Chiang Mai Guide

Foto: Peerawat.b / Wikimedia Commons (CC BY-SA 4.0)

Chiang Mai er ikke en mindre udgave af Bangkok. Byen blev grundlagt i 1296 som hovedstad i kongeriget Lanna og var et selvstændigt rige i næsten 300 år, før det blev en del af Siam. Det kan stadig ses og smages: templerne har lave, sænkede tage og udskårne gavle, der ikke ligner noget i Centralthailand, maden er en anden – tættere på Burma og Yunnan end på Bangkoks søde karryer – og bykernen ligger stadig inde bag en firkantet voldgrav med resterne af en middelaldermur. Rundt om byen rejser bjergene sig med det samme. Fra voldgraven er der en halv time op til et af Thailands mest besøgte templer, en time til et vandfald man kan gå opad i, og to timer til landets højeste bjergtop. Det er den kombination, der gør Chiang Mai svær at nå igennem på to dage: seværdighederne ligger både i gaderne og i landskabet omkring dem. Denne guide går templerne igennem ét for ét, tager bjergene, markederne, maden og håndværksbyerne med, og slutter med ruter, praktik og de spørgsmål, folk faktisk stiller inden afrejse.

Hvad skal man se i Chiang Mai – kort overblik

Otte seværdigheder i Chiang Mai går igen på næsten alle rejseplaner, og hver af dem står her med én linje.

• Wat Phra That Doi Suthep – guldtemplet på bjerget vest for byen, 306 trin op ad en naga-trappe, med udsigt over hele dalen
• Den gamle bydel – den firkantede voldgrav, murresterne og Tha Phae Gate, med over tredive templer inden for få hundrede meter
• Wat Chedi Luang – den halvt sammenstyrtede kæmpestupa fra 1400-tallet, hvor Smaragdbuddhaen stod i 84 år
• Wat Phra Singh – Lanna-arkitekturens hovedværk med Lai Kham-kapellet og byens vigtigste buddhafigur
• Doi Inthanon – Thailands højeste bjerg, 2.565 meter, med tågeskov, vandfald og to kongelige pagoder på ryggen
• Bua Tong Sticky Waterfalls – kalkvandfaldet nord for byen, hvor stenen har så meget greb, at man kan gå opad i det
• Sunday Walking Street – søndagsmarkedet, der lukker hele Ratchadamnoen for trafik og fylder den med håndværk og gadekøkkener
• Wiang Kum Kam – den oversvømmede første hovedstad syd for byen, som lå begravet i flodsand indtil 1980’erne

Wat Phra That Doi Suthep – templet på bjerget

Doi Suthep er Chiang Mais vartegn og det sted, næsten alle besøgende ender. Templet ligger cirka 1.050 meter oppe på bjergsiden vest for byen, godt 15 kilometer ad en snoet vej, og den forgyldte chedi i midten af den øvre terrasse kan ses glimte fra dalen på en klar dag.

Historien om, hvordan templet endte netop dér, er den, alle guider fortæller: en hvid elefant fik en buddhistisk relikvie bundet på ryggen og blev sluppet løs for selv at vælge stedet. Den gik op ad bjerget, trompeterede, gik rundt om sig selv og lagde sig ned – og der blev den første chedi rejst i 1383 under kong Ku Na. Uanset hvad man mener om legenden, forklarer den, hvorfor et af Nordthailands vigtigste templer ligger på en bjergside i stedet for i en by.

Fra parkeringspladsen fører en naga-trappe på 306 trin op til templet, flankeret af to lange slangekroppe i mosaik. Der er også en skråelevator for dem, der ikke kan gå trapperne. Oppe på terrassen går man med uret rundt om chedien sammen med thailandske pilgrimme, forbi buddhafigurer, klokkerækker og en udsigtsterrasse, hvorfra hele Chiang Mai-dalen ligger fladt ud under en.

Templet er et aktivt helligsted, ikke et museum. Skuldre og knæ skal være dækkede, skoene af på den øvre terrasse, og det er værd at komme tidligt: mellem klokken ti og tre står turistbusserne tæt, mens templet klokken syv om morgenen ofte kun deles med munke og lokale.

