Reykjavik

Foto: Diego Delso / Wikimedia Commons (CC BY-SA 4.0)

Reykjavik er verdens nordligste hovedstad, og alligevel en by, man kan gå tværs igennem på en formiddag. Godt 140.000 mennesker bor i selve kommunen og omkring 250.000 i hele hovedstadsområdet – cirka to tredjedele af Islands befolkning på små 400.000. Det gør Reykjavik til en småby med en storbys kulturliv: en betonkirke på 74,5 meter, der kan ses fra næsten hvert gadehjørne, et koncerthus af glas nede ved havnen, museer og gallerier på stribe og et natteliv, der først går i gang omkring midnat. Dertil kommer det, de fleste rejsende egentlig kommer efter – geysere, vandfald, vulkaner og varme bade – som alt sammen ligger inden for en dagstur fra byen. Denne guide gennemgår seværdighederne inde i Reykjavik, badene, dagsturene og de praktiske forhold, og slutter med tre færdige ruter og et overbliksskema.

Hvad skal man se i Reykjavik – kort overblik

Otte seværdigheder i Reykjavik går igen på næsten alle rejseplaner, og hver af dem står her med én linje.

• Hallgrímskirkja – byens vartegn på 74,5 meter med elevator op i tårnet og udsigt over hele hovedstadsområdet
• Harpa – koncerthuset ved havnen med en glasfacade formet som basaltsøjler
• Perlan – glaskuplen på Öskjuhlíð med 360 graders udsigt, planetarium og en isgrotte indendørs
• Sólfar – solskulpturen på havnepromenaden, byens mest fotograferede stålværk
• Reykjavík 871±2 – et vikingelanghus udgravet midt i bykernen og bevaret, hvor det blev fundet
• Videy – øen ti minutters sejlads fra byen med Islands ældste stenhus og Yoko Onos fredssøjle
• Laugardalur – dalen med byens største svømmehal, botanisk have og husdyrpark
• Den Gyldne Cirkel – Thingvellir, Geysir og Gullfoss som dagstur direkte fra Reykjavik

Hallgrímskirkja

Hallgrímskirkja står for enden af Skólavörðustígur på byens højeste punkt og er med sine 74,5 meter Islands højeste kirke. Den er tegnet af statsarkitekten Guðjón Samúelsson i slutningen af 1930’erne, byggeriet begyndte i 1945, og først i 1986 stod hele bygningen færdig – over fyrre år på en enkelt kirke. Facadens trappede søjler er en direkte oversættelse af de basaltsøjler, der står i klipperne mange steder i Island, og det er dét greb, der gør bygningen umulig at forveksle med noget andet.

Kirken er opkaldt efter salmedigteren Hallgrímur Pétursson, der skrev passionssalmerne i 1600-tallet. Indenfor er rummet næsten nøgent – hvide vægge, høje smalle vinduer og et orgel med godt 5.000 piber, bygget af det tyske orgelværksted Klais og indviet i 1992. Der er koncerter og orgelrecitaler flere gange om ugen i sommerhalvåret.

Det er tårnet, de fleste kommer for. En elevator kører op til udsigtsetagen, hvor man ser ud over de farvede bliktage i den gamle bykerne, havnen, Esja på den anden side af fjorden og – i klart vejr – helt til gletsjerne mod øst. Det er den bedste oversigt over byen, man kan få, og en god måde at starte besøget på. Foran kirken står statuen af Leifur Eiríksson, en gave fra USA i 1930 i anledning af Altingets 1.000-års jubilæum – den stod altså på pladsen længe før kirken bag den.

Harpa

Harpa åbnede i maj 2011 på havnefronten og er byens store koncerthus og konferencecenter. Facaden er tegnet af den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson i samarbejde med Henning Larsen Architects og består af tusindvis af glasmoduler i stål – en tredimensionel “kvasi-mursten”, der spejler havnen, himlen og byen på skift, og som lyser indefra om aftenen. Bygningen fik den europæiske arkitekturpris Mies van der Rohe-prisen i 2013.

Huset er hjemsted for Islands Symfoniorkester og Den Islandske Opera, og programmet spænder fra klassiske koncerter til rock og konferencer. Man behøver dog ikke billet for at komme ind: foyeren er åben for alle i dagtimerne, og det er faktisk her, facaden virker bedst, fordi lyset falder gennem glasmodulerne og tegner mønstre på gulv og vægge. Der er café, butik og gratis adgang til de øvre etager med udsigt over havnebassinet.

Harpa har også en historie, der siger noget om Island. Byggeriet gik i stå, da bankerne krakkede i 2008, og stod et stykke tid som en tom betonskal midt i byen. Staten og kommunen besluttede at gøre det færdigt alligevel, og huset blev derfor et af de første synlige tegn på, at krisen var ved at slippe sit tag.

