Granada

Granada er den sidste maurerby i Spanien – bogstaveligt talt. Byen var hovedstad i det nasridiske emirat helt frem til 2. januar 1492, hvor Boabdil overgav nøglerne til de katolske konger, og det er derfor Alhambra står, hvor det står: som Vesteuropas bedst bevarede islamiske palads, på en bjergryg med Sierra Nevadas snetoppe bagved. Men Granada er meget mere end paladset. Nedenfor ligger den mauriske bydel Albaicín med sine hvide gyder, over for den hulekvarteret Sacromonte med flamenco, og i midtbyen en renæssancekatedral med Isabella og Ferdinands grav. Provinsen omkring byen rummer Spaniens højeste bjerge, de hvide landsbyer i Las Alpujarras og en subtropisk kyst en time længere sydpå. Denne guide dækker både byen og regionen, og den fortæller også, hvad du skal vide om Alhambra-billetten, før du bestiller.

Hvad skal man se i Granada – kort overblik

• Alhambra – nasridernes paladskompleks fra 1200- og 1300-tallet, på UNESCO’s verdensarvsliste siden 1984
• Generalife – sultanernes sommerpalads og haver på skråningen over Alhambra
• Albaicín – den gamle mauriske bydel med hvidkalkede gyder og lukkede haver
• Mirador de San Nicolás – udsigtspunktet, hvor Alhambra og Sierra Nevada står i samme billede
• Sacromonte – romakvarterets hulehjem og byens flamencotradition
• Katedralen og Capilla Real – renæssancekirken og de katolske kongers gravkapel
• El Bañuelo og Corral del Carbón – de arabiske bade og karavanserajet fra maurertiden
• Sierra Nevada – Europas sydligste skisportssted og fastlandsspaniens højeste tinde

Alhambra – maurernes palads på bjergryggen

Alhambra er ikke én bygning, men en hel befæstet by på højderyggen Sabika. Anlægget begyndte omkring 1238 under Muhammad 1., grundlæggeren af nasrid-dynastiet, og de paladssale, folk kommer for, blev bygget hundrede år senere under Yusuf 1. og Muhammad 5. Navnet kommer af det arabiske ord for “den røde” – murenes farve, når solen står lavt.

Selve rundgangen falder i fire dele. Alcazaba er den ældste og militære del med vagttårnet Torre de la Vela, hvorfra du ser hele byen. Nasridpaladserne er hjertet: Comares-paladset med gesandtsalen og myrtegården, og Løvegården med sit springvand båret af tolv marmorløver. Karl 5.s palads fra 1527 er en firkantet renæssanceblok med en rund søjlegård indeni, bygget midt i det mauriske anlæg, og virker stadig som en fremmed gæst. Og endelig haverne, der fortsætter op i Generalife.

At Alhambra overhovedet står i dag, skyldes i høj grad en bog. Efter 1492 blev anlægget kongebolig, senere garnison, og i 1800-tallet var dele af det forfaldne anlæg tilholdssted for hjemløse og småhandlende. Den amerikanske forfatter Washington Irving boede i paladset i 1829 og udgav i 1832 Tales of the Alhambra, som gjorde ruinen berømt i hele Europa og satte gang i restaureringen. Det er sjældent, man kan pege på ét bogudgivelsesår som årsagen til, at et monument stadig findes.

Sådan får du billet til Alhambra – og fælden, der koster flest folk turen

Alhambra har et fast dagligt loft over antallet af besøgende, og billetterne sælges online i god tid i forvejen. I højsæsonen er de udsolgt uger frem. Det er den del, alle guider nævner. Den del, de ikke nævner, er vigtigere.

Billetten giver adgang til nasridpaladserne i ét bestemt halvtimesinterval, som er trykt på billetten. Kommer du efter dit interval, bliver du afvist – uanset at du har betalt, og uanset at der er timer tilbage af dagen. Resten af anlægget, altså Alcazaba, Generalife og haverne, må du derimod bruge hele din åbningsperiode på. Planlæg derfor dagen baglæns fra paladstidspunktet, og regn med mindst et kvarters gang fra hovedindgangen frem til paladsindgangen.

Den anden fælde er navnet. Billetterne er personlige og udstedt med navn, og der kontrolleres legitimation ved indgangen. Købte du gennem en videresælger, der satte sit eget eller en andens navn på, kan billetten være ubrugelig. Køb derfor gennem den officielle salgskanal, og tag det pas eller kort med, du bestilte med.

