Lissabon

Land

Portugal

Indbyggere

545.000

Sprog

Portugisisk

Valuta

Euro

Tid

1 time bagud for DK

Fra København

Ca. 3½ time

Bedste tid

Apr–jun, sep–okt

Indbyggertallet er selve kommunen; hovedstadsregionen rummer omkring 2,8 millioner. Flyvetiden er direkte fra København. Lissabon følger vesteuropæisk tid og ligger derfor en time bag Danmark hele året.

Lissabon er Portugals hovedstad og ligger på nordsiden af Tejo-floden, dér hvor den udvider sig til et bredt bassin, inden den løber ud i Atlanterhavet. Byen er bygget på syv høje, og det er den detalje, man mærker mest: seværdighederne ligger ikke på en snor, men fordelt på skrænter, som man bevæger sig op og ned ad med sporvogne, elevatorer og kabelbaner. De store, verdensberømte monumenter står samlet i bydelen Belém i vest, den middelalderlige labyrint ligger i Alfama omkring borgen, og imellem dem ligger Baixa – den helt regelmæssige bydel, der blev tegnet fra bunden efter jordskælvet i 1755. Selve kommunen har godt en halv million indbyggere, mens hele hovedstadsregionen rummer omkring 2,8 millioner, og fra København er der cirka tre en halv times direkte flyvning. Denne guide gennemgår seværdighederne bydel for bydel, tager dagsudflugterne til Sintra og kysten med og slutter med ruter, praktiske forhold og en tabel over, hvad der egner sig til børn, kørestol og et måltid undervejs.

Hvad skal man se i Lissabon – kort overblik

• Mosteiro dos Jerónimos – klosteret i Belém med Vasco da Gamas grav, påbegyndt i 1501
• Torre de Belém – forsvarstårnet i floden fra 1510’erne, byens vartegn
• Castelo de São Jorge – maurerborgen på byens højeste punkt med udsigt over hele Tejo
• Alfama – det gamle kvarter under borgen med gyder, fado og katedralen Sé
• Sporvogn 28 – den gule linje, der klatrer gennem Graça, Alfama, Baixa og Estrela
• Praça do Comércio og Baixa – den genopbyggede bykerne med triumfbue ud mod floden
• Elevador de Santa Justa og Carmo-ruinen – jernelevatoren og den tagløse kirke fra jordskælvet
• Oceanário de Lisboa – akvariet i Parque das Nações, et af Europas største

1Mosteiro dos Jerónimos

Påbegyndt 1501UNESCO siden 1983Gratis kirkenGrave Vasco da Gama og Camões

Hieronymitterklosteret i Belém er Lissabons vigtigste bygningsværk og det sted, de fleste besøg begynder. Byggeriet gik i gang i 1501 under kong Manuel 1., og det blev finansieret af afgiften på de krydderier, som skibene bragte hjem fra Indien. Klosteret står derfor som et direkte aftryk af opdagelsesrejserne: pengene kom fra peberet, og bygningen blev rejst netop dér ved flodbredden, hvor flåderne sejlede ud og lagde til. Stilen kaldes manuelinsk efter kongen og er en portugisisk variant af sengotikken, hvor stenhuggerarbejdet henter sine motiver fra havet – tovværk, ankertove, søplanter, armillarsfærer og korsformen fra Kristusordenen.

Det største rum er klostergården i to etager, hvor hver eneste bue er hugget forskelligt, og hvor lyset falder ned i den åbne gård midt i firkanten. Kirken Santa Maria de Belém ved siden af har et hvælv, der spænder over hele rummet uden søjlerækker på tværs, båret af nogle få slanke piller, som ser alt for tynde ud til opgaven. De holdt også under jordskælvet i 1755, hvor kirken slap forbavsende nådigt. Lige indenfor står to sarkofager over for hinanden: Vasco da Gama, der åbnede søvejen til Indien, og digteren Luís de Camões, som skrev nationaleposet om netop den rejse.

Klosteret kom på UNESCO’s verdensarvsliste i 1983 sammen med Torre de Belém få hundrede meter væk. Det er byens mest besøgte betalingsattraktion, og køen ved billetsalget kan blive lang midt på dagen i sommermånederne. Selve kirken har egen indgang og er gratis, mens klostergården kræver billet – mange nøjes med kirken, men det er gården, der er hele pointen. Kommer man først på formiddagen eller sidst på eftermiddagen, er der markant mere plads.

2Torre de Belém

Bygget 1514-19UNESCO siden 1983Etager 5Detalje næsehorn hugget i stenen

Belém-tårnet står på en klippe ude i flodkanten og blev bygget i årene omkring 1514-1519 efter tegninger af Francisco de Arruda. Det havde en dobbelt funktion: dels et fæstningsværk, der sammen med et anlæg på den modsatte bred skulle beskytte indsejlingen til Lissabon, dels en ceremoniel port for de skibe, der kom hjem fra Afrika og Asien. Tårnet er lille – man skal ikke forvente en borg – men det er et af de mest gennemarbejdede stykker manuelinsk arkitektur, der findes, med små vagttårne med løgkupler, et stenrækværk formet som tovværk og våbenskjolde hugget ind i facaden.

På den nordvestlige hjørnesokkel sidder en detalje, der er værd at lede efter: en stenhugget næsehornshoved. Det menes at gengive det indiske næsehorn, som blev sendt til kong Manuel 1. i 1515, og det er dermed en af de tidligste europæiske afbildninger af dyret. Indeni går en snæver spindeltrappe op gennem fem etager til terrassen på toppen, hvor der er udsigt over flodmundingen, Ponte 25 de Abril og Cristo Rei på den anden side. Trappen er så trang, at der er ensretning med lys, og der kan være ventetid til opstigningen.

Tårnet lå oprindeligt længere ude i vandet, end det gør i dag. Flodløbet har flyttet sig, og efter jordskælvet i 1755 ændrede bredden sig yderligere, så bygningen nu ligger nærmest kysten med en kort gangbro ud. Området omkring er en åben park langs floden, som er et af byens bedste steder at slå sig ned med en kaffe, og der er gratis udsigt til tårnet hele vejen rundt, hvis man ikke ønsker at betale for at komme ind.

3Padrão dos Descobrimentos

Rejst 1960Højde 52 mAnledning 500-året for Henrik Søfarerens død

Et par hundrede meter fra tårnet rejser sig et 52 meter højt monument i beton og sten, formet som en skibsstævn med en række figurer på hver side. Det hedder Padrão dos Descobrimentos, opdagelsesmonumentet, og den nuværende udgave blev opført i 1960 i anledning af 500-året for Henrik Søfarerens død. Forrest i stævnen står Henrik selv med en karavel i hånden, og bag ham følger navigatører, konger, kartografer, missionærer og kronikører i to rækker ned ad monumentets sider. Vasco da Gama, Ferdinand Magellan og Pedro Álvares Cabral er blandt dem.

