og matuffi, polenta lagt i lag med sovs og svampe. Olivenolien fra Lucca-bakkerne har egen DOP-betegnelse og er mild og let bitter frem for grøn og skarp.

Til sidst i måltidet står biadina: en mørk, bittersød urtelikør, der er lokal for Lucca og traditionelt serveres med et par pinjekerner i glasset, som man fisker op til sidst. Vinene i området er Colline Lucchesi og Montecarlo – den sidste især hvid, og begge langt mindre kendte end Chianti, hvilket også ses på prisen.

Festivaler og markeder gennem året

Lucca har flere tilbagevendende begivenheder, end byens størrelse antyder, og de fylder bykernen helt.

Antikvitetsmarkedet holdes den tredje weekend i hver måned omkring Piazza San Martino, Piazza Antelminelli og gaderne imellem – flere hundrede stande med møbler, bøger, ure, sølvtøj og småting, hele året.

Santa Zita den 27. april giver blomstermarked langs Via del Fosso og på pladserne, med potter og buketter i hele byens længde.

Lucca Summer Festival ligger i juli på Piazza Napoleone og trækker internationale hovednavne til en plads midt i en middelalderby.

Luminara di Santa Croce aftenen den 13. september er den mest lokale af dem alle: lysprocession fra San Frediano til domkirken gennem gader oplyst af vokslys i papirskærme.

Lucca Comics & Games i slutningen af oktober og begyndelsen af november er den største: en af verdens største tegneserie- og spilfestivaler, hvor hele bykernen bliver til udstillingsområde, og hundredtusinder af besøgende – mange i kostume – fylder gaderne. Vil man se Lucca som en stille by, skal man ikke komme i den uge. Vil man se noget, der ikke findes andre steder, skal man netop komme der.

Dagsture fra Lucca

Lucca ligger godt til dagsture i alle retninger, og det er en af grundene til at bo her frem for i de større byer.

Villaerne i bakkerne. Nord for byen ligger en række adelsvillaer med haver, bygget af lucchesiske handelsfamilier: Villa Reale di Marlia, som Elisa Bonaparte overtog og indrettede, Villa Torrigiani i Camigliano med skjulte vandspil, der kan sættes i gang mod intetanende gæster, og Villa Mansi i Segromigno. De ligger inden for ti-femten kilometer og nås på en formiddag i bil.

Garfagnana. Dalen op langs Serchio fører ind mellem Apuanske Alper og Appenninerne til Barga, Castelnuovo di Garfagnana og drypstenshulen Grotta del Vento. Undervejs, ved Borgo a Mozzano, står Ponte della Maddalena – Djævlebroen – en middelalderbro med en asymmetrisk, næsten uvirkelig høj hovedbue.

Kysten. Versilia begynder cirka 25 kilometer mod vest: Viareggio med promenaden i liberty-stil og karnevallet med kæmpefigurer i papmaché i februar, Torre del Lago med Puccinis hus og operafestivalen, og Forte dei Marmi længere op. Marmorbruddene ved Carrara ligger i samme retning.

Byerne. Pisa er 20-30 minutter med tog, Firenze omkring halvanden time. Begge kan gøres uden bil fra Luccas banegård. Vil man se resten af regionen, ligger Toscanas øvrige byer og bakkelandskaber inden for et par timers kørsel.

Sikkerhed og praktiske forhold

Lucca hører til de tryggeste italienske byer at bevæge sig rundt i. Bykernen er lille, godt oplyst og befærdet til sent, og der er ingen kvarterer, man skal holde sig fra. Almindelig forsigtighed med tasker og telefoner gælder ved store arrangementer og på markeder med tæt trængsel.

Byen er flad, hvilket er sjældent i Toscana, og det gør den let for gangbesværede – men brostenene er ujævne, og flere kirker og tårne har trin ved indgangen. Muren er til gengæld niveaufri hele vejen rundt, når man først er kommet op ad en rampe.