Sólfar – solskulpturen ved vandet

Et par hundrede meter øst for Harpa ligger Sólfar på havnepromenaden ud mod Faxaflói. Skulpturen i poleret rustfrit stål er lavet af Jón Gunnar Árnason og blev sat op i 1990. Den bliver konsekvent kaldt et vikingeskib af besøgende, men det er den ikke: kunstneren beskrev den som en drømmebåd og en hyldest til solen, lyset og det uopdagede – et løfte om ny grund frem for en historisk rekonstruktion.

Stedet er gratis og altid åbent. Bedste tidspunkt er sen aften om sommeren, hvor lyset står lavt bag Esja, eller en klar vinteraften, hvor skulpturen står som silhuet mod fjorden. Promenaden fortsætter i begge retninger og er en af byens bedste gåture – fladt underlag og udsigt til bjergene hele vejen.

Perlan

På bakken Öskjuhlíð syd for centrum står Perlan – en glaskuppel bygget oven på seks kæmpetanke, der rummer byens varme vand. Konstruktionen er fra 1991 og er lige dele infrastruktur og udsigtspunkt: rundt om kuplen løber en åben udsigtsplatform med 360 graders panorama over byen, fjorden, Esja og de nærmeste bjerge.

Indenfor ligger udstillingen om Islands natur, og den er værd at bruge to timer på, hvis vejret er dårligt. Hovednummeret er en kunstig isgrotte på omkring hundrede meter, bygget af rigtig is og holdt under frysepunktet, så man kan gå gennem de blå tunneler, man ellers skal på gletsjer for at se. Dertil kommer et planetarium med en nordlysfilm, en udstilling om vulkaner og jordskælv og et opbygget fuglefjeld med lyd.

Bakken omkring bygningen er skov – en sjældenhed i Island – med stier, krigsminder fra briternes og amerikanernes tid og en gåtur ned til stranden ved Nauthólsvík. Udsigtsplatformen kan besøges uden billet til udstillingen, hvilket gør Perlan til et af byens billigste panoramaer.

Tjörnin, rådhuset og parken omkring søen

Tjörnin er den lille sø midt i byen, og den fungerer som Reykjaviks samlingspunkt. Langs vestsiden ligger nogle af byens smukkeste træhuse, og i den nordlige ende står rådhuset fra 1992 med den ene side direkte ned i vandet. Rådhuset er åbent for alle i åbningstiden, og indenfor står et stort relieflandkort over Island i tre dimensioner – et af de bedste steder at forstå landets geografi, før man kører ud i den.

Søen er fuld af fugle året rundt: ænder, gæs, svaner og om sommeren terner. Det er tradition at fodre dem, men brød er skidt for fuglene – tag havregryn med i stedet. I den sydlige ende ligger parken Hljómskálagarðurinn, og i frostvejr fryser søen til og bliver brugt til skøjteløb.

Austurvöllur, Altinget og Domkirken

Austurvöllur er byens vigtigste plads og efter overleveringen en del af Ingólfur Arnarsons oprindelige mark. På sydsiden ligger Alþingishúsið, det islandske parlaments bygning fra 1881, opført i islandsk gråsten og tegnet af den danske arkitekt Ferdinand Meldahl. Ved siden af står Domkirken fra 1796 – en beskeden, lys kirke, der let overses, men som har været landets hovedkirke siden hovedstaden fik sin rolle.

Pladsen er ikke kun kulisse. Da bankerne krakkede i 2008, samledes islændingene her aften efter aften og slog på gryder og pander, indtil regeringen gik af – “gryde- og panderevolutionen” er en del af nyere islandsk selvforståelse, og pladsen bruges stadig, hver gang der er noget at demonstrere imod. På den nordlige side ligger caféer og barer i husrækken, og om sommeren er græsplænen fuld af folk, så snart solen er fremme.

Reykjavík 871±2 – landnámsudstillingen

Under en bygning på Aðalstræti midt i bykernen ligger resterne af et langhus fra landnamstiden. Det blev fundet ved en udgravning i 2001, og i stedet for at flytte det byggede man udstillingen ned omkring det, så murresterne ligger, hvor de blev opført.

Det mærkelige navn er selve pointen. I jorden ligger et tyndt lag vulkansk aske fra et udbrud, der er dateret til år 871 med en usikkerhed på to år, og fordi langhusets vægge er bygget oven på det lag, kan man sige med stor sikkerhed, at huset er fra tiden lige efter. Det er samme periode, som Landnámabók beskriver, når den fortæller, at Ingólfur Arnarson byggede sin gård netop her og gav stedet navnet Reykjavik – “røgfyldt bugt” – efter dampen fra de varme kilder i området.

Udstillingen er lille, men velgjort, med projektioner på væggene, der viser landskabet som det så ud, og med fund fra udgravningen. Sammen med Nationalmuseet er det den bedste indgang til, hvordan Island overhovedet blev befolket.