Monk’s Trail og Wat Pha Lat – skovtemplet på vejen op

Halvvejs op ad bjerget ligger Wat Pha Lat, og det er det tempel, de fleste kører forbi uden at vide, det er der. Det var oprindelig et hvilested for pilgrimme på vej til Doi Suthep, dengang turen op foregik til fods, og det er stadig et skovkloster: mosgroede trapper, en bæk der løber ned over klippen, buddhafigurer mellem trærødder og næsten ingen mennesker.

Man kan køre helt derop, men den rigtige måde er Monk’s Trail – den gamle munkesti, der starter oven for Chiang Mai Universitet og går op gennem skoven. Turen tager omkring tre kvarter opad, er markeret med orange stofstykker bundet om træerne, og kræver ingen særlig kondition ud over evnen til at gå opad i varme. Fra Wat Pha Lat fortsætter stien videre mod Doi Suthep for de energiske, men de fleste går ned igen eller tager en songthaew resten af vejen op.

Wat Pha Lat er gratis at besøge og har hverken boder eller billetluge. Det er stedet at tage hen, hvis Doi Suthep føltes for fyldt – de to templer ligger på samme bjerg og er hinandens modsætninger.

Den gamle bydel – voldgraven, murene og Tha Phae Gate

Chiang Mais gamle bydel er en næsten perfekt firkant på cirka halvanden kilometer til hver side, omgivet af en voldgrav med vand i og resterne af en teglstensmur. Firkanten blev sat ud, da kong Mangrai grundlagde byen i 1296, og den er stadig byens organiserende princip: alt bliver beskrevet som liggende inden for eller uden for voldgraven.

Af murene står hjørnebastionerne og fire porte tilbage. Tha Phae Gate mod øst er den mest kendte – en bred teglstensport med en åben plads foran, hvor duer, gadefotografer og rygsækrejsende samles, og hvor de store festivaler har deres scene. Chiang Mai Gate mod syd er mindre fotogen, men har byens bedste aftenmarked for mad lige uden for.

Inde i firkanten ligger over tredive templer, og gadenettet er så småt, at bilerne holder sig til de store gader. Det gør den gamle bydel til et sted, man går i: mellem to templer er der sjældent mere end et par hundrede meter, og imellem dem ligger caféer, guesthouses, massagesteder og private huse med hunde på fortovet. En hel formiddag til fods inden for voldgraven er det enkleste og bedste, man kan gøre i Chiang Mai.

Fra Mangrai til i dag – Chiang Mais historie kort

Chiang Mai betyder den nye by, og navnet er bogstaveligt. Kong Mangrai havde allerede grundlagt Wiang Kum Kam nede ved floden, men da den blev oversvømmet gang på gang, valgte han i 1296 et nyt sted længere fra Ping og lagde byen ud som en firkant med voldgrav omkring. Den blev hovedstad i Lanna, et rige der på sit højeste dækkede det meste af Nordthailand og strakte sig ind i nutidens Laos og Myanmar.

Guldalderen var 1400-tallet, hvor Wat Chedi Luang og de store templer blev bygget, og hvor byen var et centrum for buddhistisk lærdom. I 1558 blev Chiang Mai erobret af burmeserne og forblev under burmesisk overherredømme i godt to hundrede år. Den periode satte sig spor i både arkitekturen og køkkenet – gaeng hang lay er en burmesisk arv.

Først i 1770’erne blev burmeserne drevet ud, og byen lå derefter en tid næsten forladt. Kong Kawila genbefolkede den fra 1796, byggede murene op og gjorde den til vasalfyrstendømme under Siam. Selvstændigheden forsvandt endeligt i begyndelsen af 1900-tallet, da provinsen blev indlemmet direkte i den thailandske stat, og jernbanen fra Bangkok nåede frem i 1921.

Det er den historie, der forklarer, hvorfor Chiang Mai føles anderledes end resten af landet: sprog, skrift, mad, musik og tempelarkitektur er Lanna, ikke siamesisk, og byen har kun været en almindelig thailandsk provinshovedstad i omkring hundrede år.

Wat Chedi Luang – ruinen midt i byen

Wat Chedi Luang er det mest imponerende, der er i den gamle bydel, netop fordi det er ødelagt. Den store chedi blev påbegyndt i slutningen af 1300-tallet og stod færdig i midten af 1400-tallet som en af de højeste bygninger i hele Sydøstasien. I 1545 mistede den toppen – kilderne peger på et jordskælv – og siden har den stået som en afstumpet, massiv pyramide af tegl og stuk med elefanthoveder på siderne og trapper, der ikke fører op til noget.

