Rejseguide Porto

Porto er Portugals næststørste by og ligger, hvor Douro-floden løber ud i Atlanterhavet i den nordvestlige del af landet. Seværdighederne ligger tæt: den gamle bydel Ribeira med sine farvede huse, den dobbeltdækkede jernbro Ponte Luís I, portvinshusene på den anden flodbred i Vila Nova de Gaia og en række kirker og banegårde, hvor væggene er beklædt med blå azulejo-fliser. Bykernen kom på UNESCO’s verdensarvsliste i 1996, og i 2016 blev både Ponte Luís I og klosteret Serra do Pilar skrevet ind i den samme udpegning. Byen er kompakt nok til at kunne ses på to-tre dage, men den er bygget på stejle skrænter ned mod floden, så det er en by, man går op og ned ad, ikke bare rundt i.

Hvad skal man se i Porto – kort overblik

• Ribeira og Cais da Ribeira – den gamle bydel og flodpromenaden under broen
• Ponte Luís I – jernbroen fra 1886 med gangbane i to niveauer
• Portvinshusene i Vila Nova de Gaia – lagrene på flodens sydside med smagninger
• Livraria Lello – boghandlen fra 1906 med den røde trappe
• Torre dos Clérigos – barokkirkens 75 meter høje tårn og udsigten fra toppen
• São Bento-banegården – ventehallen med omkring 20.000 blå fliser
• Igreja de São Francisco – gotisk kirke med forgyldt træskærerarbejde og katakomber
• Serralves – kunstmuseum, art deco-villa og park i den vestlige bydel

Ribeira og flodbredden

Ribeira er Portos ældste kvarter og det, de fleste kommer for. Husene står klemt sammen i smalle, høje rækker ned mod Douro med vasketøj på altanerne og facader i okker, blåt og lyserødt, og gyderne mellem dem er så snævre, at solen kun når ned et par timer om dagen. Kvarteret var byens havn i århundreder, og det er dets middelalderlige gadenet, der bærer UNESCO-udpegningen fra 1996.

Nede ved vandet ligger Cais da Ribeira, kajen under Ponte Luís I, hvor restauranterne har borde ud til floden og de gamle rabelo-både ligger fortøjet. Bådene med de brede, firkantede sejl sejlede engang portvinsfadene ned ad floden fra dalen; i dag ligger de som kulisse og bruges til en kapsejlads på Sankt Hans. Herfra sejler også flodturene, blandt andet den korte rundtur under byens seks broer.

Ponte Luís I og de øvrige broer

Ponte Luís I er byens vartegn. Den åbnede i 1886, er bygget i nittet jern og har to kørebaner oven på hinanden i samme buekonstruktion – en løsning, der skulle forbinde både flodbredden og de høje skrænter på begge sider. Den blev tegnet af Téophile Seyrig, som tidligere havde arbejdet sammen med Gustave Eiffel om jernbanebroen Ponte Maria Pia lidt længere oppe ad floden.

I dag kører metroens linje D over det øverste dæk, og der er gangbane ved siden af hele vejen. Turen over toppen er en af de bedste gratis oplevelser i byen: man går 60 meter over vandet med hele Ribeira under sig og portvinslagrene forude. Nederste dæk bruges af biler og fodgængere og fører direkte ind i Ribeira. De øvrige broer er Maria Pia fra 1877, som ikke længere er i brug, Arrábida fra 1963, São João, Freixo og Infante – tilsammen de seks, flodturene sejler under.

Portvinshusene i Vila Nova de Gaia

Vila Nova de Gaia på den anden side af floden er en selvstændig kommune, men i praksis en del af besøget. Her ligger portvinslagrene på rad langs kajen med navne som Sandeman, Graham’s, Taylor’s, Cockburn’s og Croft malet på tagene. Vinen dyrkes i Douro-dalen 100 kilometer længere inde i landet, men den blev traditionelt lagret her ved kysten, hvor klimaet er køligere og jævnere.