Nationalmuseet

Islands Nationalmuseum ligger ved universitetet syd for søen og fortæller landets historie fra de første bosættere til nutiden i én sammenhængende udstilling. Rækkefølgen er kronologisk, og fordi Islands historie er kort og godt dokumenteret, kan man faktisk nå at forstå den på et par timer.

Højdepunkterne er middelalderens kirkekunst – blandt andet den udskårne kirkedør fra Valþjófsstaður med billedfortællingen om ridderen og løven – dragtsamlingen og hverdagstingene fra gårdene. Museet er også et af de få steder, hvor kolonitidens forhold til Danmark fortælles fra islandsk side.

Den gamle havn og Grandi

Gamla höfnin – den gamle havn – er stadig en arbejdende fiskerihavn, og det er en del af charmen: trawlere ved kaj, tørdok, kraner og hvalsafaribåde side om side. Området vestpå hedder Grandi og har på ti år udviklet sig fra industrikvarter til det sted, hvor byen prøver nye ting.

Her ligger Whales of Iceland med over tyve hvalmodeller i fuld størrelse hængende i et mørkt haludstillingsrum – det er større, end man forventer, og især godt med børn. Nabobygningerne rummer FlyOver Iceland, en flyvesimulator med film optaget fra helikopter over hele landet, et chokoladeværksted med rundvisning, mikrobryggerier, fiskerestauranter og Marshallhúsið, en gammel sildeoliefabrik, der i dag er galleri og kunstnerværksteder. Til fods er der cirka tyve minutter fra Harpa til Grandi langs vandet.

Hvalsafari og lundefugle

Fra den gamle havn sejler hvalsafaribådene ud i Faxaflói året rundt, tættest og hyppigst fra april til oktober. De almindelige arter er vågehval, hvidnæse og springere, mens pukkelhvaler er blevet mere almindelige de senere år. En tur tager typisk tre timer, og der er ingen garanti – men de fleste selskaber giver en ny tur gratis, hvis der ingen hvaler var.

Fra maj til august sejler mindre både desuden til fugleøerne Akurey og Lundey lige uden for havnen, hvor der yngler lunder i tusindvis. Turene er kortere, omkring halvanden time, og de er billigere end hvalsafari. Tag varmt tøj på uanset årstid – der er koldt på vandet, også når byen er lun.

Laugavegur, Skólavörðustígur og regnbuegaden

Laugavegur er byens hovedstrøg og har butikker, barer, restauranter og gallerier i hele sin længde. Navnet betyder bogstaveligt “vaskevejen”: det var den sti, byens kvinder gik ad ud til de varme kilder i Laugardalur for at vaske tøj, før der kom vand i husene. Den historie er stadig aflæselig i, hvor gaden fører hen.

Sidegaden Skólavörðustígur går skråt op mod Hallgrímskirkja, og det nederste stykke er malet i regnbuens farver hen over asfalten. Stribene blev første gang malet til Reykjavík Pride og er siden gjort permanente, og det er byens mest fotograferede gadebillede efter kirken selv. Her ligger også nogle af de bedste butikker med islandsk design, keramik og strik.

Nattelivet følger sin egen rytme: folk går sjældent i byen før ved midnat, og runden fra sted til sted i den lille bykerne kører til langt ud på morgenen fredag og lørdag.

Kunstmuseerne i Reykjavik

Byens kunstmuseum er fordelt på tre huse, og én billet gælder til dem alle samme dag. Hafnarhús ved havnen er den moderne afdeling og har en stor samling af pop-kunstneren Erró, der forærede byen sit livsværk. Kjarvalsstaðir ved Klambratún er bygget til Jóhannes Kjarval, den islandske maler, der mere end nogen anden gjorde lavamarkerne og lyset til motiv. Ásmundarsafn er billedhuggeren Ásmundur Sveinssons eget kuppelhus i Laugardalur, med en skulpturhave rundt om, som er gratis og altid åben.

Lige ved Hallgrímskirkja ligger desuden Einar Jónssons museum, hvis symboltunge figurer står i haven bag huset – også den er gratis. Nordens Hus, tegnet af Alvar Aalto og indviet i 1968, ligger ved universitetet og har skiftende udstillinger og café. For den kuriøse findes både Det Islandske Fallologiske Museum og et punkmuseum indrettet i et nedlagt offentligt toilet på Bankastræti.

Höfði – huset, hvor den kolde krig knækkede

Ude ved kysten nordøst for centrum står et hvidt træhus alene på en græsplæne. Höfði blev bygget i 1909 som fransk konsulat, men er kendt for noget helt andet: her mødtes Ronald Reagan og Mikhail Gorbatjov i oktober 1986. Topmødet endte formelt uden aftale, men det regnes bredt som vendepunktet, der førte til nedrustningsaftalerne og enden på den kolde krig.

Huset bruges i dag til officielle formål og er ikke åbent indvendigt, men man kan gå helt hen til det, og der står informationstavler om mødet. Det ligger direkte på havnepromenaden, cirka en kilometer fra Sólfar, så det passer ind som en naturlig del af turen langs vandet.