Foran monumentet ligger en stor vindrose lagt i mønstret brolægning med et verdenskort, hvor de portugisiske opdagelser er markeret med årstal. Selve pladsen er en gave fra Sydafrika i samme anledning. Der er elevator op i monumentet til en udsigtsterrasse, hvorfra man ser vindrosen ovenfra – det er det eneste sted, mønstret kan læses som en helhed – samt klosteret, tårnet og floden. Monumentet er også et af de steder, hvor byens historie diskuteres i dag: det blev rejst under Salazar-styret som en hyldest til imperiet, og både figurvalget og fortællingen ser anderledes ud fra et nutidigt portugisisk synspunkt.

Pastéis de Belém og pastel de nata

Samme opskrift siden 1837Opskriften kom fra klosteret ved siden afKlostrene lukket i 1830’erneServeres lune med kanel og flormelis

Den lille butterdejstærte med vaniljecreme, pastel de nata, fås i hele Portugal, men i Belém ligger stedet, hvor den har sin oprindelse. Konditoriet Pastéis de Belém har bagt efter den samme opskrift siden 1837, og opskriften stammer fra klosteret ved siden af: nonner og munke brugte æggehvider til at stive tøj og klare vin med, og de mange overskydende blommer blev til kager. Da klostrene blev lukket i 1830’erne, blev opskriften solgt videre til et nærliggende sukkerraffinaderi, som åbnede butikken.

Her hedder kagerne officielt pastéis de Belém, mens de alle andre steder hedder pastéis de nata, og opskriften holdes hemmelig. Butikken er meget større indeni, end facaden antyder – et helt hus af sale med blå fliser bag den lille indgang – så køen ud ad døren går hurtigere, end den ser ud til. Der er separat kø til at tage med ud af huset. Kagerne serveres lune og spises traditionelt med kanel og flormelis strøet over ved bordet.

4Castelo de São Jorge

Erobret 1147Ligger på byens højeste højRegn med et par timer

Borgen ligger på den højeste af byens høje og har været befæstet siden længe før portugiserne kom til. Det anlæg, man ser i dag, er i sin kerne maurisk, og det blev erobret af Afonso Henriques i 1147 under belejringen af Lissabon, hvor korsfarere på vej til Det Hellige Land hjalp til. Derefter var det kongebolig i flere hundrede år, indtil hoffet flyttede ned til flodbredden. Jordskælvet i 1755 ødelagde meget af bygningsmassen, og det, der står nu, er i høj grad genopbygget i 1900-tallet.

Man kommer ikke hertil for interiøret – der er stort set ingen møblerede rum – men for murene og udsigten. Man kan gå oven på ringmuren fra tårn til tårn hele vejen rundt og se ud over Baixas regelmæssige tage, Alfamas kaotiske, floden med krydstogtskibene og de to broer. Inde på området går der påfugle frit rundt, der er en arkæologisk udgravning med spor fra jernalder, maurisk tid og middelalder, og et periskop i et af tårnene projicerer et bevægeligt billede af byen ned på en hvid skål.

Vejen op er stejl uanset hvilken rute man vælger. Sporvogn 28 og bus 737 kører tæt på, og fra Baixa findes to offentlige elevatorer inde i bygninger – Elevador do Castelo og Elevador de Santa Justa i kombination med gyderne – som skærer en del af stigningen væk. Billetten til borgen er en af byens dyrere enkeltbilletter, men området er stort nok til at man let bruger et par timer.

5Alfama og katedralen Sé

Katedralen påbegyndt 1147Kvarteret overlevede jordskælvet i 1755Gratis kirkerummet

Alfama er det kvarter, der lå her før alt det andet. Navnet stammer fra arabisk, og gadenettet er mauriske: smalle, krogede stræder, trapper, blindgyder og små pladser, hvor der hænger vasketøj over hovedet. Kvarteret ligger på skrænten mellem borgen og floden, og fordi grunden er fast klippe, overlevede det jordskælvet i 1755 langt bedre end den lave bydel nedenfor. Det er derfor, Alfama føles gammelt på en anden måde end resten af byen – det er faktisk den eneste større del af Lissabon, der stod, da det hele rystede.

Midt i kvarteret ligger katedralen Sé, som blev påbegyndt i 1147 lige efter erobringen, formentlig på stedet for en moské. Facaden med de to klokketårne og rosevinduet er romansk og ser mere ud som en fæstning end en kirke – hvilket var meningen, i en by der lige havde skiftet hænder. Indenfor er skibet romansk, mens koret bagved er gotisk, og bag katedralen ligger en klostergang med arkæologiske udgravninger, hvor man kan se lag fra romersk, vestgotisk og maurisk tid oven i hinanden.

Længere oppe ad skrænten ligger to udsigtsterrasser tæt på hinanden, Miradouro de Santa Luzia og Miradouro das Portas do Sol, som begge kigger ud over Alfamas tage og floden. Santa Luzia har en pergola med bougainvillea og en væg med store flisepaneler, der viser Praça do Comércio før jordskælvet. Nede ved floden ligger Museu do Fado, som fortæller kvarterets musikhistorie, og lige uden for kvarteret ligger Feira da Ladra, byens loppemarked, der holdes tirsdag og lørdag på Campo de Santa Clara.

Sporvogn 28

Vogntypen Remodelado fra 1930’erneRuten Martim Moniz til Campo de OuriqueKortere kø hvis du stiger på i Campo de Ourique24-timers kortet dækker også de tre kabelbaner

Linje 28 er en almindelig bylinje, som er blevet en seværdighed, fordi ruten går gennem det meste af det, man er kommet for. Den kører fra Martim Moniz gennem Graça, forbi udsigtspunkterne over Alfama, ned gennem Baixa, op ad Chiado og videre gennem Estrela til Campo de Ourique. Vognene er af typen Remodelado, som stammer fra 1930’erne og er blevet renoveret – de er korte og smalle af den simple grund, at længere vogne ikke kan komme rundt om hjørnerne i den gamle by.

Turen er også blevet så populær, at den kan være ubehagelig i højsæsonen: køen ved endestationen kan tage en time, vognene er stopfyldte, og linjen er byens mest kendte sted for lommetyveri. Der findes flere måder rundt om problemet. Man kan tage vognen tidligt om morgenen eller sent om aftenen, man kan stige på ved Campo de Ourique i stedet for Martim Moniz, hvor der er kortere kø, eller man kan tage linje 12, der kører en kortere sløjfe over nogle af de samme strækninger.

Byens øvrige historiske transport er værd at kende. Linje 15 er en moderne, lang sporvogn ud til Belém og den nemmeste vej dertil. Tre kabelbaner klatrer op ad hver sin skrænt: Elevador da Bica, som er den mest fotograferede med udsigt ned mod floden, Elevador da Glória fra Restauradores op til Bairro Alto, og Elevador do Lavra, som er den ældste. De regnes alle som en del af det almindelige transportnet, og et 24-timers kort dækker dem.

6Praça do Comércio og Baixa

Genopbygget efter 1755Triumfbuen færdig 1875Gratis hele pladsen

Praça do Comércio er byens store plads ud mod floden, og den er usædvanlig, fordi den vender mod vandet i stedet for at være en lukket bykerne. Her lå kongeslottet indtil 1755, og pladsen kaldes stadig i daglig tale Terreiro do Paço, paladspladsen. Efter jordskælvet blev den anlagt som en åben, gul kolonnadeplads med en rytterstatue af kong José 1. i midten, vendt ud mod den flod, hvor byens rigdom kom fra. Trappen Cais das Colunas fører ned i vandet i pladsens sydkant og er et af byens bedste steder at se solen gå ned.