De fleste huse tilbyder rundvisning i lagerkældrene med smagning til sidst, og de forklarer forskellen på de vigtigste typer: ruby, der er ung og frugtig, tawny, der er lagret på fad i mange år og bliver nøddeagtig, hvid portvin, der ofte drikkes som aperitif med tonic, samt colheita og vintage fra enkelte årgange. Oven for kajen ligger WOW, et helt kvarter af museer om vin, kork, mode og chokolade, som åbnede i 2020 i nogle af de gamle lagerbygninger.

Serra do Pilar og udsigtspunkterne

Klosteret Serra do Pilar ligger på klippekanten i Gaia lige ved brofæstet og har en usædvanlig rund kirke og en lige så rund klostergang – en form, der er sjælden i portugisisk arkitektur. Klosteret indgår i UNESCO-udpegningen fra 2016, og fra terrassen udenfor er der det klassiske billede af Porto med broen i forgrunden og bykernen bag den.

Byen har flere udsigtspunkter, og de er gratis på nær tårnet: Jardim do Morro lige ved metrostationen på Gaia-siden, Miradouro da Vitória inde i den gamle bydel, haverne ved Palácio de Cristal og toppen af Torre dos Clérigos. Vil man op eller ned ad skrænten uden at gå, findes svævebanen Teleférico de Gaia mellem Jardim do Morro og kajen samt kabelbanen Funicular dos Guindais på Porto-siden.

Livraria Lello

Livraria Lello åbnede i 1906 og er lige så meget et bygningsværk som en boghandel. Facaden er nygotisk, loftet har et stort glasmaleri, og midt i rummet snor en rød trappe sig op til første sal i en form, der ser ud, som om den er skåret i træ – den er faktisk pudset. Butikken er lille, og der er billetsalg ved indgangen; billetprisen kan normalt modregnes, hvis man køber en bog.

Stedet markedsføres flittigt på en påstået forbindelse til Harry Potter-bøgerne, fordi J.K. Rowling underviste i engelsk i Porto i begyndelsen af 1990’erne. Forbindelsen er aldrig bekræftet af forfatteren, og butikken er værd at se af helt andre grunde. Kommer man uden for de travleste timer midt på dagen, får man mere ud af den.

Torre dos Clérigos

Clérigos-tårnet rejser sig 75 meter over byen og er dermed det højeste kirketårn i Portugal. Både kirken og tårnet er tegnet af den italienskfødte arkitekt Nicolau Nasoni, der satte sit præg på hele det barokke Porto i 1700-tallet; kirken stod færdig omkring 1750, tårnet i 1763. Kirkerummet er ovalt, hvilket var nyt i portugisisk kirkebyggeri på den tid.

Op gennem tårnet går en snæver spindeltrappe på omkring 225 trin. Fra toppen ser man hele bykernen, flodmundingen mod vest og Gaia-siden mod syd, og trappen er så trang, at der er ensretning på vej op og ned. Tårnet er byens bedste orienteringspunkt, og en tur derop først på besøget gør resten af byen nemmere at læse.

São Bento-banegården og azulejos

São Bento er en fungerende banegård midt i byen, men ventehallen er en seværdighed i sig selv. Væggene er beklædt med omkring 20.000 blå og hvide fliser, udført af Jorge Colaço og færdiggjort i årene efter stationens åbning i 1916. Motiverne er portugisisk historie i store scener: slag, kongelige bryllupper og hverdagsliv fra landet, og øverst løber en frise over transportens historie.

Fliserne er ikke enestående for banegården. Azulejos sidder på facaderne over hele byen – på Igreja do Carmo, hvor hele sidevæggen er dækket, på Capela das Almas ved Rua Santa Catarina, som fik sin flisebeklædning i 1920’erne, og på Igreja de Santo Ildefonso ved Batalha. Kirkerne blev bygget hvide og nøgne; fliserne kom på flere hundrede år senere, da teknikken blev billig nok til facader.