Videy – øen med fredssøjlen

Videy ligger ti minutters sejlads fra byen, og færgen går fra Skarfabakki øst for centrum – om sommeren også fra den gamle havn. Øen er ubeboet, flad og fuld af stier, og en runde tager en til to timer.

Videyjarstofa fra 1755 er et af Islands ældste stenhuse og blev bygget til samme Skúli Magnússon, der satte gang i den moderne by; ved siden af står øens lille kirke fra samme periode. Længere ude står Richard Serras stenskulptur Áfangar af høje basaltsøjler.

Det mest kendte er dog Yoko Onos Imagine Peace Tower, en lyssøjle rejst til minde om John Lennon og indviet i 2007. Den tændes hvert år den 9. oktober, Lennons fødselsdag, og lyser til den 8. december, årsdagen for hans død. I den periode kan lyskeglen ses fra hele hovedstadsområdet – også fra Hallgrímskirkjas tårn.

Laugardalur – bad, dyr og botanisk have

Laugardalur er den grønne dal øst for centrum og byens fritidsområde. Her ligger Laugardalslaug, Reykjaviks største svømmehal, med 50-meterbassin, flere varme kar, dampbad og vandrutsjebane. Det er stedet, hvor byen faktisk mødes, og en tur her er en mere ægte oplevelse af hverdagslivet end nogen guidet tur.

Ved siden af ligger den botaniske have, som er gratis og har flere tusinde plantearter fra det nordlige klima. Familieparken og zoo i samme dal har islandske husdyr, sæler og rensdyr samt en lille forlystelsesdel – den bedste enkeltoplevelse i byen for mindre børn. Dalen rummer desuden idrætshallen Laugardalshöll, hvor Fischer og Spasskij spillede VM-matchen i skak i 1972.

Svømmehallerne og de regler, ingen fortæller dig

Svømmehallen er Islands vigtigste sociale institution, og en by med 140.000 indbyggere har omkring en halv snes af dem. Vandet er geotermisk og bliver ikke klorbehandlet i samme grad som herhjemme, netop fordi det bliver skiftet ud løbende – og det er grunden til den regel, der overrasker flest danskere.

Man skal vaske sig grundigt med sæbe uden badetøj, før man går i vandet. Der hænger skilte i omklædningsrummet med de områder, der skal vaskes, og der er ofte en badevagt, der holder øje. Det er hverken til diskussion eller en turistfælde, og de fleste haller har brusenicher med forhæng, hvis man ikke er tryg ved fælles brusebad. Når det er overstået, er resten ren nydelse: de varme kar – “heitir pottar” – holder typisk 38-42 grader, og det er dér, samtalerne foregår.

Praktisk: entréen er lav sammenlignet med alt andet i byen, håndklæde og badetøj kan lejes, og de fleste haller har åbent fra tidlig morgen til sent om aftenen. Ud over Laugardalslaug er Sundhöllin i centrum et besøg værd – den er byens ældste, tegnet af Guðjón Samúelsson, åbnet i 1937 og har fået en tagterrasse med udsigt over byen.

Nauthólsvík og Öskjuhlíð

Nauthólsvík er byens strand, og den findes kun, fordi islændingene besluttede at bygge den. Man kørte gyldent sand ud i en lille bugt og leder overskudsvarme fra fjernvarmesystemet ud i en indhegnet lagune, så vandet dér ligger på badetemperatur, mens havet udenfor er omkring 10 grader om sommeren. Der er varme kar, omklædning og café, og stedet er gratis i sommermånederne.

Bag stranden rejser Öskjuhlíð sig med Perlan på toppen. Bakken er tilplantet med nåletræer og gennemskåret af stier, og der ligger stadig rester af britiske og amerikanske militæranlæg fra Anden Verdenskrig i skovbunden. Det er en behagelig halvanden times gåtur fra stranden op til Perlan og videre ned mod centrum.

Grótta, Seltjarnarnes og nordlyset

Yderst på halvøen vest for byen ligger Grótta med sit fyrtårn fra 1947. Fyret står på en lille ø, som man kun kan gå ud til ved lavvande – tjek tidevandet først, for stien forsvinder, og folk bliver hvert år afskåret derude. I fuglenes yngletid om foråret og forsommeren er selve øen lukket for færdsel.

Grótta er byens bedste nordlyssted, fordi der ikke er gadelys mod nord, og fordi man kan gå derud fra byen. Ved parkeringspladsen ligger Kvika, et lille geotermisk fodbad hugget i sten, hvor man kan sidde med fødderne i varmt vand og kigge på himlen.

Om nordlyset gælder tre ting: det kræver mørke, så sæsonen er september til april; det kræver klar himmel, hvilket er den faktor, der oftest spolerer det; og det kræver aktivitet på solen, som Islands meteorologiske institut udgiver en prognose for. Man kan sagtens se nordlys inde fra byen på en god nat, men chancen stiger markant, når man kommer væk fra lyset – enten til Grótta eller på en organiseret bustur ud af byen.