Fra pladsen fører triumfbuen Arco da Rua Augusta ind i Baixa. Buen blev først færdiggjort i 1875, over hundrede år efter at planen blev lagt, og der er elevator og en kort trappe op til udsigtsterrassen øverst, hvorfra man ser lige ned ad gaden og ud over pladsen. Rua Augusta selv er gågade med butikker, cafeer og gadeoptrædende, og gadenettet omkring den er lagt ud i et gitter med gaderne opkaldt efter de håndværk, der lå i hver af dem.

Hele Baixa er et enkelt, sammenhængende byggeprojekt fra 1700-tallet, og det er blandt de tidligste eksempler i Europa på systematisk byplanlægning efter en katastrofe. Husene blev opført over den samme skabelon med ens facader og en indbygget trækonstruktion, gaiola pombalina, et bur af krydsende bjælker inde i murværket, som skulle få bygningen til at svaje frem for at falde sammen ved et nyt jordskælv. Konstruktionen blev afprøvet ved at lade soldater marchere rundt om modeller for at ryste dem. Nordligst i bydelen ligger Rossio, den store plads med bølgemønstret brolægning, springvand og Nationalteatret, og lige ved siden af banegården Rossio med en manuelinsk hesteskoformet facade fra 1890’erne.

7Elevador de Santa Justa og Carmo-ruinen

Elevatoren 45 m, færdig 1902Carmo-kirken tagløs siden 1755Genvej gratis oppefra via Largo do Carmo

Santa Justa-elevatoren er en fritstående jernkonstruktion på 45 meter, der forbinder den lave Baixa med det højere Chiado. Den stod færdig i 1902 og er tegnet af Raoul Mesnier du Ponsard, som var elev af Gustave Eiffel – det ses tydeligt på det nittede jernværk og de nygotiske detaljer. Elevatoren har to kabiner i træ og messing og er stadig en del af den offentlige transport, ikke bare en attraktion. Øverst er der en udsigtsplatform med en spindeltrappe op til det sidste dæk, hvorfra man ser ned over Baixas tage, ud til borgen og over til floden.

Køen nedefra er ofte lang. Gangbroen på toppen kan man også nå gratis fra oven ved at gå op ad Rua do Carmo og ind gennem Largo do Carmo, og så betaler man kun for den sidste udsigtsplatform. Lige for enden af gangbroen ligger Convento do Carmo, den ruin, der mere end noget andet fortæller historien om 1755.

Karmeliterkirken var byens største gotiske kirke, og den var fyldt til allehelgensdagsmesse, da jordskælvet ramte om morgenen den 1. november 1755. Hvælvet styrtede sammen. Man valgte aldrig at genopbygge taget, og i dag står skibet åbent mod himlen med de gotiske buer som et skelet. I koret bagved er indrettet et arkæologisk museum med sarkofager, romerske fund og et par mumier fra Sydamerika. Ruinen er et af de steder, hvor jordskælvets omfang bliver konkret: rystelserne blev efterfulgt af en tsunami i floden og en brand, der brændte i dage, og en meget stor del af byen forsvandt.

Chiado og Bairro Alto

Chiado brændte delvist i 1988Genopbygning ved Álvaro Siza VieiraBairro Alto tegnet i gitter fra 1500-talletVed A Brasileira bronzestatuen af Fernando Pessoa

Chiado er kvarteret op ad skrænten vest for Baixa og har traditionelt været byens litterære og teatermæssige centrum. Her ligger operahuset São Carlos, kirken og pladsen ved Largo do Chiado og cafeen A Brasileira, hvor en bronzestatue af digteren Fernando Pessoa sidder ved et bord udenfor. Pessoa boede og arbejdede i kvarteret, og hans forfatterskab er tæt knyttet til byens gader. Området brændte delvist i 1988, og genopbygningen blev ledet af arkitekten Álvaro Siza Vieira, som holdt facaderne og byggede nyt bagved.

Lige ovenfor ligger Bairro Alto, der er tegnet i et gitter fra 1500-tallet og om dagen ligner et stille boligkvarter med lukkede skodder. Om aftenen åbner et par hundrede små barer, og gaderne bliver fyldt med folk, der står ude på brostenene med et glas. Det er byens ældste udgangskvarter, men også et boligområde, så der er skiltet med opfordringer til at holde støjen nede. Vil man have mad frem for barer, ligger de fleste restauranter i randen af kvarteret og nede ad mod Cais do Sodré.

Mellem de to kvarterer ligger Miradouro de São Pedro de Alcântara, en terrasseret have med udsigt tværs over dalen til borgen på den anden side – et af de bedste steder at forstå byens topografi, fordi man ser en hel by ligge foran sig på en modstående bakke. Kabelbanen Elevador da Glória ender lige ved siden af.

Udsigtspunkterne – byens miradouros

Miradouros offentlige og gratisHøjest Senhora do MonteVed solnedgang de vestvendteOm morgenen de østvendte over Alfama

Lissabon har en formaliseret kultur omkring udsigtspunkter. De hedder miradouros, de er offentlige, gratis og som regel indrettet med bænke, træer og ofte en lille kiosk, og de fungerer som kvarterernes fælles opholdsrum. Fordi byen ligger på høje med dybe dale imellem, kan man se fra det ene kvarter til det andet, og et par timer brugt på at gå fra udsigtspunkt til udsigtspunkt er en effektiv måde at få overblik på uden at betale for noget.

De vigtigste er Miradouro da Senhora do Monte, som er det højeste og har det bredeste panorama, Miradouro da Graça med udsigt til borgen og broen, Portas do Sol og Santa Luzia over Alfama, São Pedro de Alcântara over Baixa, Miradouro de Santa Catarina med udsigt over floden mod vest og Miradouro de Santo Amaro ved siden af broen. Dertil kommer de betalte udsigtssteder: borgen, Santa Justa, triumfbuen, Padrão dos Descobrimentos, Belém-tårnet og elevatoren i Amoreiras-tårnet.

Solnedgangen falder ud over floden mod vest, og de vestvendte punkter – Santa Catarina, São Pedro de Alcântara, Santo Amaro – er derfor de bedste sidst på dagen, mens de østvendte over Alfama er bedst om morgenen. Det er også praktisk information for fotos: midt på dagen står solen bag motivet på flere af de klassiske udsigter.

Fado

UNESCO immateriel kulturarv 2011Portugisisk guitar tolv strengeAmália Rodrigues hjemmet er i dag museumFado vadio koster ofte kun maden

Fado er Lissabons egen sangform, opstået i 1800-tallets fattige kvarterer omkring havnen, i Alfama og Mouraria. En sanger akkompagneres af klassisk guitar og af den portugisiske guitar, et pæreformet instrument med tolv strenge og en klingende, næsten klavermæssig klang. Teksterne handler om savn, hav, gader og skæbne, og det centrale begreb er saudade – en længsel efter noget, der er væk eller måske aldrig fandtes. UNESCO optog fado på listen over immateriel kulturarv i 2011.