Avenida dos Aliados og Praça da Liberdade

Lige op ad banegården ligger byens repræsentative midte. Praça da Liberdade med rytterstatuen af Pedro IV går over i Avenida dos Aliados, en bred paradegade kantet af bankpaladser og hoteller fra begyndelsen af 1900-tallet og brolagt i mønstret sort-hvid mosaik. For enden står rådhuset med et 70 meter højt klokketårn.

Gaden er byens samlingssted ved fodboldsejre og nytår og et naturligt startpunkt for en gåtur: herfra er der få minutters gang til Clérigos-tårnet mod vest, Bolhão mod øst og ned ad Rua das Flores til Ribeira mod syd.

Katedralen Sé og bymuren

Sé do Porto står øverst på klippen over Ribeira og ligner mere en borg end en kirke. Den blev bygget i 1100- og 1200-tallet med tykke mure, skydeskår og et rosevindue, og den har siden fået tilføjelser i hver eneste stilperiode – blandt andet en barok forhal af Nasoni. Klostergangen ved siden af er gotisk og har vægge af blå fliser fra 1700-tallet.

Foran katedralen ligger en åben plads med udsigt ud over tagene, og herfra går de stejle gyder ned mod floden. Et stykke derfra, over Guindais-banen, står et bevaret stykke af Muralha Fernandina, byens middelalderlige mur fra 1300-tallet. Man kan gå oven på murkronen og få et andet perspektiv på skrænten og broen.

Igreja de São Francisco og katakomberne

Udefra er São Francisco-kirken en enkel gotisk kirke fra 1300-tallet. Indenfor er stort set hver eneste flade dækket af talha dourada – forgyldt træskærerarbejde fra 1600- og 1700-tallet, der dækker søjler, hvælv og altre i et sammenhængende tæppe af bladguld. Det mest berømte parti er Jesse-træet på nordvæggen, hvor Jesu slægtstavle er skåret som et træ med figurer i grenene.

Under kirken ligger katakomberne, hvor ordenens brødre og velhavende familier blev begravet i gravkamre i gulvet, og hvor et knoglerum kan ses gennem et gitter. Kirken bruges ikke længere til gudstjeneste, men fungerer som museum, og billetten dækker begge dele. Lige ved siden af står Palácio da Bolsa på grunden af det nedbrændte franciskanerkloster.

Palácio da Bolsa

Børspaladset blev bygget fra 1842 af byens handelsforening, som stadig ejer det, og det var tænkt som et udstillingsvindue for Portos købmandsstand over for udenlandske forretningsforbindelser. Bygningen kan kun ses med guidet rundvisning, og turen går gennem nationernes gård med glaskuppel, retssalen og trappen i granit og marmor.

Højdepunktet er Salão Árabe, den arabiske sal, som blev udsmykket mellem 1862 og 1880 i maurisk stil med Alhambra i Granada som forbillede. Væggene er dækket af forgyldt stuk med arabiske indskrifter, og salen bruges stadig til officielle modtagelser. Den er lille, men den er noget af det mest overdådige, byen har.

Mercado do Bolhão og Rua Santa Catarina

Mercado do Bolhão er byens gamle markedshal fra 1914, bygget i to etager omkring en åben gård. Hallen var stærkt forfalden og lukkede til en gennemgribende renovering, som varede flere år; den åbnede igen i 2022 med de oprindelige boder til fisk, frugt, blomster og charcuteri i stueetagen og spisesteder ovenpå. Flere af handlende har været i hallen i generationer.

Fra markedet er der få minutters gang til Rua Santa Catarina, byens vigtigste handelsgade og en lang gågade med brostensmosaik. Her ligger Café Majestic fra 1921 med spejle, stukloft og læderbænke fra belle époque, og lidt længere nede står Capela das Almas med sin blå flisefacade. Gaden ender ved Praça da Batalha.

