Algarve

Algarve er Portugals sydligste region, og den er ikke ét sted. Kysten er cirka 150 kilometer lang, og de tre dele af den – øst, midt og vest – ligner hinanden så lidt, at valget mellem dem betyder mere for ferien end valget af hotel. Østkysten er lavvandet lagune uden bølger. Midtkysten er de gule kalkstensklipper og de fleste af hotellerne. Vestkysten er Atlanterhavet i fuld styrke, med vind, surf og næsten ingen bebyggelse. Denne side er oversigten over regionen: hvad de tre dele hver især er, hvem de passer til, og hvor du kommer videre herfra.

Hvor på Algarve skal du tage hen?

Den korte version: vil du have roligt vand og fiskerbyer, skal du østpå. Vil du have klippebugter, restauranter og kort afstand til alting, skal du på midtkysten. Vil du have natur, vind og bølger, skal du vestpå. Lufthavnen ligger ved Faro på østkysten, og motorvejen A22 løber det meste af vejen langs kysten, så ingen af delene er svær at nå – der er cirka halvanden times kørsel fra den ene ende til den anden.

Afstandene er små nok til, at man kan bo ét sted og se det hele på dagsture. Bor du i Albufeira midt på kysten, er du en lille time fra både Faro og Lagos.

Østkysten: Ria Formosa, Faro og Tavira

Fra Faro og østpå mod den spanske grænse ligger kysten bag Ria Formosa, et lagunesystem skærmet fra havet af en kæde af sandbarrierer. Det betyder to ting: der er ingen bølger, og strandene ligger på øer, man sejler til. Til gengæld er fuglelivet blandt Portugals rigeste, og flamingoer ses jævnligt i saltbassinerne.

Regionens hovedstad ligger her. Faro har Algarves eneste samlede middelalderlige bykerne bag bymure, og det er også herfra, færgerne går ud til de ubeboede sandøer. Længere mod øst ligger Tavira med sin romerske bro og mange kirker, og Olhão med regionens største fiskemarked. Det er den del af kysten, der minder mindst om en ferieby – og den, hvor du oftest skal bruge en båd for at komme i vandet.

Midtkysten: Albufeira, Vilamoura og klippebugterne

Mellem Faro og Lagos skifter kysten karakter fuldstændigt. Her står kalkstenen i gule og okkerfarvede formationer, og strandene ligger som små, adskilte bugter mellem klipperne. Det er dét landskab, de fleste billeder af Algarve viser.

Albufeira er den største ferieby og den, flest danskere lander i. Vilamoura er marina og golf, Carvoeiro er den mindre, hvidkalkede udgave, og lige vest for den ligger Benagil-grotten, havgrotten med et rundt hul i loftet. Her ligger også Praia da Marinha, som regelmæssigt kaldes en af Europas smukkeste strande. Midtkysten har flest hoteller, flest restauranter og flest bådture – og også flest mennesker i juli og august.

Vestkysten: Lagos, Sagres og Costa Vicentina

Vest for Lagos holder ferieindustrien nogenlunde op. Lagos selv er en gammel by med bymur og en af kystens mest fotograferede klippeformationer, Ponta da Piedade, hvor grotter og søjler står ude i vandet. Længere vestpå ligger Sagres og Cabo de São Vicente – det sydvestligste punkt på det europæiske fastland, hvor klinten falder lodret i havet og der ikke er andet end fyrtårn og vind.

Nordpå derfra drejer kysten og bliver til Costa Vicentina, en naturpark med bølger, klitter og næsten ingen bebyggelse. Det er Algarves surfkyst, og det er også her vandreruten Rota Vicentina løber. Vandet er mærkbart koldere end på sydkysten, og vinden er en fast del af regnestykket.

Baglandet: Silves, Monchique og de mauriske spor

Inde bag kysten stiger landet, og det er den del, de fleste kører forbi. Silves var hovedstad i det mauriske Algarve og har stadig en velbevaret borg i rød sandsten. Algarve var under maurisk herredømme, indtil Faro faldt i 1249 og erobringen af regionen dermed var afsluttet – og arven ses stadig i stednavnene og i de små, kunstfærdige skorstene på husene. Monchique-bjergene nordvest for Portimão er grønne og køligere, og det er herfra medronho kommer, den klare brændevin på bær fra jordbærtræet. Tværs gennem baglandet løber vandreruten Via Algarviana.

Seværdighederne på tværs af kysten

Vil du have hele listen frem for oversigten – de enkelte byer, grotterne, strandene og attraktionerne gennemgået én for én – ligger den i vores samlede guide til hvad man skal se på Algarvekysten. Denne side er til at vælge hvor; den anden er til at vælge hvad.

Hvornår skal du tage af sted?

Algarve har et af Europas mildeste klimaer, og det gør sæsonen længere end på Middelhavskysterne. Juli og august er varmest med omkring 29-30 grader, men også dyrest og mest fyldt. April til juni og september til oktober er de bedste måneder: behagelig varme, plads på strandene og lavere priser.

Vinteren ligger omkring 16-17 grader om dagen. Det er for koldt til at bade, men det er højsæson for vandreture, fuglekiggeri i Ria Formosa og golf – og mandeltræerne blomstrer allerede i februar.

Transport: lufthavnen, motorvejen og toget

Faro Lufthavn er hele regionens indgang og ligger cirka fire kilometer vest for Faro. Derfra løber motorvejen A22 (Via do Infante) parallelt med kysten mod vest – vær opmærksom på, at den er betalingsvej med elektronisk opkrævning, hvilket lejebilsfirmaerne har hver deres ordning for.

Algarve-banen kører langs kysten mellem Lagos i vest og Vila Real de Santo António ved den spanske grænse i øst, med stop i blandt andet Portimão, Albufeira, Faro, Olhão og Tavira. Det gør det muligt at klare en østkystferie uden bil. Vil du derimod se klippebugterne eller vestkysten, er bil svær at undvære – togstationerne ligger ikke ved strandene.

Mad og lokale specialiteter

Køkkenet er fiskekøkken. Cataplana er kystens signaturret, fisk og skaldyr dampet i en lukket kobbergryde af samme navn, altid til mindst to personer. Xerém er en majsgrød vendt med muslinger eller pølse, som stort set ikke findes uden for det sydlige Portugal, og grillede sardiner hører sommeren til. Inde i landet, i landsbyen Guia ved Albufeira, er specialiteten frango piri-piri, grillet kylling med chilimarinade. Til desserten hører regionens mandel- og figenkager som dom rodrigo, og bagefter en medronho.

Om denne guide

Denne guide er skrevet af Laust Kehlet ud fra research om Algarves geografi, byer, natur og praktiske forhold.