Den mest kendte skikkelse er Amália Rodrigues, som fra 1940’erne gjorde genren international, og hvis hjem på Rua de São Bento i dag er museum. Hun ligger begravet i Panteão Nacional. Museu do Fado i Alfama fortæller genrens historie med lydstationer og instrumenter og er en god forberedelse, inden man hører det live.

Der findes to slags fadosteder. De store, professionelle huse i Bairro Alto og Alfama har fast program, kendte sangere og middag til – de er dyre, men kvaliteten er høj. De små, såkaldte fado vadio-steder, hvor gæster og lokale synger på skift, findes særligt i Mouraria og Alfama og koster ofte kun prisen på maden. Fælles for begge er, at der er stilhed under sangen: der bliver ikke serveret, talt eller fotograferet, mens der synges.

Museu Nacional do Azulejo og fliserne

Museet ligger i Madre de Deus-klosteret fra 1509Ordet azulejo af arabisk az-zulayjHovedværket panel på over 20 meterViser havnefronten før jordskælvet

De blå og hvide fliser, azulejos, sidder overalt i Lissabon – på kirker, banegårde, metrostationer og på hele boligfacader, hvor de fungerer som en klimaskærm mod regn og varme. Teknikken kom til Portugal fra maurisk Spanien, og ordet stammer fra arabisk az-zulayj, lille poleret sten, ikke fra det portugisiske ord for blå. Fra 1500-tallet blev fliserne portugisiske i motiv og efter 1700-tallet også industrielle, og i dag er de så tæt forbundet med byens udseende, at der findes regler mod at rive dem ned.

Museet ligger i Madre de Deus-klosteret øst for centrum, grundlagt i 1509 af dronning Leonor, og fortæller udviklingen kronologisk fra de tidligste mauriske mønstre til nutidens kunstnerarbejder. Klosterkirken er i sig selv et af byens mest overdådige rum med forgyldt træskærerarbejde og flisepaneler fra gulv til loft.

Museets mest berømte enkeltværk er et langt panel fra tiden omkring år 1700, som viser Lissabons havnefront i hele dens udstrækning, som den så ud før jordskælvet. Det er over tyve meter langt og fungerer som en slags bykort: man kan følge paladset, kirkerne og kajerne, der forsvandt i 1755, bygning for bygning. Museet ligger lidt afsides og nås med bus fra Praça do Comércio, men det er blandt de museer, folk husker bagefter.

8Parque das Nações og Oceanário

Bygget til Expo ’98Akvariet et af Europas størsteAdgang helt trinfrit

I byens nordøstlige ende ligger et helt kvarter, der er bygget fra bunden til verdensudstillingen Expo ’98 på et tidligere industriområde. Det hedder Parque das Nações og ser helt anderledes ud end resten af Lissabon: brede promenader langs floden, moderne arkitektur, springvand og haver. Her ligger Oceanário de Lisboa, som er et af Europas største akvarier og byens mest besøgte attraktion overhovedet.

Akvariet er bygget omkring én stor centraltank i midten, som man ser ind i fra to etager og fra flere sider. Rundt om den ligger fire adskilte afsnit, der gengiver kystmiljøer fra Atlanterhavet, Stillehavet, Det Indiske Ocean og Sydhavet med hver deres luft, temperatur og planter over vandet – man går altså rundt om den samme tank og ser den fra fire klimaer. Der er søoddere, pingviner, hajer og en stor solfisk, og hele anlægget er tilgængeligt uden trapper.

Ved siden af ligger Pavilhão do Conhecimento, et videnskabscenter med eksperimenter, man selv betjener, som er lavet til børn i skolealderen. Langs floden går svævebanen Telecabine Lisboa i cirka en kilometer med udsigt til Vasco da Gama-broen, der åbnede i 1998 og med sine over 17 kilometer er blandt Europas længste. Kvarteret nås med metroens røde linje til Oriente, hvor banegården er tegnet af Santiago Calatrava som en skov af hvide stålsøjler.

Museerne i byen

Gulbenkian efterlod samlingen 1955Bygningen fra 1969, haven er gratisI Arte Antiga Boschs Sankt Antonius-triptykonMAAT åbnede 2016

Museu Calouste Gulbenkian ligger i en park nord for centrum og rummer den private samling, som den armenskfødte olieforretningsmand Calouste Gulbenkian efterlod til Portugal ved sin død i 1955. Samlingen er lille i antal og meget høj i kvalitet: egyptiske og mesopotamiske genstande, islamiske tæpper og bogkunst, kinesisk porcelæn, europæiske malerier af blandt andre Rembrandt og Rubens samt en hel sal med smykker og glas af René Lalique. Bygningen fra 1969 ligger i en have, der er offentlig og gratis, og som er et af de mest velfungerende byrum i Lissabon.

Museu Nacional de Arte Antiga i Lapa er Portugals nationale samling af ældre kunst. Hovedværket er Hieronymus Boschs triptykon om Sankt Antonius’ fristelse, og ved siden af det hænger Nuno Gonçalves’ Sankt Vincent-paneler fra 1400-tallet, hvor et helt portugisisk samfund er portrætteret i seks tavler. Museet har også de såkaldte namban-skærme, japanske foldeskærme, der viser portugisernes ankomst til Japan set fra japansk side – en af de mest usædvanlige genstande i landet.

I Belém ligger Museu Nacional dos Coches med en af verdens største samlinger af kongelige karosser fra 1600- til 1800-tallet, forgyldte og bemalede som rullende paladser. Samlingen flyttede i 2015 til en ny bygning tegnet af den brasilianske arkitekt Paulo Mendes da Rocha, mens den gamle ridehal på den anden side af gaden stadig kan ses. Længere ude ad flodbredden ligger MAAT, museet for kunst, arkitektur og teknologi, som åbnede i 2016 med en bølgeformet, hvid bygning, man kan gå oven på, ved siden af et bevaret kulkraftværk fra 1900-tallet.

Ponte 25 de Abril og Cristo Rei

Broen indviet 1966Omdøbt efter 25. april 1974Jernbanedæk tilføjet 1999Cristo Rei 28 m på en 82 m sokkel

Den røde hængebro over Tejo blev indviet i 1966 og hed dengang Salazar-broen efter diktatoren. Efter nellikerevolutionen den 25. april 1974 blev navnet skiftet til datoen, og skiltene blev malet om af folk selv. Broen er bygget af et amerikansk brofirma og ligner derfor Golden Gate Bridge i San Francisco til forveksling, både i farve og konstruktion. Nederst blev der i 1999 tilføjet et jernbanedæk, så togene til Setúbal-halvøen kører under bilerne.

Under brofæstet på nordsiden ligger Pilar 7, en udstilling inde i selve brosøjlen med en glaselevator op til en platform med glasgulv 80 meter over jorden. Herfra ser man op i konstruktionen og ned på kajerne, og lyden fra trafikken på metalristene ovenover er en oplevelse i sig selv. Området omkring, Docas og Alcântara, er gamle havnearealer med restauranter under brobuerne.