Casa da Música og Boavista

Casa da Música er byens koncerthus og det mest markante nybyggeri i Porto. Den blev tegnet af den hollandske arkitekt Rem Koolhaas som et projekt under byens år som europæisk kulturhovedstad i 2001 og stod færdig i 2005 – en hvid, skæv betonblok på en åben plads, hvor koncertsalens ender er glasvægge ud mod byen. Der er daglige rundvisninger, også når der ikke er koncert.

Bygningen ligger ved Rotunda da Boavista, den store rundkørsel vest for centrum med sejrsmonumentet fra Napoleonskrigene i midten. Kvarteret omkring er byens forretningsdistrikt og et roligere sted at bo end bykernen.

Serralves

Serralves i den vestlige bydel er en samlet oplevelse af arkitektur, kunst og park. Museet for moderne kunst er tegnet af Álvaro Siza, byens mest kendte arkitekt, og åbnede i 1999 med skiftende udstillinger frem for en fast samling. I samme park ligger Casa de Serralves, en lyserød art deco-villa fra 1930’erne, som er bevaret med originale interiører.

Parken er på 18 hektar med formelle haver, roserhave, køkkenhave og skov, og i 2019 kom en trætopsti til, som fører hen over skovbunden i højde med kronerne. Det er den bedste kombination af museum og udendørs plads i Porto, og en oplagt halv dag for familier, der har brug for luft efter de stejle gader i centrum.

Foz do Douro, Matosinhos og kysten

Foz do Douro er der, hvor floden møder Atlanterhavet, og bydelen er byens rolige, velhavende ende. Langs vandet går en promenade med pergola forbi det lille fyr Farol de Felgueiras yderst på molen og videre nordpå til Castelo do Queijo, et lavt firkantet fort fra 1600-tallet ude på klipperne. Sporvognslinje 1, en historisk træsporvogn, kører hele vejen langs floden fra Ribeira til Foz.

Længere nordpå ligger Matosinhos, som er havneby og byens spisekammer. Gaderne bag fiskerihavnen er fulde af restauranter, der griller dagens fangst på gaden, og det er her, man spiser fisk frem for i centrum. På kysten lidt uden for ligger to af Sizas tidlige værker: tehuset Boa Nova på klipperne og Piscina das Marés, et saltvandsbassin bygget ned i klippen i 1960’erne. Atlanterhavet er koldt året rundt, og strandene bruges mere til surfing end til badning.

Haver, museer og de mindre stop

Jardins do Palácio de Cristal er en terrasseret park på skrænten vest for centrum med udsigt ned over floden, klippede hække og påfugle, der går frit. Det oprindelige krystalpalads af glas og jern blev revet ned i 1950’erne og erstattet af en rund hal, men haverne omkring det er bevaret.

Ved siden af ligger Museu Nacional Soares dos Reis i Palácio dos Carrancas – landets ældste kunstmuseum, grundlagt i 1833, med portugisisk maleri og skulptur. Nede ved floden ligger Casa do Infante, byens middelalderlige toldbygning, som efter traditionen skal være Henrik Søfarerens fødested i 1394. Har man mere tid, er Museu do Vinho do Porto, sporvognsmuseet Museu do Carro Eléctrico og den forgyldte Igreja de Santa Clara de næste stop.

Estádio do Dragão og FC Porto

FC Porto er en af de tre klubber, der har domineret portugisisk fodbold i hundrede år, og Estádio do Dragão øst for centrum åbnede i 2003 med plads til godt 50.000. Stadionet lagde græs til åbningskampen ved EM i 2004, og der er både museum og rundvisning på hverdage uden kamp. Metroens blå linje har station ved indgangen. Byens anden klub, Boavista, spiller i Estádio do Bessa i den vestlige bydel.

Portus Cale – navnet bag Portugal

Ved flodmundingen lå i romertiden en havn ved navn Portus Cale, med bebyggelse på begge sider af Douro. Det er det navn, hele landet har fået sit af: da området i middelalderen blev et grevskab og siden et kongerige, fulgte navnet med som Portugal. Byen har altså givet navn til nationen, men har aldrig været dens hovedstad.

