Det lille, gamle fiskerleje, Çesme, er med årene blevet et meget populært rejsemål. Den afslappede og gæstfrie atmosfære, de fine, hvide badestrande og den friske brise, der kommer ind fra Ægæerhavet og gør selv de varmeste dage behagelige, trækker mange både tyrkiske og europæiske gæster til år efter år. Byen har udviklet sig til en charmerende, moderne ferieby med gode faciliteter og oplevelser for alle aldre.
Turen ad den flisebelagte hovedgade og mødet med de lokale er en sand fornøjelse, om De blot skal ose, gøre en god handel over et glas te eller nyde en forfriskning og folkelivet på en af de mange caféer. Der er rig mulighed for det hele! Fint, lokalt håndværk som tæpper, keramik og messingvarer, skindtøj og -tasker af høj kvalitet, fint forarbejdede guld og ølvsmykker, de kendte mærkevarer såvel som sjove souvenirs sælges i butikkerne, der ligger tæt ved siden af hinanden og de utallige restauranter og caféer. I de små sidegader kan De komme tæt på Çesme, som den så ud engang. I de gamle huse, der ligger gemt i de smalle gader og små passager holdes de gamle håndværkstraditioner stadig i hævd. De kan både blive barberet efter alle kunstens regler og få lappet sko for en slik.
Ved aftentide, når solen går ned, tændes tusinde lys i byen. Den lange hovedgade bliver som en magnet, der tiltrækker de mange besøgende med et utal af restauranter og caféer, og det synes som om alle veje fører ned til promenaden, hvor byens natteliv har sit centrum – her er festligt og fornøjeligt – og dans til den lyse morgen.
Hele vejen langs halvøen Cesme finder De smukke, hvide strande.
Her er strande med mange mennesker, vandsportsaktiviteter og megen aktivitet både på stranden og på vandet, og her er pittoreske småbugter, som De kan nyde i fred og ro – næsten for Dem selv. De bør bruge en dag af ferien på at køre eller sejle ud langs kysten og finde netop Deres yndlingsstrand. I Çesmes centrum ligger en mindre strand blot et par hundrede meter fra havnepromenaden.
Çesme betyder ”kilde” på tyrkisk, og byen har fået både sit navn og sine indbyggere på grund af de mange, helbredende, varme kilder i området. Helt nøjagtig hvornår og af hvem, byen blev grundlagt, er uvist, men udgravninger viser, at de første mennesker formentlig slog sig ned i området allerede omkring 3000 f.Kr. Går De en tur langs havnepromenaden, vil De kunne mærke suset af byens nyere historie.
Promenaden domineres af en gammel, genuesisk fæstning fra det 14. århundrede – den er delvis nyrestaureret og indeholder blandt andet et lille museum/galleri, en restaurant og et teater, der anvendes under den årlige sangfestival i juli. Karavanseraiet, der ligger lige i nærheden, blev opført 200 år senere på foranledning af Süleyman den Store – det er i dag indrettet som hotel og restaurant. Kommer De forbi Emir Caka galleriet på Deres vej gennem byens smalle gader, bør De stoppe op og kigge nærmere på bygningen – det er Hagios Haralambos kirke – en kristen kirke fra det nittende århundrede.
Vi kan desuden fortælle, at for ca. 230 år siden udkæmpede russere og osmannerne her i bugten ud for byen et voldsomt søslag, der endte med at sidstnævntes flåde blev næsten ødelagt.