På den anden side af floden, i Almada, står Cristo Rei med udbredte arme vendt mod byen. Statuen blev indviet i 1959 efter forbillede fra Christus-statuen i Rio de Janeiro og er 28 meter høj oven på en 82 meter høj sokkel. Der er elevator op til en platform ved statuens fødder, og udsigten derfra er den bedste samlede oversigt over Lissabon, fordi man ser hele byen i profil på sin skrænt med broen i forgrunden. Man kommer over med færge fra Cais do Sodré til Cacilhas og derfra med bus, hvilket i sig selv er en god flodtur.

Aquæducten og Amoreiras

Bygget i 1700-tallets første halvdelLængde ca. 18 kmOver Alcântara-dalen 35 buerHøjeste bue 65 m

Aqueduto das Águas Livres er byens mest oversete storværk. Akvædukten blev bygget i 1700-tallets første halvdel for at føre rent kildevand ind til byen, og den løber cirka 18 kilometer ind fra oplandet. Det mest spektakulære stykke krydser Alcântara-dalen på 35 buer, hvoraf den højeste er 65 meter – blandt de højeste spidsbuede stenbuer, der er bygget. Anlægget stod imod jordskælvet i 1755 uden skader, hvilket dengang blev opfattet som næsten mirakuløst.

Dele af akvædukten kan besøges, og i sommerhalvåret kan man gå ud over dalen på gangbanen oven på buerne. Endestationen inde i byen er Mãe d’Água das Amoreiras, et stort overdækket vandreservoir med søjler og vandspejl, som i dag bruges til udstillinger og koncerter og hører under vandmuseet. Kvarteret omkring, Amoreiras, har desuden et højhus med en udsigtsterrasse på taget, som er den højeste offentligt tilgængelige udsigt i byen.

Jordskælvet i 1755 og byen bagefter

Jordskælvet 1. november 1755, allehelgensdagFulgt af flodbølge og flere dages brandBaixa Pombalina tegnet forfra som gitterHusene fik trækonstruktionen gaiola

Ingen anden enkeltbegivenhed forklarer Lissabons udseende så meget som jordskælvet den 1. november 1755. Det ramte om formiddagen på allehelgensdag, hvor kirkerne var fulde og levende lys tændt, og det blev fulgt af to katastrofer mere: en flodbølge, der løb ind over kajerne ved Terreiro do Paço, og en brand, der brændte i flere dage i den nedstyrtede bydel. Store dele af den middelalderlige by forsvandt, herunder kongeslottet, operahuset, hospitalet og en betydelig del af arkiverne fra opdagelsesrejserne.

Genopbygningen blev styret af kongens førsteminister, markisen af Pombal, hvis linje ifølge overleveringen blev formuleret som at begrave de døde og brødføde de levende. I praksis betød det, at brandtomterne ikke blev genopbygget efter det gamle gadenet, men ryddet og tegnet forfra som et gitter af lige gader – det, der i dag hedder Baixa Pombalina. Husene fik ens højde og ens facader, gaderne blev brede nok til at folk kunne komme ud, og bygningerne fik den indbyggede trækonstruktion, gaiola, der skulle gøre dem jordskælvssikre.

Regeringen sendte samtidig et spørgeskema ud til landets sogne med spørgsmål om, hvor længe rystelserne varede, hvilken vej de gik, og hvad dyrene gjorde inden. Svarene ligger stadig i arkiverne og regnes som et af de tidligste forsøg på at beskrive et jordskælv systematisk. Begivenheden fik også europæisk eftervirkning i tænkningen: Voltaire brugte katastrofen som argument mod forestillingen om, at vi lever i den bedst tænkelige verden, og diskussionen om, hvordan noget sådant kunne ske, løb gennem hele oplysningstiden. Går man i dag fra Alfamas krogede gyder og direkte ned i Baixas retvinklede gitter, går man over grænsen mellem før og efter.

Opdagelsesrejsernes by

Vasco da Gama ud 1497, hjem 1499Cabral nåede Brasilien 1500Jerónimos og Belém-tårnet betalt af handelsafgifterManuelinsk stil formsprog hentet fra havet

Lissabon var i 1500-tallet Europas krydderihavn, og det er den periode, byens monumenter fejrer. Vasco da Gama sejlede ud fra flodbredden ved Belém i 1497 og kom tilbage i 1499 med søvejen til Indien fundet; Pedro Álvares Cabral nåede Brasilien i 1500, og Ferdinand Magellans flåde, udrustet under spansk flag af en portugisisk søfarer, gennemførte den første jordomsejling. Handelen blev administreret fra Casa da Índia nede ved paladset, hvor alle laster skulle registreres og beskattes.

Rigdommen fra peber, kanel, guld og senere fra slavehandel og sukker blev omsat i sten. Både Jerónimos-klosteret og Belém-tårnet blev finansieret direkte af afgifter på handelen, og den manuelinske stil, de er bygget i, henter hele sit formsprog fra havet – tovværk, koraller, søplanter, armillarsfærer. Det er en arkitektur, der bogstavelig talt fortæller, hvor pengene kom fra.

Fortællingen er ikke ukompliceret i dag. De samme rejser åbnede den atlantiske slavehandel, og Lissabon var i 1400- og 1500-tallet en central europæisk havn for den handel. Byen har de senere år fået mindesmærker og udstillinger, der behandler den side af historien, blandt andet ved Campo das Cebolas nær flodbredden, og debatten om et egentligt mindesmærke for slaveriets ofre har fyldt i byrådet. Kender man baggrunden, læser man både monumenterne i Belém og figurerne på opdagelsesmonumentet anderledes.

H.C. Andersen i Lissabon og Sintra

H.C. Andersen rejste dertil 1866Inviteret af brødrene O’NeillBogen «Et Besøg i Portugal 1866»I Sintra plade på huset, han boede i

For danske besøgende har byen en helt konkret forbindelse. H.C. Andersen rejste til Portugal i 1866 efter invitation fra brødrene O’Neill, som han havde kendt fra deres barndom i Danmark, og hvis familie var dansk konsulslægt i Lissabon. Han blev i landet sommeren over og boede skiftevis hos brødrene ved Lissabon, i Setúbal syd for floden og i Sintra, hvor der den dag i dag sidder en plade på huset, han opholdt sig i.

Rejsen blev til bogen “Et Besøg i Portugal 1866”, som han udgav efter hjemkomsten, og som stadig er den mest udførlige danske skildring af landet i 1800-tallet. Han beskriver blandt andet flodbredden ved Belém, hverdagen i konsulhjemmene og turen op til Sintras bjerg, hvor tågen og den frodige skov gjorde stort indtryk på ham. Læser man den før afrejsen, ser man Sintra på en anden måde, når man står der.

Det er ikke en attraktion med billetsalg, men det er en detalje, man kan lægge ind i sin rute: Sintra-turen, hvor man ved, at Andersen gik samme vej op gennem skoven, og Setúbal-siden af floden, som ellers sjældent kommer med på et førstegangsbesøg. Kombinationen af eventyrslottet Pena, som blev bygget i netop de årtier, og en dansk forfatter, der var på besøg midt i det hele, er en af de mere overraskende historiske sammenfald i byen.