Det forhold sidder stadig i byens selvforståelse. Porto var handelsbyen og Lissabon hoffet, og de gamle vendinger om at Porto arbejder, mens Lissabon fester, høres endnu. For en besøgende er den praktiske konsekvens, at Porto er mindre, mere sammenhængende og mere hverdagsagtig end Lissabon – og en del billigere.

Invicta – byen der ikke faldt

Porto kaldes Cidade Invicta, den ubesejrede by, og tilnavnet er ikke tomt. Under de portugisiske borgerkrige holdt byen i 1832-33 stand under en næsten årelang belejring, hvor liberale styrker forsvarede den mod kongens tropper udefra, og den udmærkelse blev siden knyttet til byvåbenet.

Et par årtier tidligere havde byen oplevet sin værste katastrofe. Da franske tropper rykkede ind i marts 1809 under Napoleonskrigene, flygtede indbyggerne over Douro ad Ponte das Barcas, en midlertidig bro af sammenkoblede både. Broen brød sammen under vægten af mængden, og hundredvis af mennesker druknede i floden. En mindeplade ved kajen i Ribeira markerer stedet.

Portvinen og de britiske handelshuse

Portvin er byens vigtigste eksportvare og forklaringen på flere af dens bygninger. Douro-dalen blev afgrænset som beskyttet vinområde i 1756 på foranledning af markisen af Pombal – en af verdens første formelle vinregioner – og dalens terrasserede skråninger er selv på UNESCO’s verdensarvsliste siden 2001.

Handelen var i høj grad britisk. Efter Methuen-traktaten i 1703 fik portugisisk vin gunstige toldvilkår i England, og engelske og skotske købmandsfamilier slog sig ned i Porto og grundlagde de huse, hvis navne stadig står på lagrene i Gaia. Deres samlingssted, Feitoria Inglesa fra slutningen af 1700-tallet, ligger stadig på Rua do Infante Dom Henrique og bruges den dag i dag af den britiske handelsforening. Bygningen er normalt lukket for offentligheden, men den er værd at lægge mærke til – den forklarer, hvorfor så mange portvinsmærker har engelske navne.

Porto med børn

Byen er overkommelig med børn, hvis man planlægger efter bakkerne. Svævebanen i Gaia, kabelbanen ved Guindais og den historiske sporvogn til Foz er transportmidler, der fungerer som oplevelser i sig selv, og flodturen under de seks broer varer knap en time. Serralves-parken med trætopstien og haverne ved Palácio de Cristal giver plads til at løbe.

Sea Life-akvariet ligger ved kysten i Foz, og stranden ved Matosinhos har bred sand og surfskoler, selv om vandet er koldt. Portvinslagrene er derimod ikke et børneprogram, og de stejle brolagte gader er hårde for en klapvogn – bæresele er ofte lettere.

Gratis oplevelser

Meget af det bedste i Porto koster ingenting. Turen over det øverste dæk på Ponte Luís I, udsigten fra Serra do Pilar og Jardim do Morro, haverne ved Palácio de Cristal, ventehallen på São Bento, Ribeiras gader og hele flodpromenaden er gratis. Det samme gælder katedralpladsen, Avenida dos Aliados foran rådhuset og markedet i Bolhão, hvis man nøjes med at kigge.

Flere museer har gratis adgang på bestemte tidspunkter, og kirkerne kan besøges uden billet uden for de få, der fungerer som museer. Vil man samle betalte attraktioner, findes Porto Card, som dækker offentlig transport og giver rabat – men den betaler sig først ved et tæt program.

Mad og lokale specialiteter

Portos køkken er kraftigt og billigt. Byens signaturret er francesinha, et lag af brød, skinke, pølse og bøf dækket af smeltet ost og overhældt med en varm sauce af øl og tomat, serveret med pommes frites – en ret, der mætter for hele dagen. Den anden lokale klassiker er tripas à moda do Porto, indmad kogt med hvide bønner og pølse.