Sky Lagoon og de varme bade tæt på byen

Sky Lagoon åbnede i 2021 i Kópavogur syd for Reykjavik, cirka et kvarter fra centrum, og er blevet byens svar på Den Blå Lagune. Lagunen har en kant, der flyder sammen med Atlanterhavet, og et syvtrins baderitual med skiftevis varmt bad, koldt dyp, sauna og damp. Fordelen frem for Den Blå Lagune er nærheden: man kan tage derud på en aften uden at bruge en hel dag på transport.

Vil man have det oprindelige, ligger Reykjadalur ved Hveragerði cirka 45 minutters kørsel fra byen: en varm flod, man kan sætte sig i efter en times vandring. Det koster ingenting, men kræver vandresko og skiftetøj.

Esja og naturen inde i byen

Esja er det lange bjerg på den anden side af fjorden, 914 meter på det højeste punkt, og det er hovedstadens hjemmebjerg. Ruten op mod Þverfellshorn starter cirka en halv times kørsel fra centrum og er godt afmærket. De fleste går til stenen “Steinn” omkring 600 meters højde, hvor der ligger en gæstebog, og vender om dér – regn med to til tre timer frem og tilbage. Det sidste stykke til toppen kræver kæder og et fast greb og bør ikke forsøges i sne eller isslag.

Inde i byen løber Elliðaárdalur med en rigtig lakseelv, stier og fugleliv. At der fanges laks få kilometer fra hovedgaden er noget af det mest islandske, byen har.

Den Gyldne Cirkel – den klassiske dagsudflugt

Den Gyldne Cirkel er den rute, næsten alle tager: Thingvellir, Geysir og Gullfoss på en sløjfe, der samlet er omkring 230-250 kilometer og kan køres på en dag. Der er bustur fra byen hver morgen, og man kan lige så godt leje bil – vejene er asfalterede hele vejen.

Thingvellir er nationalpark og på UNESCOs verdensarvsliste. Her mødtes Altinget, verdens ældste stadig fungerende parlament, fra omkring år 930, og her blev republikken Island udråbt 17. juni 1944. Samtidig ligger stedet i den revne, hvor den nordamerikanske og den eurasiske kontinentalplade trækker fra hinanden, og man kan gå gennem kløften Almannagjá med lodrette klippevægge på begge sider. I sprækken Silfra dykker og snorkler man i grundvand med sigtbarhed på op mod hundrede meter.

Geysir-området er hjemsted for det ord, alle sprog har lånt. Den oprindelige Geysir er stort set gået i stå, men nabokilden Strokkur går af hvert femte til tiende minut og sender vandet 15-20 meter i vejret – man behøver ikke vente længe. Hele feltet damper, og stierne fører tæt på kogende huller, hvor man skal blive på afmærkningen.

Gullfoss falder i to trin ned i en kløft med samlet omkring 32 meters fald. Vandfaldet blev i begyndelsen af 1900-tallet reddet fra vandkraftplaner, blandt andet efter modstand fra bondedatteren Sigríður Tómasdóttir – i dag regnet som starten på islandsk naturbeskyttelse.

Reykjanes, vulkanerne og Den Blå Lagune

Reykjaneshalvøen mellem byen og Keflavík lufthavn er blevet Islands mest omtalte landskab. Efter cirka 800 år uden aktivitet begyndte området at gå i udbrud igen i marts 2021 ved Fagradalsfjall, og siden er der kommet en række udbrud i samme system. I efteråret 2023 blev byen Grindavík evakueret på grund af jordskælv og revnedannelser, og lavastrømme har flere gange lukket veje i området.

For en rejsende betyder det tre ting. For det første: Reykjavik selv har hele vejen igennem ligget uden for fareområdet, og lufthavnen har fungeret. For det andet: Den Blå Lagune, som ligger i Grindavíks nærhed ved Svartsengi-kraftværket, har været lukket i perioder – tjek altid, om den har åbent, før du booker en dag om den. For det tredje: adgangen til udbrudsstederne skifter fra uge til uge, og myndighederne afspærrer, når gasser eller nye sprækker gør det farligt. Islands officielle rejseinformation og det meteorologiske institut opdaterer løbende, og deres afspærringer er ikke vejledende.

Den Blå Lagune er i øvrigt ikke et naturfænomen, men et biprodukt: det mineralholdige vand kommer fra kraftværket ved siden af, og den mælkeblå farve skyldes kiselen i det. Det gør den ikke mindre behagelig at ligge i, men det er værd at vide, når man vælger mellem den, Sky Lagoon og en almindelig svømmehal til en brøkdel af prisen.