Graça, Mouraria og Panteão Nacional

Mouraria maurernes kvarter efter erobringen i 1147Her opstod fadoen i 1800-talletSanta Engrácia påbegyndt 1682Kenotafer for Vasco da Gama og Camões

Nord og øst for borgen ligger de kvarterer, hvor byen er mindst turistpræget, men hvor meget af det, folk kommer efter, faktisk stammer fra. Mouraria var det kvarter, maurerne fik lov at bo i efter erobringen i 1147, og det er dér, fadoen opstod i 1800-tallet. I dag er det byens mest blandede kvarter med butikker og spisesteder fra hele verden, og det ligger direkte op ad Martim Moniz, hvor sporvogn 28 begynder.

Graça ligger højere oppe med to af byens bedste udsigtspunkter, en gammel klosterkirke og en stemning af almindeligt boligkvarter med vaskeri og grønthandler mellem udsigterne. Herfra går man ned til Panteão Nacional, den store hvide kuppelbygning, man ser fra hele flodsiden. Kirken Santa Engrácia blev påbegyndt i 1682, og byggeriet trak så voldsomt ud, at “Santa Engrácia-arbejde” på portugisisk er blevet et fast udtryk for noget, der aldrig bliver færdigt. Kuplen kom først på i 1966, hvorefter bygningen blev indviet som nationalt pantheon.

Indeni ligger kenotafer for blandt andre Vasco da Gama og Camões – tomme mindegrave, da begge er begravet i Belém – samt gravene for fadosangeren Amália Rodrigues og fodboldspilleren Eusébio. Der er elevator og trappe op til terrassen omkring kuplen, som er et af byens mindre kendte udsigtspunkter og kigger ned over loppemarkedet og floden. Lige ved siden af ligger klosteret São Vicente de Fora fra begyndelsen af 1600-tallet med Braganza-slægtens kongegrave og en klostergang beklædt med flisepaneler, der gengiver La Fontaines fabler.

Parker, haver og grønne områder

Estufa Fria drivhusanlæg fra 1930’erneBasílica da Estrela opført i 1780’erne og 90’erneJardim da Estrela andedam og musikpavillon i støbejernMonsanto skovbakke på flere km²

Parque Eduardo VII ligger som en bred, skrånende plæne oven for Avenida da Liberdade og danner byens nord-syd-akse: står man øverst, ser man ned gennem hele boulevarden til Baixa og floden bagved. Parken er formet af klippede hække i geometriske mønstre, og i den vestlige side ligger Estufa Fria, et drivhusanlæg fra 1930’erne i tre afdelinger – et koldhus med lameltag, et varmhus og et sødt hus – med bregner, palmer, damme og små broer.

Jardim da Estrela over for Basílica da Estrela er byens mest brugte kvarterspark med gamle træer, andedam, legeplads og en musikpavillon i støbejern. Basilikaen selv blev bygget i 1780’erne og 90’erne på løfte fra dronning Maria 1., har en stor hvid kuppel, der ses fra hele byen, og kan bestiges. I Príncipe Real ligger en lille have omkring et enormt cypresformet træ, hvis grene er ledt ud på et stativ, så det danner et rundt tag – en af byens mest fotograferede detaljer.

Vil man have rigtig natur uden at forlade kommunen, ligger Parque Florestal de Monsanto vest for byen: en skovklædt bakke på flere kvadratkilometer med stier, udsigtspunkter og gamle militæranlæg. Den er stor, kuperet og sparsomt betjent af offentlig transport, så den fungerer bedst som et halvdagsmål for den, der vil gå. Nede ved floden i Belém ligger desuden den botaniske have Jardim Botânico Tropical med planter fra de tidligere portugisiske kolonier.

Sintra som dagsudflugt

Afstand ca. 30 km nordvest for LissabonUNESCO siden 1995Tog fra Rossio knap tre kvarterPena påbegyndt 1839

Sintra ligger omkring 30 kilometer nordvest for Lissabon på en skovklædt bjergryg, hvor tågen ofte hænger, og hvor det portugisiske hof i århundreder tog hen for at slippe for sommervarmen. Hele kulturlandskabet kom på UNESCO’s verdensarvsliste i 1995, og det er den mest oplagte dagsudflugt fra byen. Toget fra Rossio-stationen kører direkte og tager knap tre kvarter, hvorefter bus 434 kører rundturen op til slottene – der er langt og meget stejlt at gå.

Palácio da Pena er det, alle kender: et slot i gult, rødt og lilla på toppen af bjerget, som ser ud, som om flere byggerier er stablet oven på hinanden. Det er de også, men bygget af den samme mand. Ferdinand af Sachsen-Coburg, prinsgemal og senere regent, begyndte i 1839 at omdanne et ødelagt kloster til sommerpalads, og han fortsatte udbygningen efter sin første hustrus tidlige død. Resultatet er romantikkens europæiske drøm om et eventyrslot, med maurisk, manuelinsk og nygotisk blandet frit. Parken omkring er lige så meget værd som slottet: den er tilplantet med træer fra hele verden i en romantisk anlagt skov med søer, grotter og et mindre hus, Chalet da Condessa.

Castelo dos Mouros ligger på nabotoppen: maurernes borgruin fra 700- til 900-tallet, hvor der ikke er andet tilbage end murkronen, som man kan gå på hele vejen rundt. Turen op går ad stier gennem skoven forbi den lille São Pedro-kirke og arkæologiske udgravninger, og fra murene er der udsigt over hele Sintra, kysten og på klare dage helt til Lissabon. Det er den mest fysiske af Sintras seværdigheder og til gengæld den mindst overfyldte.

Quinta da Regaleira nede i byen er noget helt andet. Ejendommen blev bygget mellem 1904 og 1910 for millionæren Carvalho Monteiro efter tegninger af den italienske arkitekt og scenograf Luigi Manini, og haven er tilrettelagt som et symbolsk forløb med tårne, grotter, kapeller og underjordiske tunneller. Det centrale er indvielsesbrønden, en spiraltrappe ni etager ned i jorden, som aldrig har haft vand i sig, og som man går ned i for at komme ud gennem en tunnel ved et vandfald, hvor man springer over sten. Symbolikken henter fra tempelriddere, frimureri og Dantes værk, og det er den seværdighed i Sintra, børn typisk husker bedst.

Inde i selve byen ligger Palácio Nacional de Sintra med to enorme koniske køkkenskorstene, der er byens kendetegn. Det er Portugals bedst bevarede middelalderpalads, brugt af hoffet fra 1400-tallet, og det har nogle af landets ældste bevarede flisebeklædninger samt en sal med 27 svaner malet i loftet og en anden med skjolde fra det portugisiske adelskab. Er der tid til flere, ligger også Palácio de Monserrate med sin have og Convento dos Capuchos, et lille korkbeklædt eremitkloster i skoven.

Et par praktiske ting gør stor forskel i Sintra. Billetter til Pena bør købes med tidsrum på forhånd, køerne til bus 434 er lange midt på dagen, og det er svært at nå mere end to store seværdigheder på én dag i højsæsonen. Vejret på bjerget er ofte køligere og fugtigere end i Lissabon, også om sommeren. Fra Sintra kan man køre videre til Cabo da Roca, det vestligste punkt på det europæiske fastland, hvor der er klipper, fyrtårn og som regel meget blæst.