Hele den historiske bykerne er ZTL-zone med kameraovervågning, og bøden for at køre ind uden tilladelse kommer med posten måneder senere. Man parkerer uden for muren – Parcheggio Carducci ved Porta San Pietro ligger tættest på – og går ind gennem en port. Har man hotel inden for muren, skal nummerpladen meldes til hotellet på forhånd.

Sådan kommer man til Lucca

Nærmeste lufthavn er Pisa, cirka 30 kilometer væk, med direkte flyvninger fra Danmark en stor del af året. Fra terminalen kører den automatiske bane PisaMover til Pisa Centrale på få minutter, og derfra går der tog til Lucca cirka hver halve time med en rejsetid på under en halv time. Firenze Peretola er alternativet, med tog via Firenze Santa Maria Novella på omkring halvanden time.

Luccas banegård ligger lige uden for muren mod syd, ved Piazza Ricasoli, fem minutters gang gennem Porta San Pietro til bykernen – ingen bus, ingen taxa nødvendig. Det er en af grundene til, at Lucca fungerer glimrende som base uden bil.

Kommer man i bil ad motorvejen A11 mellem Firenze og kysten, er der frakørsler både øst og vest for byen. Bilen skal parkeres uden for muren, og inde i byen har man ikke brug for den.

Hvornår skal man besøge Lucca

April til begyndelsen af juni og september til oktober er de bedste måneder. Temperaturen ligger behageligt, murpromenaden er grøn, og byen er ikke overfyldt. September har både Luminara den 13. og stadig sommervarme om eftermiddagen.

Juli og august er varme og fugtige – Lucca ligger i en dal uden havvind – og caféerne på pladserne er fyldte til sidst på aftenen. Til gengæld ligger Summer Festival og operafestivalen ved Torre del Lago i netop de måneder.

Slutningen af oktober er delt: Comics & Games gør byen til noget helt andet i en uge, og overnatning bliver dyrt og udsolgt længe i forvejen. Vinteren er stille, billig og ofte klar, med kortere åbningstider, men med muren og gaderne for sig selv.

Forslag til ruter

Rute 1: Lucca på én dag. Start med at gå eller cykle muren rundt om morgenen, mens der er skygge og køligt. Gå ned ved Porta San Donato og videre til San Michele in Foro og Via Fillungo. Op i Torre Guinigi før frokost, mens der er færrest på trappen. Frokost på Piazza dell’Anfiteatro. Eftermiddagen til domkirken med Volto Santo og Ilaria del Carrettos gravmæle, derefter San Frediano og guldmosaikken. Aperitivo på Piazza San Michele. Varighed: 1 dag.

Rute 2: To dage med museer og haver. Dag 1 som ovenfor. Dag 2 begynder i udgravningen under San Giovanni e Santa Reparata, fortsætter til Palazzo Ducale og Piazza Napoleone og derefter til Palazzo Mansi. Efter frokost Palazzo Pfanners have, Torre delle Ore og Puccinis fødehjem. Slut i den botaniske have og op på muren ved San Regolo til solnedgang, eventuelt efterfulgt af en Puccini-koncert i San Giovanni. Varighed: 2 dage.

Rute 3: Tre dage med omegnen. De to første dage som ovenfor. Dag 3 deles efter smag: enten villaerne nord for byen – Marlia, Torrigiani og Mansi – på en formiddag i bil, eller en tur op i Garfagnana til Djævlebroen ved Borgo a Mozzano og videre til Barga. Alternativt tog til Pisa om formiddagen og eftermiddag ved kysten i Viareggio. Varighed: 3 dage.

Oversigt over seværdigheder

Tabellen samler 16 seværdigheder i Lucca og viser for hver af dem, om den passer til børn, er handicapvenlig og har spisemuligheder.

Om denne guide

Denne guide er skrevet af Laust Kehlet ud fra research om Luccas seværdigheder, historie og praktiske forhold.