Sydkysten og de andre dagsture

Ud over Den Gyldne Cirkel er sydkysten den mest oplagte dagstur. En lang dag i bil eller bus rækker til vandfaldene Seljalandsfoss, som man kan gå bag om, og Skógafoss, den sorte strand Reynisfjara ved Vík og gletsjertungen Sólheimajökull. Turen er 400-500 kilometer frem og tilbage, så det bliver en tidlig start og en sen hjemkomst.

Kortere ture fra byen: Hvalfjörður med vandfaldet Glymur, Krýsuvík med de kogende lermudderhuller og halvøen Snæfellsnes, som dog er bedre med en overnatning. Tættere på ligger Hafnarfjörður med lavabebyggelse og elverfortællinger og Mosfellsbær med Gljúfrasteinn, hjemmet hos Halldór Laxness, der fik Nobelprisen i litteratur i 1955.

Reykjavik med børn

Byen er nem med børn. Familieparken og zoo i Laugardalur er den sikreste succes, og svømmehallerne er indrettet med børn for øje – rutsjebaner, lavvandede bassiner og varme kar til en billig eftermiddag.

Whales of Iceland i Grandi virker, fordi modellerne er i fuld størrelse, og det samme gør Perlans isgrotte og planetarium. Fugleøerne med lunder er en kortere sejltur end hvalsafari og dermed mere overkommelig for de mindste. Bemærk, at spisesteder er dyre – Bónus og Krónan er markant billigere end døgnkioskerne.

Gratis oplevelser i Reykjavik

Flere af byens bedste ting koster ingenting: Sólfar, havnepromenaden, Austurvöllur, Tjörnin med rådhusets relieflandkort, den botaniske have i Laugardalur, skulpturhaverne ved Einar Jónssons museum og Ásmundarsafn, Öskjuhlíðs skovstier, Grótta og fodbadet Kvika samt strandområdet i Nauthólsvík om sommeren.

Dertil kommer bybilledet selv: bliktagshuse i stærke farver og street art på gavlene. En gåtur fra Hallgrímskirkja ned ad Skólavörðustígur, gennem Laugavegur, forbi Tjörnin og ud til Harpa tager en time og dækker de fleste vartegn uden en eneste billet.

Mad og drikke i Reykjavik

Islandsk køkken bygger på fisk, lam og mejeriprodukter. Klassikerne er plokkfiskur – en gryde af kogt fisk, kartofler og løg, ofte serveret med mørkt rugbrød – lammesuppe, saltet og røget lam samt dagens fisk, som næsten altid er frisk. Skyr er den tykke syrnede mælkeproduktion, der teknisk set er en ost, og som findes i enhver kiosk.

Byens mest berømte måltid er en pølse. Pølsevognen Bæjarins Beztu ved havnen har solgt dem siden 1937, og bestillingen “eina með öllu” giver en med det hele: ristede løg, rå løg, remoulade, ketchup og en sennep, der er sødere end den danske. Den er stadig et af de billigste måltider i byen.

Rugbrødet hverabrauð bages i jorden ved de varme kilder og har en sødlig smag – det serveres tit med smør og røget ørred. De to berygtede specialiteter, gæret hajkød og brændevinen brennivín, er mere turistritual end hverdagskost, og de kan prøves på loppemarkedet Kolaportið i weekenden. Alkohol sælges ikke i supermarkeder: øl, vin og spiritus fås kun i statens butikker, Vínbúðin, som lukker tidligt og holder lukket om søndagen. Vandet i hanen er derimod gratis, koldt og fremragende, og det er spild af penge at købe det på flaske. At det varme vand lugter svagt af svovl skyldes, at det kommer direkte fra undergrunden – det er ufarligt.

Er Reykjavik dyrt?

Ja. Island ligger blandt de dyreste lande i Europa, og restauranter, alkohol og taxi er markant dyrere end i Danmark. Et hovedmåltid på en almindelig restaurant koster typisk det dobbelte af, hvad man forventer, og en øl på bar ligeså.

Det kan gøres billigere med enkle greb. Handl i Bónus eller Krónan frem for i døgnkioskerne. Brug svømmehallerne, som koster småpenge, i stedet for de store lagunebade. Spis frokost frem for middag ude – mange steder har billigere dagens ret. Drik postevand. Tag Flybussen frem for taxi fra lufthavnen, og brug bybusserne, hvis afstandene bliver for lange. Drikkepenge er ikke forventet i Island og skal ikke lægges oveni. Kort accepteres overalt, også i den mindste bod, så kontanter er reelt overflødige.

Shopping og markeder

Laugavegur og Skólavörðustígur har hovedparten af de interessante butikker: islandsk strik i lopapeysu-mønster, keramik, design, bøger og outdoortøj. Vær opmærksom på, at en ægte håndstrikket lopapeysa er dyr, og at billige maskinstrikkede kopier ofte er produceret uden for Island – spørg efter oprindelsen.

Kolaportið ved havnen er byens loppemarked med åbent i weekenden – brugte ting, bøger, strik og en fødevareafdeling med tørfisk og hajkød. Indkøbscentrene Kringlan og Smáralind ligger uden for centrum med bus til begge, og lufthavnens toldfri butik er billigere end byen på alkohol.