Fra 1468 til 1551 stod Smaragdbuddhaen i en niche på chediens østside. Den figur er i dag Thailands helligste og står i Wat Phra Kaew i Bangkok; i nichen i Chiang Mai står nu en kopi i sort jade, skænket i 1995 op til byens 700-års jubilæum.

Templet er stadig i brug, og der ligger et buddhistisk universitet på grunden. I eftermiddagstimerne sidder unge munke ved borde under træerne til Monk Chat, hvor besøgende kan sætte sig og stille spørgsmål om klosterlivet – munkene øver engelsk, gæsterne får svar, og det koster ingenting. Kvinder skal huske ikke at række noget direkte til en munk eller sætte sig så tæt, at de kommer til at røre ved ham.

Wat Phra Singh – Lanna-arkitekturens hovedværk

Wat Phra Singh ligger for enden af Ratchadamnoen, den gade der løber tværs gennem den gamle bydel fra Tha Phae Gate, og det er byens mest besøgte tempel inden for voldgraven. Anlægget blev grundlagt i 1345, og det er stort: en gylden chedi, et bibliotek på en høj sokkel med stukfigurer, en stor forsamlingshal – og bagest det, man kommer for.

Viharn Lai Kham er en lille træhal fra begyndelsen af 1800-tallet og et af de bedst bevarede eksempler på Lanna-byggeri, der findes. Taget er lavt og trukket ned i tre niveauer, gavlen er skåret og forgyldt, og inde i halvmørket dækker vægmalerier fra 1800-tallet væggene med scener fra hverdagslivet i det gamle Nordthailand: markeder, tatoverede mænd, kvinder med tunge øreringe, siameserkatte. De er lige så meget historisk kildemateriale som religiøs kunst.

I hallen står Phra Buddha Sihing, den figur templet er opkaldt efter. Der findes flere thailandske buddhafigurer med det navn, og hvilken der er den oprindelige, er der ikke enighed om – men det er denne, der bæres gennem Chiang Mais gader under Songkran i april.

Wat Chiang Man – byens ældste tempel

Wat Chiang Man ligger i det nordøstlige hjørne af den gamle bydel og er lige så gammelt som byen selv. Kong Mangrai boede her, mens Chiang Mai blev bygget omkring ham i 1296, og templet blev grundlagt samme år. Det er et roligt sted med langt færre besøgende end Phra Singh og Chedi Luang, selv om det ligger få hundrede meter derfra.

Det bærende element er Chang Lom-chedien: en forgyldt klokkeform, der hviler på en base med murede elefanter i halv figur, som ser ud til at bære hele konstruktionen. Motivet er lånt fra Sri Lanka via Sukhothai og er sjældent i Nordthailand.

I den mindre af de to forsamlingshaller opbevares to buddhafigurer, som er langt vigtigere, end de ser ud: Phra Sae Tang Khamani, en lille krystalbuddha, som ifølge overleveringen er ældre end byen og kom hertil fra Lamphun, og Phra Sila, et fladt marmorrelief. De står bag glas og gitter, og lyset er dårligt – men de er der, og de er en del af grunden til, at netop dette tempel bliver kaldt byens hjerte.

Sådan læser man et Lanna-tempel

Et tempelanlæg i Chiang Mai består altid af de samme dele, og kender man dem, giver de tredive templer inden for voldgraven pludselig mening frem for at flyde sammen.

Chedien er det massive, spidse tårn, der rummer en relikvie – det er den, der er hellig, og den, man går rundt om med uret. Viharn er den store, åbne forsamlingshal, hvor både munke og lægfolk kommer, og hvor hovedbuddhaen står; det er den bygning, besøgende går ind i. Ubosot er ordinationshallen, hvor munke indvies, ofte mindre og markeret med otte grænsesten i jorden omkring. Ho trai er biblioteket, som typisk står hævet på en høj sokkel for at holde termitter og fugt væk fra palmebladsmanuskripterne.

Det, der gør stilen nordthailandsk, er taget. Lanna-tage er lave og trukket ned i flere niveauer, så bygningen virker tung og bred i stedet for høj. På tagryggen sidder chofa, en slank, fuglelignende spids, og langs tagkanterne løber naga, slangeskikkelsen, der også danner gelænder på trapperne op til templet. Gavlfeltet over indgangen er skåret i træ og forgyldt eller lagt med spejlmosaik i rødt og guld.