Generalife – sultanernes have

Generalife ligger på skråningen over for Alhambra og var emirernes landsted, hvor de trak sig tilbage fra hoffet. Kernen er Patio de la Acequia, en lang smal gård, hvor et vandløb løber gennem hele haven med sprøjt fra begge sider – et af de tidligste og mest kopierede eksempler på, hvordan maurisk havekunst brugte vand som både lyd, køling og ornament.

Haverne ovenfor er anlagt i nyere tid, men følger samme princip med terrasser, cypresser og udsigt tilbage mod paladserne. Generalife indgår i den almindelige Alhambra-billet og er ikke tidsbestemt på samme måde som nasridpaladserne. Kommer du om formiddagen, er det her, du skal begynde, hvis din paladstid ligger sidst på dagen.

Albaicín – den mauriske bydel

Albaicín er den gamle bydel på bakken over for Alhambra, og gadenettet er stort set uændret siden maurertiden: stejle, snoede, brolagte gyder, hvide huse og høje mure, der skjuler haver. Kvarteret kom på UNESCO’s verdensarvsliste i 1994 som en udvidelse af Alhambra-indskrivningen.

Husformen har sit eget navn. Et carmen er et granadinsk byhus med en lukket have bagved, og ordet stammer fra det arabiske ord for vingård. Flere af dem er åbne for publikum – blandt andet Palacio de Dar al-Horra, den sidste nasrid-dronnings bolig, og Casa de Zafra. Man kan roligt gå på må og få her; alle gader ender enten opad mod udsigten eller nedad mod floden Darro og Carrera del Darro, som er byens smukkeste gade langs vandet.

Mirador de San Nicolás og udsigten over Alhambra

Pladsen foran kirken San Nicolás øverst i Albaicín er byens mest fotograferede sted, og med god grund: herfra ligger hele Alhambra i profil med Sierra Nevada bag sig. Ved solnedgang farves murene røde, og det er forklaringen på, at pladsen er fyldt med gadeguitarister og folk med medbragt øl allerede en time før.

Vil du have udsigten uden mængden, er der to alternativer tæt på. Mirador de San Cristóbal ligger lidt nordligere og har både Alhambra og den gamle bymur i billedet, og Mirador de la Lona giver udsigten uden solnedgangspublikum. Alle tre nås til fods fra Plaza Nueva eller med de små minibusser, der er bygget til Albaicíns gader.

Sacromonte – hulerne og flamencoen

Bakken nordøst for Albaicín er Granadas romakvarter, og husene er gravet ind i skrænten. Hulehjemmene holder jævn temperatur året rundt, og flere hundrede af dem er stadig beboede. Museo Cuevas del Sacromonte viser, hvordan de var indrettet, med værksteder for kurvefletning, smedning og vævning.

Sacromonte er også hjemsted for zambra, den lokale flamencoform, der historisk blev danset ved bryllupper og i dag opføres i hulerne som aftenshow. Vær opmærksom på, at kvaliteten svinger meget, og at de billigste arrangementer med bustransport ofte er de mest turistede. Øverst på bakken ligger klosteret Abadía del Sacromonte med katakomber, og vejen derop giver endnu en udsigt over byen.

Granadas katedral og Capilla Real

Katedralen blev påbegyndt i 1523 på grunden af byens store moské og var oprindelig tænkt gotisk, men blev under bygmesteren Diego de Siloé til et af Spaniens hovedværker i renæssancestil. Hovedkapellet er en høj rotunde med søjler og glasmalerier, og facaden mod Plaza de las Pasiegas står for Alonso Cano, som også har malet flere af billederne indeni.

Klods op ad katedralen, men med egen indgang og egen billet, ligger Capilla Real. Gravkapellet blev bygget 1505-1517 og rummer de katolske kongers grave: Isabella af Kastilien og Ferdinand af Aragonien, og ved siden af dem deres datter Johanna og hendes mand Filip. Marmormonumenterne ovenpå er tomme skulpturer – de virkelige blykister står i krypten nedenunder, og man ser ned til dem gennem en gitterlem. I sakristiet hænger Isabellas personlige samling af flamske malerier, og hendes krone og Ferdinands sværd er udstillet. Der er fotoforbud i hele kapellet, og det håndhæves.