Indbyggerne kaldes tripeiros, indmadsspiserne, og navnet knyttes traditionelt til flåden, der i 1415 sejlede mod Ceuta: byen skal have afgivet alt sit kød til ekspeditionen og beholdt indvoldene til sig selv. Ellers spises bacalhau, den saltede torsk, i utallige udgaver, bifana er den simple svinekødssandwich fra en bar, og pastel de nata fås overalt. Til maden drikkes grøn vin, vinho verde, fra Minho-regionen nord for byen, og portvin til sidst.

São João og byens fester

Natten mellem 23. og 24. juni fejrer Porto Sankt Hans, São João, og det er den mest udprægede byfest i Portugal. Hele byen er på gaden, der grilles sardiner på fortovene, og en gammel skik er, at man slår hinanden let i hovedet med en plastikhammer eller holder en porreblomst under næsen på fremmede. Ved midnat er der fyrværkeri over Douro, og lysende papirballoner sendes op.

Dagen efter sejles regatta med rabelo-bådene på floden. Vil man opleve festen, skal overnatning bookes i god tid, og man skal regne med, at man ikke får sovet.

Shopping i Porto

Rua Santa Catarina er hovedstrøget med kæder, varehuse og indkøbscentret Via Catarina, mens de større centre som NorteShopping ligger uden for centrum. Til andet end kæder er Rua de Cedofeita og især Rua Miguel Bombarda mere interessante – sidstnævnte er byens galleri- og designgade med gallerier, vintagebutikker og små værksteder i en samlet stribe.

De typiske ting at tage med hjem er portvin, konserves i dekorerede dåser, kork i alt fra tasker til underlag, azulejo-fliser og filigransmykker fra guldsmedene i nord. Mercado do Bolhão og de gamle kolonialbutikker omkring Rua das Flores sælger det spiselige; her er også flere butikker med udelukkende portugisiske brands.

En dag i regnvejr

Porto ligger på Atlanterhavskysten og får en del regn, især fra november til marts. Det er ikke et problem, hvis man lægger de indendørs stop på de våde dage: Palácio da Bolsa, São Francisco-kirken med katakomberne, Serralves, Soares dos Reis-museet, WOW-kvarteret i Gaia og en rundvisning i et portvinslager kan let fylde en dag hver for sig. Café Majestic og markedshallen fungerer som pauser undervejs. Brostenene bliver til gengæld glatte, når det regner, og skrænterne ned mod floden er stejle – sko med greb er det vigtigste, man kan pakke.

Sådan kommer du rundt i byen

Bykernen kan gås, men den er kuperet, og forskellen mellem flodniveau og katedralpladsen er godt 60 højdemeter. Metroen har seks linjer, kører overvejende over jorden uden for centrum og bruges med det genopladelige Andante-kort, som også gælder i bus, på kabelbanen ved Guindais og i den regionale trafik. Kortet købes på stationerne og skal valideres ved hver påstigning.

Den historiske sporvognslinje 1 langs floden til Foz er lige så meget en udflugt som transport, og turistbussen dækker de spredte stop mod vest. Bil er unødvendig og besværlig i centrum, hvor gaderne er smalle og parkering dyr – lej først bil, hvis turen fortsætter ud i Douro-dalen eller nordpå.

Sådan kommer du til Porto

Lufthavnen Francisco Sá Carneiro ligger 11 kilometer nord for byen og har direkte forbindelser fra Skandinavien, blandt andet med lavprisselskaber i sommerhalvåret. Metroens violette linje E kører fra terminalen til centrum på omkring en halv time og er både den hurtigste og den billigste vej ind.

Med tog tager turen fra Lissabon knap tre timer til stationen Campanhã, hvorfra der er få minutters kørsel videre til São Bento midt i byen. Porto er også et naturligt start- eller slutpunkt for en rundrejse i det nordlige Portugal, mens Algarve ligger i den modsatte ende af landet og kræver fly eller en lang togtur.