Cascais, Estoril og kysten

Tog fra Cais do Sodré ca. 40 minutterBadested siden slutningen af 1800-talletVed kysten Boca do InfernoSyd for floden Costa da Caparica

Vest for Lissabon løber en jernbane langs kysten fra stationen Cais do Sodré til Cascais, og turen tager omkring 40 minutter med vand ude til venstre næsten hele vejen. Den strækning kaldes den portugisiske riviera og har været badested for portugisisk overklasse og europæiske eksilkongehuse siden slutningen af 1800-tallet. Toget standser undervejs ved strandene i Carcavelos, Parede og São Pedro do Estoril, som alle er offentlige og lige ved perronen.

Cascais er en gammel fiskerby, som stadig har en fungerende havn, en lille bugt med sandstrande midt i byen og et gadenet af brolagte gågader med butikker og restauranter. Ved kysten lidt uden for byen ligger Boca do Inferno, en klippeformation, hvor havet har udhulet en hule med et hul i loftet, så bølgerne slår op gennem åbningen i hårdt vejr. Nord for byen ligger Guincho-stranden, som er stor, åben og så konsekvent blæsende, at den bruges til surf- og kitesurfkonkurrencer – og af samme grund ikke er en badestrand for små børn.

Estoril lige inden Cascais har en lang strandpromenade, Tamariz-stranden med en badebugt og en park midt i byen. Man kan gå promenaden mellem Estoril og Cascais på under en halv time, og der er stier hele vejen. Vil man i stedet syd for floden, ligger Costa da Caparica med kilometerlange atlanterhavsstrande, som er lissabonnernes egne badestrande; de nås med færge og bus eller med bil over broen på under en halv time uden for myldretiden.

Videre i Portugal

Porto godt 300 km nordpåAlfa Pendular ca. tre timerAlgarve ca. 2,5-3 timerRegionens hovedby Faro med Ria Formosa

Lissabon ligger midt i landet og er et naturligt udgangspunkt, hvis man vil se mere end hovedstaden. Mod nord ligger Porto godt 300 kilometer væk, og det hurtige tog Alfa Pendular kører strækningen på omkring tre timer – det er en helt anden by, mindre, stejlere og bygget om portvinslagrene ved Douro-floden, og den fungerer fint som anden halvdel af en rejse.

Mod syd ligger Algarve-kysten cirka to en halv til tre timer væk med tog eller bil. Faro er regionens hovedby med lagunen Ria Formosa og en gammel bykerne bag murene, mens Albufeira længere vestpå er kystens største badeby med klippebugter og strande. Kombinationen af nogle dage i Lissabon og en uge ved kysten er den mest almindelige måde at bruge en portugisisk sommerferie på.

Lissabon med børn

Sikreste kort Oceanário i Parque das NaçõesSamme sted Pavilhão do ConhecimentoBrostenene bæresele slår klapvogn i AlfamaAftenmaden sen — frokosten er nemmere

Byen er mere børnevenlig, end de stejle gader antyder, men det kræver planlægning. Oceanário i Parque das Nações er det sikreste kort: det er stort, fladt, overskueligt og indendørs, og hele kvarteret omkring egner sig til at slippe børn løs bagefter med springvand, cykelstier og plads. Pavilhão do Conhecimento samme sted er bygget til, at man rører ved tingene, og der er en byggeplads-afdeling for de mindste.

Selve transporten er også en attraktion i den alder: sporvognene, kabelbanerne, elevatoren i Santa Justa, svævebanen ved Expo-området og færgen over floden er alle korte ture med noget at se på. Castelo de São Jorge fungerer som borg med mure at gå på og påfugle at kigge efter, og Quinta da Regaleira i Sintra med sine tunneller og brønde bliver ofte dagens højdepunkt. Lissabons zoologiske have i Sete Rios har en svævebane over anlægget, og akvariet Vasco da Gama i Algés er lille, gammeldags og roligt.

Praktisk skal man regne med brosten overalt: den portugisiske kalksten er smuk, glat og hård ved både klapvogne og fødder. Klapvogn kan lade sig gøre i Baixa, Belém og Parque das Nações, men er upraktisk i Alfama og Bairro Alto, hvor en bæresele er bedre. Restauranter er generelt tolerante over for børn og spiser sent, men frokosten omkring middag er nemmere end aftenmaden, hvor køkkenerne først for alvor åbner ved 19-20-tiden.

Gratis oplevelser i Lissabon

Gratis alle miradourosKirkerne som hovedregel gratisStatslige museer gratis første søndag i månedenFærgen til Cacilhas koster som en bustur

En overraskende stor del af det, byen er kendt for, koster ikke noget. Alle miradouros er gratis, og de leverer størstedelen af de udsigter, folk rejser efter. Det gælder også Praça do Comércio, trappen ned i floden, Rossio, Avenida da Liberdade, Parque Eduardo VII og haverne ved Gulbenkian og Estrela. En hel dag kan bruges på at gå fra udsigtspunkt til udsigtspunkt uden at købe billet til andet end transport.

Kirkerne er som hovedregel gratis at komme ind i, herunder katedralen Sé, Basílica da Estrela, São Roque-kirken i Bairro Alto med sit forgyldte Johannes Døberen-kapel, der blev bygget i Rom og sejlet hertil, samt kirken i Jerónimos-klosteret. Flere af de statslige museer, blandt andet Museu Nacional de Arte Antiga og Azulejo-museet, har gratis adgang på den første søndag i måneden, hvilket til gengæld betyder kø.

Dertil kommer alt det, der ikke er en attraktion, men alligevel er en oplevelse: markederne, gadekunsten i Alcântara og på Avenida Fontes Pereira de Melo, calçada-brolægningens mønstre, som er forskellige fra plads til plads, og strandene ved kysttoget, hvor kun togbilletten koster noget. Færgeturen over floden til Cacilhas koster som en bustur og giver den samme udsigt som en betalt havnerundfart.

Mad og specialiteter

Nationalretten bacalhauMest lissabonsk bacalhau à BrásI juni grillede sardinerTime Out Market siden 2014

Lissabons køkken er atlantisk og enkelt. Klippefisken bacalhau er nationalretten, og der findes utallige tilberedninger; den mest lissabonske er bacalhau à Brás, hvor fisken rives sammen med strimlede kartofler, løg og æg. Om sommeren, særligt i juni, griller hele byen sardiner, sardinhas assadas, som spises på en skive brød, der suger fedtet. Andre klassikere er caldo verde, en suppe af grønkål, kartoffel og pølse, ameijoas à Bulhão Pato, muslinger i hvidvin, hvidløg og koriander, samt bifana, en varm sandwich med tyndt skåret marineret svinekød, der fås overalt til frokost.