Wat Sri Suphan – sølvtemplet i Wua Lai

Syd for voldgraven ligger Wua Lai Road, hvor sølvsmedene har haft værksted i generationer, og for enden af en sidegade står resultatet: en ordinationshal, hvor væggene, taget, søjlerne og hver eneste detalje er beklædt med prægede plader af sølv, aluminium og nysølv. Motiverne er en blanding af buddhistiske scener, zodiaktegn og – hvis man kigger efter – moderne tilføjelser som verdenskort og jordkloder.

Templet selv er fra begyndelsen af 1500-tallet, men sølvbeklædningen er nyere og udført af kvarterets egne håndværkere som et løbende projekt. Det er derfor ikke et museumsstykke, men en igangværende opvisning i det håndværk, gaden lever af.

Én ting skal man vide på forhånd: kvinder må ikke gå ind i selve ordinationshallen. Det er en gammel klosterregel knyttet til bygningens indvielse, ikke en turistregel, og der står skilte om det. Hallen kan ses udefra hele vejen rundt, og resten af tempelområdet er åbent for alle. Om lørdagen løber Saturday Walking Street lige forbi indgangen, og så er templet oplyst om aftenen.

Wat Umong – tunnellerne i skoven

Wat Umong ligger vest for byen ved foden af Doi Suthep og er noget helt andet end templerne inde bag voldgraven. Det er et skovkloster fra 1300-tallet, anlagt under kong Ku Na, og navnet betyder tunnel: under den store chedi løber et system af murede gange med buddhafigurer i nicher, kølige og halvmørke, med rester af gamle kalkmalerier i loftet.

Rundt om ligger et stort, skyggefuldt område med en sø fuld af fisk og skildpadder, en samling af beskadigede buddhafigurer, der er stillet op mellem træerne i stedet for at blive kasseret, og træer med ordsprog hængt op på små skilte på thai og engelsk. Der bor stadig munke på stedet, og klostret har i årtier taget imod udlændinge, der vil meditere.

Wat Umong er et af de steder, hvor man opdager, at Chiang Mai ikke kun har templer, man ser på, men også templer, man opholder sig i. Der er ingen entré til selve området, en beskeden donation forventes ved tunnellerne, og der er sjældent kø.

Wat Suan Dok og de hvide chedier

Wat Suan Dok betyder blomsterhavens tempel og lå oprindelig i en kongelig have uden for byen. Det blev grundlagt i 1370’erne, og det er herfra, historien om Doi Suthep starter: relikvien, der blev delt i to, hvor den ene halvdel blev i Suan Dok, mens den anden red op ad bjerget på elefanten.

Det, man husker stedet for, er de hvide chedier. En hel mark af kalkhvide, spidse stupaer i forskellig størrelse står samlet foran den forgyldte hovedchedi, og de rummer asken efter Chiang Mais kongefamilie, flyttet hertil i begyndelsen af 1900-tallet. Sammen med Doi Suthep-bjerget i baggrunden giver det byens mest fotograferede solnedgangsmotiv, som ikke er en udsigt.

Templet huser desuden et buddhistisk universitet, og også her holdes Monk Chat på faste eftermiddage. Det ligger cirka en kilometer vest for voldgraven ad Suthep Road, på vejen mod universitetet og Wat Umong, så de tre kan nemt lægges på samme halve dag.

Wiang Kum Kam – byen under byen

Fem kilometer syd for Chiang Mai ligger resterne af den by, der kom først. Kong Mangrai grundlagde Wiang Kum Kam i 1286 som sin hovedstad, ti år før Chiang Mai, men floden Ping oversvømmede stedet gentagne gange, og byen blev opgivet. Da floden senere skiftede løb, blev ruinerne dækket af sand og jord – og de lå der glemt i århundreder, mens marker og landsbyer blev anlagt ovenpå.

Først i 1980’erne begyndte systematiske udgravninger at hente byen frem igen. I dag står omkring fyrre lokaliteter blotlagt spredt ud over et område med almindelige huse, veje og marker imellem: tempelfundamenter, chedier, en muret ordinationshal og indskrifter. Wat Chedi Liam, en trinpyramide med buddhafigurer i nicher hele vejen op, er den eneste bygning, der aldrig gik ud af brug og stadig fungerer som tempel.