El Bañuelo, Corral del Carbón og Alcaicería

Tre bygninger i midtbyen fortæller om byen før 1492. El Bañuelo nede ved Carrera del Darro er et arabisk badeanlæg fra 1000-tallet – et af de ældste bevarede i Spanien – med stjerneformede lysåbninger i hvælvingerne og genbrugte romerske og vestgotiske søjlekapitæler.

Corral del Carbón er et karavanseraj fra 1300-tallet, altså herberg og lager for handelsrejsende omkring en åben gård, og det er det eneste af sin art, der er bevaret komplet i Spanien. Det ligger midt i shoppinggaderne, og de fleste går forbi porten uden at se den.

Alcaicería lige ved siden af sælges som “det mauriske marked”, og her er en oplysning, ingen af de danske guider til Granada tager med: den nuværende basar er ikke maurisk. Det oprindelige silkemarked brændte i 1843, og det, man går rundt i i dag, er en genopbygning fra 1800-tallet i nymaurisk stil – smallere og langt mindre end originalen, der fyldte et helt kvarter. Det gør den ikke mindre hyggelig at handle i, men den er kulisse, ikke monument.

Madraza, universitetet og klostrene

Over for Capilla Real ligger Madraza, den islamiske skole grundlagt i 1349 af Yusuf 1. Bygningen har en barok facade udenpå, men indeni står et bevaret bederum med stukdekoration. Den hører i dag under universitetet, som Karl 5. grundlagde i 1531, og som stadig præger byen: Granada er en af Spaniens store studiebyer, og det er forklaringen på, at bylivet fortsætter langt ind i ugen.

Uden for centrum ligger to klostre, der er værd at gå efter. Monasterio de San Jerónimo har en dobbelt klostergård og er gravsted for feltherren Gonzalo Fernández de Córdoba, kaldet El Gran Capitán. La Cartuja længere mod nord er kendt for sit sakristi, der regnes blandt Spaniens mest overdådige barokrum.

Federico García Lorca i Granada

Digteren Federico García Lorca blev født i 1898 i landsbyen Fuente Vaqueros vest for byen og henrettet i august 1936 i begyndelsen af den spanske borgerkrig. Familiens sommerhus Huerta de San Vicente ligger i dag i en park syd for centrum og er indrettet som museum med hans skrivebord og klaver.

Fødehjemmet i Fuente Vaqueros er også museum, og øst for byen ved Alfacar ligger en mindepark på det sted, hvor han menes at være blevet dræbt. Hvor præcist han er begravet, er stadig uafklaret trods flere udgravninger – det er en af de mest omtalte uafsluttede sager i nyere spansk historie.

Granada med børn

Parque de las Ciencias syd for centrum er det oplagte sted med børn: et stort videnskabsmuseum med tropisk sommerfuglehus, rovfugleopvisninger, planetarium og udstillinger, man må røre ved. Der går let en hel dag.

I selve byen fungerer Alcazabas tårne og Løvegårdens springvand fint for større børn, mens hele Alhambra-turen er lang for de mindste – regn med tre til fire timers gang på ujævn belægning. Om sommeren er Sierra Nevadas højde en redning fra varmen, og om vinteren er skiskolen på Pradollano indrettet til begyndere. Kysten ved Almuñécar har badestrande og et akvarium.

Gratis oplevelser i Granada

Der er mere gratis her end i de fleste spanske byer. Albaicín og Sacromonte koster ingenting at gå rundt i, og det gælder også alle udsigtspunkterne. Carrera del Darro langs floden, Plaza Bib-Rambla og Plaza Nueva er offentlige rum, og Alhambras skovbælte med springvandene op mod indgangen er en park.

Katedralen og Capilla Real har begge entré, men flere af klostrene og kirkerne kan besøges under gudstjeneste. Haven Carmen de los Mártires på Alhambra-højden er en offentlig have med påfugle og udsigt, og gadekunsten i Realejo-kvarteret – især værkerne af El Niño de las Pinturas – er en rute i sig selv. Og så er der tapasreglen nedenfor, som gør en aften billigere end i noget andet spansk storbycentrum.