Til det søde hører først og fremmest pastel de nata, men også travesseiro fra Sintra, en aflang butterdejskage med mandelcreme, og en lang række klosterkager baseret på æggeblommer og sukker. Ginjinha er byens likør af surkirsebær, som drikkes stående i små glas ved nogle få bittesmå udskænkningssteder omkring Rossio, gerne med et kirsebær i bunden. Vinen kommer fra hele landet, men de lokale områder er Colares ved Sintra og Bucelas nord for byen; hertil kommer vinho verde fra nord og portvin, som drikkes som aperitif eller til dessert.

Det bedste sted at overskue det hele på én gang er Time Out Market i den gamle markedshal ved Cais do Sodré, som siden 2014 har samlet kokke og producenter i boder omkring fælles langborde. Den ene halvdel af hallen er stadig et almindeligt frugt- og grøntmarked om morgenen. Vil man væk fra de mest besøgte gader, ligger Mercado de Campo de Ourique i et boligkvarter med det samme princip i mindre skala, og de traditionelle tasca-restauranter i Mouraria, Graça og Campo de Ourique serverer dagens ret til priser, der ligger langt under Baixas.

Shopping og markeder

Feira da Ladra tirsdag og lørdagNavnet betyder tyvenes markedLX Factory gammelt industrikompleks under broenUlovligt at handle med fliser pillet af facader

Avenida da Liberdade er byens dyre strøg med internationale mærker langs en bred boulevard med brolagte fortove og gamle træer. Rua Augusta og gaderne i Baixa har de almindelige kæder, mens Chiado omkring Rua Garrett blander mode, boghandlere og de gamle specialbutikker: handsker, hatte, sæbe, konserves i papiromslag. Príncipe Real har byens koncentration af portugisisk design og indretning, blandt andet i palæet Embaixada, hvor butikkerne ligger i de gamle sale.

Feira da Ladra på Campo de Santa Clara i Alfama er byens loppemarked og holdes tirsdag og lørdag. Navnet betyder tyvenes marked, og udbuddet spænder fra ægte antikviteter og gamle azulejos til rent ragelse. LX Factory i Alcântara er et tidligere industrikompleks under broen, som er fyldt med butikker, værksteder, restauranter og boghandlen Ler Devagar med sine bogreoler fra gulv til loft i en gammel trykkerihal; om søndagen er der marked.

Typiske ting at tage med hjem er konserves i dekorerede æsker, kork i alt fra tasker til underlag, sæbe fra de gamle portugisiske producenter, keramik og azulejo-fliser. Vær opmærksom på, at det er ulovligt at handle med fliser pillet af gamle facader – de fliser, man kan købe lovligt, er nye eller stammer fra dokumenteret nedrivning.

Transport i og til byen

Lufthavnen reelt inde i byen, metroens røde linjeMetroen fire linjerKortet Viva Viagem dækker altDyrest enkeltbilletter købt hos føreren

Lufthavnen, Humberto Delgado, ligger usædvanligt tæt på centrum – reelt inde i byen – og metroens røde linje kører direkte derfra og videre til resten af nettet. Metroen har fire linjer, der er markeret med farve og et symbol, og flere af stationerne er udsmykket med flisekunst af navngivne kunstnere. Nettet dækker de moderne kvarterer godt og den gamle bykerne mindre godt, simpelthen fordi Alfamas skrænt ikke egner sig til tunneller.

Det praktiske kort hedder Viva Viagem og købes som et pap-kort i automaterne, hvorefter man enten lægger et beløb på det eller køber et 24-timers kort, som dækker metro, bus, sporvogn og de tre kabelbaner. Enkeltbilletter købt hos føreren i sporvognen koster mange gange mere end den samme tur på kortet, og det er den hyppigste unødvendige udgift for besøgende. Færgerne over floden og togene til Sintra og Cascais bruger samme korttype.

Til fods er byen krævende. Afstandene er ikke store, men højdeforskellene er, og den mønstrede kalkstensbrolægning bliver glat i regnvejr. Praktisk fodtøj betyder mere her end i de fleste europæiske storbyer. Byens elevatorer og kabelbaner er indrettet netop for at afhjælpe det, og de er en del af transportnettet, ikke turistattraktioner – brug dem som genveje. Taxier og køretjenester er billige efter dansk målestok og en fornuftig løsning sidst på aftenen fra Bairro Alto.

Sikkerhed og gode råd

Voldskriminalitet lavDet, der rammer besøgende lommetyveri i sporvogn 28 og på RossioBetaling euro, kort næsten overaltDrikkepenge ikke krav, omkring fem procent

Lissabon er en tryg by med lav voldskriminalitet, og de fleste besøg forløber uden problemer overhovedet. Det, der faktisk rammer besøgende, er lommetyveri: i sporvogn 28, i køerne ved Santa Justa, på Rossio, i metroen mod lufthavnen og i tætte menneskemængder ved arrangementer. Modtrækket er banalt og virker – taske foran kroppen, intet i baglommen, og pas og kort delt op på to steder.

Et andet fænomen, man møder i Baixa og Bairro Alto om aftenen, er personer, der tilbyder stoffer på gaden. Der er som regel tale om falske varer, og det klares ved at gå videre uden at indlede en samtale. Ved bilkørsel bør man aldrig efterlade synlige ting i bilen, heller ikke i kort tid, og parkering i den gamle by er reelt umulig – hoteller med parkering er guld værd, hvis man kommer i bil.

Praktisk i øvrigt: Portugal bruger euro, kortbetaling accepteres stort set overalt, og det europæiske sygesikringskort dækker offentlig behandling. Drikkepenge er ikke obligatoriske, men det er almindeligt at runde op eller lægge omkring fem procent. Vandet fra hanen er drikkeligt. Om sommeren kan brolægning og skrænter blive meget varme midt på dagen, og den mest effektive tidsplan er at se det udendørs tidligt og sent og lægge museer og akvarium ind midt på dagen.

Hvornår skal man tage til Lissabon

Bedste perioder apr-jun og sep-oktVarmest og fyldt jul-augSanto António natten mellem 12. og 13. juniVinteren mild, men våd og med korte dage

Klimaet er middelhavspræget med milde, våde vintre og varme, tørre somre, og byen har flere solskinstimer end de fleste europæiske hovedstæder. April til juni og september til oktober er de bedste perioder: behagelige temperaturer til at gå i, badevand i den sene del af sommeren, og færre mennesker end i højsæsonen. Juli og august er varme og fyldte, og køerne ved Sintra og Belém er længst i den periode.

Vinteren er mild, men det regner, og dagene er korte; til gengæld er priserne lavere, og byen fungerer på sine egne præmisser. Vil man opleve byen på dens mest festlige, er juni måneden. Santo António fejres natten mellem 12. og 13. juni med grillede sardiner, papirguirlander og musik i Alfama, Mouraria og Graça, og aftenen inden går marchas populares, kvarterernes optog, ned ad Avenida da Liberdade i konkurrence mod hinanden. Hele juni er der arrangementer i kvartererne, og det er en fest, der bæres af byens egne, ikke af besøgende.

Forslag til ruter

Tre ruter, der dækker byen fra hver sin vinkel:

Oversigt over seværdigheder

Om denne guide

Denne guide er skrevet af Laust Kehlet ud fra research om Lissabons seværdigheder, historie og praktiske forhold.