Det bemærkelsesværdige er, hvordan man ser det: der er ingen indhegnet ruinpark. Man kører rundt mellem udgravningerne i en hestevogn eller en lille elvogn fra informationscentret, og undervejs ligger ruinerne i baghaver og på markhjørner. Wiang Kum Kam indgår sammen med den gamle bydel og Doi Suthep i den ansøgning om optagelse på UNESCO’s verdensarvsliste, som Thailand har haft liggende siden 2015 – men stedet står stort set aldrig på listerne over, hvad man skal se i Chiang Mai. Det er en halv dag, som næsten ingen andre turister bruger.

Three Kings Monument og byens museer

Midt i den gamle bydel, på en åben plads foran det gamle provinsrådhus, står tre bronzefigurer i overstørrelse: kong Mangrai af Lanna, kong Ngam Muang af Phayao og kong Ramkhamhaeng af Sukhothai. Ifølge krønikerne rådførte de tre sig med hinanden om, hvor Chiang Mai skulle ligge, og monumentet markerer den beslutning. For byens indbyggere er det et helligsted i praksis – der ligger blomsterkranse og røgelse ved soklen hele året.

Bag monumentet ligger Lanna Folklife Museum i den tidligere retsbygning. Det er byens bedste introduktion til, hvad Lanna-kulturen består af: rekonstruerede tempelinteriører, forklaringer på gavludskæringerne, tekstiler, lakarbejde, og en gennemgang af den religiøse kalender. En time her gør resten af templerne læselige.

På samme plads ligger Chiang Mai City Arts and Cultural Centre med byens historie fra Lanna-riget over den burmesiske periode til i dag, og Chiang Mai Historical Centre bygget hen over et udgravet murfundament. De tre museer deles om en fælles kombinationsbillet, og de ligger inden for hundrede meter af hinanden – en oplagt plan på en dag, hvor det regner eller er for varmt til at gå ude.

Wat Phra That Doi Kham – den store Buddha over dalen

Sydvest for byen, på et lavere bjerg end Doi Suthep, ligger Wat Phra That Doi Kham, som lokale kalder guldtemplet. Det er ældre end Chiang Mai selv – traditionen daterer det til 600-tallet – men det, man ser først, er nyt: en siddende buddhafigur på omkring sytten meter, der troner over trætoppene og kan ses fra motorvejen og fra flyene på vej ind til lufthavnen.

Templet er kendt blandt thailændere som et sted, hvor ønsker bliver opfyldt, og betalingen for et opfyldt ønske er jasminkranse. Derfor hænger der tusindvis af dem omkring helligdommen, og duften er kraftig. Det giver stedet en helt anden stemning end Doi Suthep: færre udenlandske turister, flere lokale familier og en tydelig fornemmelse af et tempel i daglig brug.

Der er fri udsigt over den sydlige del af dalen, Royal Park Rajapruek ligger få minutter derfra, og turen op er kort. Det er den bedste erstatning, hvis Doi Suthep er overrendt, eller hvis man vil se et bjergtempel uden at bruge en halv dag på det.

Doi Inthanon – Thailands højeste bjerg

Doi Inthanon er 2.565 meter højt og dermed landets højeste punkt. Nationalparken omkring det ligger cirka 100 kilometer sydvest for Chiang Mai, og turen derop er den mest almindelige heldagsudflugt fra byen – med god grund, for man kører fra tropisk lavland til noget, der ligner en helt anden klimazone på under to timer.

Selve toppen er en skuffelse for dem, der venter udsigt: den ligger i tæt tågeskov, og der står et skilt og en lille helligdom. Til gengæld begynder Ang Ka-naturstien lige ved siden af – en kort træbro gennem en mosbevokset sumpskov med orkideer, laver og bregner, som ikke findes andre steder i Thailand, og hvor temperaturen i december-januar kan komme ned omkring frysepunktet.

Lidt nede ad vejen står de to pagoder, som mange forbinder med bjerget: Napamethanidon og Napapholphumisiri, rejst af det thailandske luftvåben til kongens og dronningens 60-års fødselsdage i 1987 og 1992. De står på en åben bjergryg med anlagte terrassehaver omkring sig, og herfra er der den udsigt, toppen ikke har.