Den gratis tapa – Granadas egen regel

Granada er en af de få spanske byer, hvor traditionen med gratis tapas er levende og udbredt frem for en undtagelse: bestiller du en øl, et glas vin eller en sodavand på en almindelig bar, kommer der en tallerken mad med, uden at du har bestilt den og uden merpris.

Sådan fungerer den i praksis. Du vælger som regel ikke selv – værten bestemmer, og retten skifter fra bar til bar. Til gengæld eskalerer det: første runde er ofte enkel med oliven, chips eller en skive skinke, mens anden og tredje runde bliver større og bedre på de steder, der holder skik på traditionen. Derfor spiser lokale sig gennem flere barer på en aften i stedet for at blive siddende. Kvartererne Realejo, Calle Elvira og området omkring Plaza Nueva er de oplagte ruter. Turistcaféerne lige ved Alhambra-indgangen er derimod dér, hvor reglen oftest ikke gælder.

Mad og lokale specialiteter

Granadas køkken er indlandskøkken med kystadgang. Klassikerne er habas con jamón, friske bønner med skinke, og remojón granadino, en salat af appelsin, klipfisk og oliven, der lyder forkert og smager rigtigt. Tortilla del Sacromonte er byens mest berygtede ret – en omelet, der traditionelt laves på indmad.

Fra provinsen kommer jamón de Trevélez, skinke luftmodnet i højderne i Las Alpujarras, og fra kysten de subtropiske frugter: chirimoya, mango og avocado. Til desserten hører piononos fra nabobyen Santa Fe, små rullekager gennemvædet af sirup. Og som overalt i Andalusien drikkes der lokal vin fra bjergene og godt afkølet fino til skinken.

Sierra Nevada – ski og bjerge en time fra byen

Sierra Nevada begynder umiddelbart syd for byen, og skisportsstedet Pradollano ligger cirka en times kørsel fra centrum. Det er Europas sydligste skisportssted og samtidig et af de højest beliggende, og sæsonen strækker sig typisk fra sidst på året til ind i foråret.

Om sommeren er de samme bjerge et vandreområde. Mulhacén er med sine 3.479 meter det højeste punkt på det spanske fastland, og nabotoppen Veleta når 3.396 meter. Området har været nationalpark siden 1999, og vejen op mod Veleta er en af Europas højest beliggende asfaltveje – den øverste strækning er kun åben om sommeren, og både højdesyge og pludselige vejrskift er reelle risici. Tag varmt tøj med, uanset hvad termometeret viste nede i byen.

Las Alpujarras – de hvide landsbyer

På sydsiden af Sierra Nevada ligger Las Alpujarras, en række dale med hvidkalkede landsbyer, der har bevaret den berberiske byggeskik med flade tage af skiferler og gennemgående gangtunneller mellem husene. Det var her, de sidste mauriske indbyggere trak sig tilbage efter 1492.

Den mest besøgte del er Poqueira-kløften med de tre landsbyer Pampaneira, Bubión og Capileira, der ligger over hinanden på samme skrænt. Højere oppe ligger Trevélez, en af Spaniens højestliggende landsbyer, hvor skinkerne modnes i den tørre bjergluft. Området lever desuden af kastanjer, valnødder og gedeost, og markedet i Órgiva, dalens største by, er stedet at købe det hele samlet.

Costa Tropical og Lecrín-dalen

Kører du mod syd, kommer du gennem Lecrín-dalen – “lykkens dal” – hvor landskabet skifter til citrus, mandler og oliven, og videre ned til Costa Tropical. Kyststrækningen omkring Almuñécar, Salobreña og Motril er stejlere og mindre udbygget end nabokysten Costa del Sol, og den har beholdt en del af den kystnatur, naboen har mistet.

Navnet er ikke markedsføring: klimaet her tillader dyrkning af chirimoya, mango og avocado i fri luft, hvilket er usædvanligt i Europa. Salobreña har en maurisk borg på en klippe midt i sukkerrørsmarkerne, og Almuñécar har både romerske akvædukter og en gammel bykerne bag stranden. Fra Pradollano på skiene til vandkanten her er der omkring to timers kørsel – det er baggrunden for den lokale påstand om at kunne stå på ski om formiddagen og bade om eftermiddagen. Den holder, men dagen bliver lang.

Dagsture fra Granada

Guadix mod øst er en hel by af hulehjem med skorstene stikkende op af markerne, og der er museum i en af boligerne. Nær Guadix ligger fæstningsbyen La Calahorra med et renæssanceslot på en høj.