Hvor skal man bo

Baixa og området omkring Avenida dos Aliados er det mest praktiske udgangspunkt: centralt, tæt på metro og São Bento og inden for gåafstand af næsten alt. Ribeira er smukkest og tættest på floden, men også støjende om aftenen, og alle veje derfra går opad.

Cedofeita og Bombarda vest for centrum er roligere og har byens caféer og gallerier, Boavista er forretningskvarter med større hoteller, og Foz er kystnær og stille, men et stykke fra seværdighederne. Overnatning i Gaia giver udsigten tilbage mod Porto og kortere vej til vinlagrene, mod at man skal over broen hver dag.

Sikkerhed og praktiske forhold

Porto er en tryg by, også om aftenen i de centrale kvarterer. Det, man skal passe på, er lommetyveri i trængsel – i sporvognslinje 1, på metroen og i menneskemængden ved kajen i Ribeira. Portugal er EU-land med euro, og det blå EU-sygesikringskort dækker akut behandling.

Den største fysiske risiko er terrænet: brolægningen er glat i regnvejr, trapperne mellem katedralen og floden er stejle, og der er ikke rækværk overalt. Ved kysten er Atlanterhavet koldt og har kraftig understrøm, så badning bør holdes til strande med livredder.

Hvornår skal man tage af sted

Maj, juni og september er de bedste måneder: mildt, tørt og uden højsæsonens trængsel ved Livraria Lello og portvinshusene. Juli og august er varme og fulde, men aldrig så hede som det indre Portugal, fordi havet køler byen ned om aftenen.

Vinteren er mild med temperaturer sjældent under 5 grader, men det er også den våde årstid, og en decemberuge kan give regn hver dag. Til gengæld er byen billigst og roligst da. Vil man opleve São João, er det natten mellem 23. og 24. juni – og så skal alt bookes måneder i forvejen.

Dagsudflugter fra Porto

Douro-dalen er den oplagte tur. Togstrækningen Linha do Douro følger floden fra São Bento ind i landet forbi Peso da Régua til Pinhão, og den sidste times kørsel langs vandet mellem de terrasserede vinmarker er en af Europas smukkeste banestrækninger. Alternativt sejler flodbåde samme vej med sluser undervejs, ofte med tog den ene vej og båd den anden.

Nordpå ligger Guimarães, hvor Portugal blev grundlagt: borgen fra 900-tallet, hertugpaladset og den middelalderlige bykerne, som kom på UNESCO’s liste i 2001. Nabobyen Braga er landets kirkelige hovedstad med den barokke trappeanlæg Bom Jesus do Monte, hvor en vanddrevet kabelbane fra 1882 stadig kører op ad bakken. Mod syd ligger Aveiro med kanaler og malede moliceiro-både og lige udenfor Costa Nova med de stribede træhuse. Alle tre nås med tog på under halvanden time.

Forslag til ruter

Tre ruter, der dækker byen fra hver sin vinkel:

Porto på én dag. Start på Torre dos Clérigos for overblikket, videre til Livraria Lello og Carmo-kirken, ned gennem Rua das Flores til São Francisco og Palácio da Bolsa, frokost i Ribeira, over det nederste brodæk til portvinslagrene i Gaia og tilbage over det øverste dæk ved solnedgang. Varighed: 1 dag til fods.

To dage med kyst. Dag 1 som ovenfor. Dag 2 med sporvognslinje 1 langs floden til Foz, promenaden til Castelo do Queijo, frokost på en fiskerestaurant i Matosinhos og Serralves om eftermiddagen. Varighed: 2 dage.

Tre dage med Douro-dalen. Dag 1 og 2 som ovenfor, dag 3 med toget til Pinhão og en vingård i dalen, hjem om aftenen. Alternativt bruges dag 3 på Guimarães og Braga. Varighed: 3 dage, kombineres let med resten af det nordlige Portugal.

Oversigt over seværdigheder

Om denne guide

Denne guide er skrevet af Laust Kehlet ud fra research om Portos seværdigheder, historie og praktiske forhold.