Undervejs ligger Wachirathan-vandfaldet, hvor en bred vandmasse falder ned i en kløft og sender vandstøv over hele udsigtspladsen, og Sirithan- og Mae Klang-vandfaldene. På bjergsiden dyrker karen- og hmong-landsbyer kaffe, jordbær og blomster i terrasser under et kongeligt udviklingsprojekt, som blev sat i verden for at erstatte opiumsdyrkning – og som er grunden til, at man kan købe lokalt dyrket arabica på vej ned.

Bua Tong – vandfaldet man kan gå opad i

Bua Tong Sticky Waterfalls ligger cirka en times kørsel nord for Chiang Mai i Si Lanna Nationalpark, og de er blevet populære af én grund: man kan gå op ad dem. Vandet kommer fra en kalkrig kilde, og de mineraler, det aflejrer på klippen, danner en ru, porøs overflade, der giver bare fødder greb i stedet for at være glat. Der er ingen alger, fordi vandet kommer direkte fra kilden.

Det er ikke klatring. Man går opad i strømmen i tre-fire etaper med reb spændt langs siden, og børn i skolealderen klarer det uden problemer. Nedenfor ligger et picnicområde med borde, og der er ingen entré – kun en frivillig donation og en beskeden parkeringsafgift.

Stedet er kendt blandt både thailændere og udlændinge og er fyldt i weekenden. Kommer man på en hverdag før middag, kan man have et helt fald for sig selv. Turen kombineres tit med Chiang Dao-hulen eller et af de varme kilder-anlæg længere nordpå, og det gør en halv dag til en hel.

Elefanter i Chiang Mai – sådan vælger man rigtigt

Elefanter er den mest solgte oplevelse i Nordthailand og den, der kræver mest omtanke. Den korte version: vælg et sted, hvor man ikke rider, hvor der ikke er shows med maling eller fodbold, og hvor dyrene ikke står i lænker mellem gæsterne.

Elefantridning slider på dyrenes ryg, og den træning, der gør en elefant villig til at bære mennesker og udføre kunster, er ikke skånsom. Derfor har en række af de større og bedre steder i Mae Taeng- og Mae Wang-dalene nord og vest for Chiang Mai lagt kursen om til rene observationsbesøg: man går med flokken, ser dem æde og bade i floden og hører historien om, hvor de kommer fra. Elephant Nature Park, grundlagt af Sangduen “Lek” Chailert, er det mest kendte af dem og driver samtidig et tilflugtssted for dyr, der er hentet ud af turist- og tømmerindustrien.

Vær opmærksom på, at ordene “sanctuary” og “ethical” ikke er beskyttede og bliver brugt af alle. De brugbare kontroltegn er konkrete: står der ridning på programmet, er der stole på ryggen, er der forestillinger, må gæsterne bade dyrene i store hold? Jo flere ja, jo længere væk fra et reelt tilflugtssted. Bestil desuden hjemmefra eller et par dage før – de steder, der har begrænset antal gæster om dagen, er som regel også dem, der er udsolgt.

Doi Pui, Hmong-landsbyen og nationalparken bag Doi Suthep

Kører man videre forbi Doi Suthep-templet, fortsætter vejen op i Doi Suthep-Pui Nationalpark. Første stop er Bhubing-paladset, kongefamiliens vinterresidens, hvis haver er åbne for besøgende, når familien ikke er der – rosenhaver, bregnehus og et køligere klima end nede i dalen.

For enden af vejen ligger Doi Pui, en hmong-landsby cirka 1.400 meter oppe. Den er indrettet til besøgende med boder, en lille opiumsudstilling og en anlagt blomsterhave, og den giver ikke et uberørt billede af livet i bjergene. Til gengæld er den ærlig nok om det, der er let tilgængelig for alle, og haverne med chrysantemum og dahlia er reelt smukke.

Vil man have naturen frem for landsbyen, går der vandrestier i nationalparken fra vejen: Huay Kaew-vandfaldet nederst ved universitetet, Montha Than-vandfaldet lidt højere oppe og længere ruter over bjergryggen. Songthaew fra Chiang Mai Gate eller fra zoo-området kører til Doi Suthep, og turen videre til Doi Pui aftales med chaufføren, ofte som en samlet pris for hele turen med ventetid.

