Mellemamerika er en eksotisk blanding af kulturarven fra den spanske kolonitid og de mange farverige indianske kulturer, blandt andet mayaerne og aztekerne, hvilket gør Mellemamerika til noget helt unikt.
Hvad enten du interesserer dig for storslåede pyramider fra mayaernes storhedstid, spruttende vulkaner, action sport som surfing og dykning, farverige markeder, et frodigt plante- og dyreliv, smukke byer i spansk kolonistil, regnskove eller bare ønsker en dase ferie på de dejligste strande, venter der i Mellemamerika en rigtig eventyrrejse.
Nedenfor er der en lille introduktion til de mellemamerikanske lande, hvor du kan klikke på navnet forud for beskrivelsen:
Belize – Belize er en lille stat ved den caribiske kyst. Forskelligt fra resten af landene i mellemamerika er hovedsproget ikke spansk, men engelsk – dog tales der også kreolsk og spansk. Belize er et attraktivt mål for dykkere og backpackere. Det er befolkningsmæssigt et meget lille land med kun 340.000 indbyggere.
Costa Rica – Costa Rica er en underlig lille stat i mellemamerika. Landet har intet militær, og når man krydser grænsen fra det militaristiske Panama får man et kulturchok af dimensioner, når man møder laid-back kulturen i landet, hvor mottoet er Pura Vida (der nok bedst oversætte som “det rene liv” eller “bare livet”). Costa Rica er ikke et stort land, men landet har det hele. Der er strande, der er bjerge, der er regnskove – tørre som våde – og der er nationalparker i massevis. Hovedstaden hedder San José, og den ligger i højlandet.
El Salvador – El salvador er en lille mellemamerikansk stat. Hovedstaden hedder San Salvador, og befolkningen er lige under 6 millioner mennesker. Hovedsproget er spansk, og det mellemamerikanske land er det eneste land i Mellemamerika, der udelukkende har kyst ud til Stillehavet.
Guatemala – Guatemala er ikke mindre end et fantastisk bjergrigt land. Der er en smuk natur, spændende mayaruiner man kan gå på opdagelse i og så er der så mange forskellige kulturer i Guatemala, at det har 27 forskellige sprog, og et utal af dialekter. Langt største delen af befolkningen har dog spansk enten som første eller andetsprog.
Honduras – Navnet Honduras stammer fra da Columbus forlod landet med sætningen “Gracias a Dios que hemos salido de esas Honduras”, hvor Honduras bedst oversættes med dybderne eller dybet. Der bor 8 millioner mennesker i Honduras, og der er en stor andel mayaer i landet. Det officielle sprog i landet er spansk, men der er en række andre anerkendte sprog i landet som garifuna og kreolsk og en række indianske sprog.
Mexico – Det største land i Mellemamerika er Mexico. Det har på den ene side været den store spiller i regionen, og på den anden side en af USA’s lakajer i det ikke alt for fine politiske spil, som USA har orkestreret i deres latinamerikanske “baghave”. Mexico har strande, ørkener, ruiner fra Azteker og Mayaer og tequila og lækker mad i lange baner.
Nicaragua – Dette land har været en torn i øjet på USA. Nicaragua valgte nemlig at gå en rød vej med guerillagruppen Sandinisterne, der blev ledet af Daniel Ortega, og dette passede ikke godt ind i USA’s udenrigspolitik for Latinamerika. Hovedstaden hedder Managua og hovedsproget er spansk.
Panama – Dette land er bindeleddet på den ene side mellem nord- og sydamerika og på den anden side mellem Atlanterhavet og Stillehavet via Panamakanalen. Det er et meget mere råt land end de fleste andre mellemamerikanske lande, og der er en tydelig skepsis overfor hvide, i hvert fald så lang tid, at du stadig mistænkes for at være en amerikansk gringo. Forholdet har ikke været særlig godt mellem USA og Panam siden USA invaderede Panama i 1989 og satte Norriega fra magten.