Længere væk, men gørligt på en dag med tidlig start: Córdoba med moskékatedralen er omkring to timers kørsel, Sevilla omkring tre og Málaga halvanden. Mod sydvest ligger klippebyen Ronda, og mod nord naturparken Sierra de Huétor med kortere vandreruter tæt på byen. Skal turen være en længere rundrejse, giver vores guide til seværdighederne i Sydspanien overblikket over rækkefølgen.

Transport: sådan kommer man til og rundt i Granada

Granada har sin egen lufthavn, Federico García Lorca Granada-Jaén, cirka 15 kilometer vest for byen, men den har få internationale afgange. De fleste danskere flyver derfor til Málaga og kører eller tager bus de sidste halvanden time ad motorvejen. Der er også højhastighedstog til Madrid, som har kørt siden 2019.

Inde i byen er bilen en ulempe. Centrum og Albaicín har adgangsbegrænsning med kameraovervågning, gaderne er smalle, og hotellernes parkering ligger ofte et stykke væk. Byen har en letbane nord-syd og et net af små minibusser, der klarer stigningerne op til Albaicín, Sacromonte og Alhambra. Til Alhambra kan man gå op ad Cuesta de Gomérez fra Plaza Nueva på cirka 20 minutter, men det er stejlt i sommervarmen.

Hvornår skal man besøge Granada

April til begyndelsen af juni og september til oktober er de bedste måneder. Byen ligger knap 700 meter over havet i en dal omgivet af bjerge, og det giver et mere kontinentalt klima end kysten: somrene er tørre og meget varme med temperaturer, der jævnligt passerer 35 grader, mens vintrene er kølige med nattefrost og enkelte snefald.

Vinteren har til gengæld to fordele – skisæsonen i Sierra Nevada og et Alhambra næsten uden kø. Påskeugen og festen Corpus Christi i maj eller juni er byens store højtider med processioner og fyldte gader; det er en oplevelse i sig selv, men hotelpriserne følger med op.

Sikkerhed i Granada

Granada er en tryg by at færdes i, også om aftenen, og de fleste problemer er lommetyveri i menneskemængder: køen ved Alhambras billetkontrol, de fyldte tapasbarer og udsigtspladsen ved San Nicolás ved solnedgang.

Der er én lokal variant, det er værd at kende. Omkring katedralen og på ruterne op mod Alhambra tilbyder kvinder forbipasserende en kvist rosmarin som “gave” og læser derefter hånd – hvorefter der kræves betaling, ofte insisterende. Tag ikke imod kvisten, og gå videre. I øvrigt gælder de almindelige bjergregler for udflugter til Sierra Nevada: vejret skifter hurtigt, og temperaturen i højderne har ingen sammenhæng med den, du forlod i byen.

Forslag til ruter

Rute 1: Alhambra og Albaicín på én dag. Book nasridpaladserne til sidst på formiddagen. Start ved Generalife og haverne, videre til Alcazabas tårne, og gå ind i paladserne på dit tidspunkt. Frokost i byen, eftermiddag i Albaicín ad Carrera del Darro forbi El Bañuelo og opad gennem gyderne, solnedgang ved Mirador de San Nicolás og tapas på vej ned ad Calle Elvira. Varighed: 1 dag.

Rute 2: To dage med den kristne by og Sacromonte. Dag 1 som ovenfor. Dag 2 begynder ved Capilla Real og katedralen, videre til Madraza, Corral del Carbón og Alcaicería, frokost ved Plaza Bib-Rambla og eftermiddag i Monasterio de San Jerónimo eller La Cartuja. Aftenen i Sacromonte med hulemuseet før en zambra-forestilling. Varighed: 2 dage.

Rute 3: Tre-fire dage med bjerge og kyst. De to første dage som ovenfor. Dag 3 kører du op i Sierra Nevada – ski om vinteren, vandring om sommeren – eller ud i Poqueira-kløftens hvide landsbyer med frokost i Capileira. Dag 4 videre ned gennem Lecrín-dalen til Salobreña og Almuñécar ved Costa Tropical. Varighed: 3-4 dage.

Oversigt over seværdigheder

Om denne guide

Denne guide er skrevet af Laust Kehlet ud fra research om Granadas seværdigheder, historie og praktiske forhold.