Sunday Walking Street – byens største marked

Hver søndag eftermiddag lukkes Ratchadamnoen, hovedgaden gennem den gamle bydel, for trafik, og fra Tha Phae Gate og ind mod Wat Phra Singh bliver den til et sammenhængende marked. Det breder sig ud i sidegaderne og ind på tempelgrundene, hvor gårdspladserne bliver til madområder med plastikstole og hvad der findes af grillkul.

Varerne er bedre end på Night Bazaar: håndvævet bomuld og indigo fra bjerglandsbyerne, træskærerarbejde, keramik, tegninger, lamper af mulbærpapir, sæbe, kaffe fra bjergene. En del af de sælgende er dem, der har lavet tingene, og priserne er lavere end i butikkerne på Nimman.

Markedet åbner sidst på eftermiddagen og kører til omkring midnat, og det er tættest pakket mellem syv og ni. Klokken seks stopper alt: nationalsangen spilles over højttalerne, og hele gaden står stille, mens den varer. Kom tidligt, hvis man vil kunne se boderne, sent hvis man vil have stemningen – og medregn, at man ikke kommer hurtigt igennem uanset hvad.

Saturday Walking Street på Wua Lai

Lørdagens marked ligger uden for voldgraven mod syd, på Wua Lai Road i sølvsmedekvarteret, og er markant mindre end søndagens. Det er en fordel: der er plads til at gå, flere lokale familier og færre boder med masseproducerede souvenirs.

Kvarterets håndværk er stadig synligt her. Sølvværkstederne langs gaden har åbne facader, og på markedet sælges både prægede skåle, smykker og de plader, der bruges til at beklæde Wat Sri Suphan, som ligger midt i det hele og er oplyst om aftenen.

Maden er den anden grund til at tage derned. Gadekøkkenerne på Wua Lai laver nordthailandsk mad frem for turistretter – sai ua-pølse, sprøde svinesvær, nam prik med grøntsager til, klæbrig ris i bambuskurve – og priserne er lavere end på søndagsmarkedet. Markedet kører fra sidst på eftermiddagen til omkring klokken elleve.

Warorot Market – markedet, hvor byen selv handler

Warorot, som lokale kalder Kad Luang, ligger ved Ping-floden øst for den gamle bydel og er ikke et turistmarked. Det er byens store, overdækkede dagsmarked i tre etager, åbent fra tidlig morgen, og det er her, husholdninger, restauranter og templer køber ind.

I stueetagen ligger fødevarerne: tørrede chili og krydderiblandinger til nordthailandske retter, pølser, sprøde svinesvær i bunker, frugt, kandiseret ingefær, kaffe. På etagerne over sælges tekstiler, tøj til tempelbrug, blomsterkranse og køkkengrej. Uden for markedet fortsætter boderne ud på fortovene, og blomstermarkedet ved siden af arbejder hele natten med at binde de jasminkranse, der ender i templerne næste morgen.

Warorot er det bedste sted i byen at købe spiselige souvenirs, og det er samtidig den nemmeste måde at se, hvad det nordthailandske køkken faktisk består af, inden man bestiller det på en restaurant. Kvarteret omkring markedet er byens kinesiske og vietnamesiske bydel, og der ligger en række gamle butikshuse og et par templer i en helt anden stil end Lanna-templerne inde bag voldgraven.

Night Bazaar – aftenmarkedet ved Chang Klan

Night Bazaar på Chang Klan Road er byens ældste turistmarked og kører hver aften året rundt. Det er en lang række boder langs gaden plus et par overdækkede haller og gårdrum, og udbuddet er mere ensartet end på weekendmarkederne: t-shirts, tasker, elefantbukser, lamper, kopivarer, souvenirs.

Det er stadig værd at gå igennem, hvis man kun er i byen på en hverdag og gerne vil have markedsstemningen. To steder inde i komplekset er bedre end resten: Anusarn-området med fiske- og skaldyrsrestauranter og Kalare med madboder omkring en scene med levende musik.

Priserne starter højt, og der forhandles. En rimelig tommelfingerregel er at byde omkring det halve af det første tilbud og mødes et sted i midten – roligt og med et smil, for hårde forhandlinger er ikke velset. Vil man have kvalitet frem for pris, skal man vente på søndagsmarkedet eller gå i butikkerne på Nimman.