Byens historie – fra Ingólfurs gård til hovedstad

Efter overleveringen slog Ingólfur Arnarson sig ned her i slutningen af 800-tallet og gav stedet navnet Reykjavik efter dampen fra de varme kilder. I mere end otte hundrede år var der derefter ikke nogen by – kun gårde. Altinget, som blev grundlagt omkring år 930, holdt til ved Thingvellir og ikke her.

Byen begyndte i 1700-tallet, da embedsmanden Skúli Magnússon anlagde uldværksteder og andre foretagender ved gården for at modernisere den islandske økonomi. Han kaldes stadig Reykjaviks fader, og det var hans anlæg, der gjorde stedet til noget. Købstadsrettighederne fulgte den 18. august 1786 – en dato, byen stadig fejrer med kulturnatten hver august.

Derfra gik det trin for trin: Altinget blev genoprettet i Reykjavik i 1845, hjemmestyret kom i 1904, suveræniteten i 1918 og republikken den 17. juni 1944. Anden Verdenskrig blev vendepunktet økonomisk. Britiske tropper gik i land den 10. maj 1940 og blev senere afløst af amerikanske, og de tusinder af soldater i en by på få titusinder betød veje, lufthavn og lønninger i et omfang, landet ikke havde set før.

Efterkrigstiden gav torskekrigene med Storbritannien, NATO-medlemskab og forvandlingen fra fiskerisamfund til serviceøkonomi. Bankkrakket i 2008 ramte hårdt, men turismen voksede kraftigt i årene efter – det er forklaringen på, hvorfor havneområdet ser så nybygget ud.

Musik, festivaler og kulturkalenderen

Reykjavik har en musikscene, der er uforholdsmæssigt stor for byens størrelse – Björk, Sigur Rós og Of Monsters and Men kommer alle herfra, og der spilles live i bykernen året rundt. Musikfestivalen Iceland Airwaves i november bruger barer, kirker og Harpa som scener og er den bedste anledning til at høre nye islandske navne.

Kulturnatten Menningarnótt falder på byens fødselsdag den 18. august, hvor centrum lukkes for biler, og gallerier og private hjem åbner med koncerter. Nationaldagen den 17. juni fejres med optog, Reykjavík Pride i august samler en stor del af byen på gaden, og vinterlysfestivalen i februar bruger mørket som kulisse. Julen har tretten jólasveinar – julemænd, der kommer én ad gangen op til den 24. – og bogfloden i december, hvor årets nye bøger udkommer samlet.

Sådan kommer man til Reykjavik

Der er direkte fly fra København til Keflavík lufthavn på cirka tre timer, og i sæsonen også fra Billund og Aalborg. Keflavík ligger omkring 50 kilometer sydvest for byen ude på Reykjanes, så man er ikke fremme, når man lander.

Forbindelsen ind til byen er lufthavnsbusserne, der kører i tilslutning til alle ankomster og bruger 45-50 minutter til busterminalen i byen, med mulighed for at blive sat af ved hotellet. Taxi findes, men er dyrt på den strækning. Lejebil bestilles med fordel hjemmefra og hentes i lufthavnen – det giver mening, hvis dagsture står på programmet, men ikke hvis man kun skal være i byen.

Bemærk, at der findes to lufthavne: Keflavík til udlandet og Reykjavíkurflugvöllur inde i selve byen til indenrigsruter mod Akureyri, Egilsstaðir og Vestmannaeyjar. Færgen Norröna sejler fra Hirtshals til Seyðisfjörður på østkysten – med bil, men i den helt anden ende af landet.

Rundt i byen

Bykernen er lille nok til, at næsten alt kan klares til fods: fra Hallgrímskirkja til Harpa er der omkring et kvarters gang, og hele centrum kan gennemgås på en formiddag. Havnepromenaden binder det hele sammen langs vandet og er flad og bilfri.

Til de længere afstande – Laugardalur, Perlan, Grandi, Kringlan – kører byens gule busser, Strætó. Køb billetten i appen: bussen tager ikke kort og giver ikke byttepenge. Der er ingen jernbane nogen steder i Island, så bus, bil og fly er de eneste muligheder.

Sikkerhed, vejr og påklædning

Island ligger konsekvent i toppen af verdens fredsindeks, og Reykjavik er en meget tryg by at færdes i, også om natten. Kriminaliteten er lav, og den største reelle risiko for en turist er naturen: vejr, vind, tidevand og terræn.

Vejret skifter hurtigt, og vinden er ingen spøg – på åbne strækninger uden for byen kan bildøre blive revet af. Klæd dig i lag med vind- og vandtæt yderlag. Om vinteren er fortove og trapper isglatte, og pigge under skoene er en god investering.

På udflugter gælder tre konkrete advarsler: hold afstand til de kogende kilder og bliv på stierne i geotermiske områder; gå aldrig ud på Reynisfjaras sorte strand tæt på vandet, hvor sneppebølger jævnligt tager folk; og tjek vejrudsigt og vejstatus, før du kører ud om vinteren – vejene lukkes uden varsel. Islands officielle rejseinformationsside og det meteorologiske institut er de kilder, alle bruger.

Hvornår skal man tage af sted

Juni til august er højsæson med lyse nætter, alle veje åbne og hele udflugtsprogrammet i drift. Temperaturen ligger typisk omkring 11-13 grader i juli, så “sommer” skal forstås islandsk. Det er også dyreste og mest besøgte periode.

September til marts er nordlyssæson, og priserne er lavere. Byen fungerer fint om vinteren, svømmehallerne har åbent, og dagsture til Den Gyldne Cirkel kører hele året – men dagslyset er kort omkring december, hvor solen står op sidst på formiddagen og går ned midt på eftermiddagen.

Maj og september er kompromiset: mildt nok til at gå ude, lyst længe, færre mennesker og lavere priser end i højsommeren. Vil man både have lyse aftener og en chance for nordlys, ligger de sidste dage af august og starten af september bedst.

Lyse nætter, men ingen midnatssol

Her er en detalje, mange guider tager for hurtigt: Reykjavik ligger på cirka 64 grader nordlig bredde, altså to og en halv breddegrad syd for polarcirklen. Det betyder, at der ikke er egentlig midnatssol i byen – solen går faktisk ned.

Til gengæld går den ned meget sent og står op meget tidligt, og fordi den kun lige dykker under horisonten, bliver det aldrig rigtig mørkt omkring sommersolhverv. I dagene omkring 21. juni kan man læse udendørs klokken to om natten. Vil man se den ægte midnatssol med solskiven over horisonten hele døgnet, skal man nordpå – til Grímsey, øen på polarcirklen nord for Akureyri. Forskellen betyder også noget for planlægningen: mørklægningsgardiner er en nødvendighed i juni, og nordlys kan ikke ses i byen fra midten af maj til midten af august, uanset hvad solaktiviteten siger.

Hvor skal man bo

De fleste bor i 101-postnummeret, altså den gamle bykerne mellem havnen, Tjörnin og Hallgrímskirkja. Det er dyrest, men også dér, hvor alt ligger inden for gåafstand, og hvor hentestedet for udflugtsbusserne er.

Alternativerne er Laugardalur med hoteller, campingplads og vandrerhjem et kvarters bustur fra centrum, og nabobyerne Kópavogur og Hafnarfjörður, som er billigere. Book tidligt i højsæsonen – byen har begrænset kapacitet.

Videre i Island

Reykjavik er kun indgangen. Vores samlede guide til Island gennemgår hele landet med Ringvejen, sydkysten, Akureyri og højlandet, og den er stedet at starte, hvis byen kun er første stop på en længere rejse.

Skal turen ud i naturen, har vi en guide til vandreferie på Island, og for den, der rejser efter dyrelivet – hvaler, lunder, sæler og den islandske hest – er der en oversigt over Islands dyreliv. Endelig samler vores gennemgang af billige flybilletter til Island de praktiske råd om at komme derop uden at betale højsæsonpris.

Forslag til ruter

Reykjavik på én dag. Start ved Hallgrímskirkja og tag elevatoren op i tårnet for at få overblikket. Gå ned ad Skólavörðustígur og Laugavegur, videre til Austurvöllur og Tjörnin med rådhusets relieflandkort. Frokost i centrum, derefter Reykjavík 871±2 eller Nationalmuseet, og eftermiddagen langs havnepromenaden til Sólfar og Harpa. Slut i en svømmehal. Varighed: 1 dag til fods.

To dage med byen og øen. Dag 1 som ovenfor. Dag 2 med færgen til Videy om formiddagen, derefter Grandi med Whales of Iceland eller en hvalsafari, og eftermiddagen på Perlan med isgrotte og udsigt. Aftenen ved Grótta, hvis det er nordlyssæson. Varighed: 2 dage, alt inden for bus- og gåafstand.

Fire dage med byen og udflugterne. Dag 1 og 2 som ovenfor. Dag 3 på Den Gyldne Cirkel med Thingvellir, Geysir og Gullfoss – bus eller lejet bil, og hjem sidst på eftermiddagen. Dag 4 enten sydkysten med Seljalandsfoss, Skógafoss og Reynisfjara eller en roligere dag med Sky Lagoon, Laugardalur og shopping. Varighed: 4 dage, bil eller udflugtsbus de sidste to.

Oversigt over seværdigheder

Tabellen samler 15 seværdigheder i Reykjavik og viser for hver af dem, om den passer til børn, er handicapvenlig og har spisemuligheder.

Om denne guide

Denne guide er skrevet af Laust Kehlet ud fra research om Reykjaviks seværdigheder, historie og praktiske forhold.