Nimmanhaemin – caféer, design og universitetskvarteret

Nimmanhaemin, i daglig tale Nimman, ligger vest for voldgraven ved Chiang Mai Universitet og er byens moderne ansigt. Sidegaderne, de såkaldte sois, er fyldt med kaffebarer, designbutikker, gallerier, koncepthoteller og restauranter, og kvarteret er blevet et af Sydøstasiens tætteste samlingspunkter for udlændinge, der arbejder fra computeren.

Kaffen er grunden til, at mange kommer. Nordthailand dyrker arabica på bjergsiderne omkring byen, og en stor del af Nimmans caféer rister deres eget og kan fortælle, hvilken landsby bønnerne kommer fra. Prisen for en kop ligger langt under dansk niveau, selv på de mest gennemførte steder.

One Nimman er kvarterets midtpunkt: en åben plads omgivet af butikker i murstensbyggeri, med et weekendmarked for lokalt design, madboder og et klokketårn. Rundt om ligger MAIIAM Contemporary Art Museum lidt uden for byen mod øst, og på selve Nimman er der gallerier og små udstillingsrum. Det er den del af Chiang Mai, der ikke handler om templer overhovedet – og en god modvægt, hvis man har set fire templer på en formiddag.

Mae Ping-floden og bådturen

Ping-floden løber gennem Chiang Mai øst for den gamle bydel, og den er den grund, byen ligger hvor den ligger. I dag er den mest synlig som en stribe grønt mellem husene, med en håndfuld broer, restauranter på pæle og et par gamle teaktræshuse langs bredden.

De traditionelle langbåde sejler ture på et par timer fra anløbsbroerne nær Warorot Market. Turen går nordpå ud af byen, forbi haver, templer og træhuse, og de fleste ture standser ved en lille landbrugshave, hvor man får te og frugt, inden båden vender. Det er ikke en spektakulær sejlads, men den viser en side af byen, man ikke ser fra vejen, og den er kølig i eftermiddagsvarmen.

Langs floden ligger desuden nogle af byens bedste aftenrestauranter, hvor man sidder på terrasser ud over vandet, og et par af de gamle handelsvillaer fra teak-tiden er blevet til caféer og gallerier. Wat Ket-kvarteret på østbredden har et lille lokalhistorisk museum i en tempelbygning – samlet af beboerne selv, uden entré og med en helt anden slags genstande end statsmuseerne.

Bo Sang, San Kamphaeng og byens håndværk

Ti kilometer øst for Chiang Mai ligger Bo Sang, paraplybyen. Her fremstilles paraplyer og parasoller af bambus og mulbærpapir i hånden, og på værkstederne kan man se hele processen: bambussen spaltes til ribber, papiret koges og øses, og til sidst males motivet på med frihånd. De maler også gerne et motiv på ens telefon eller taske, mens man ser på, og det tager to minutter.

Vejen videre til San Kamphaeng er kendt som håndværksvejen. Langs den ligger silkevæverier, hvor man kan følge tråden fra silkeorm til vævet stof, keramikværksteder med celadon-glasur, træskærere, lakarbejde og sølvsmede. Mange af stederne er indrettet med både værksted og butik, og man kan gå ind uden at købe noget.

Det er ikke tilfældigt, at netop dette ligger her. Chiang Mai blev i 2017 optaget i UNESCO’s netværk af kreative byer i kategorien kunsthåndværk og folkekunst, og begrundelsen var præcis den kæde af værksteder, som stadig arbejder i og omkring byen – sølv i Wua Lai, papir og paraplyer i Bo Sang, silke og keramik langs San Kamphaeng-vejen. Man kan altså se håndværket, hvor det bliver lavet, i stedet for kun i en souvenirbod. I januar holder Bo Sang paraplyfestival med optog og pyntede facader.

Royal Park Rajapruek og de botaniske haver

Royal Park Rajapruek sydvest for byen blev anlagt til en international havebrugsudstilling i 2006-2007 og blev stående som park. Det er et stort, velholdt anlæg med temahaver, vandbassiner, orkidehuse og en række pavilloner fra andre lande, og midt i det hele står Ho Kham Luang, en stor pavillon i Lanna-stil af mørkt træ med forgyldte udskæringer.

Parken er så stor, at der kører en lille bane rundt i den, og det er en fordel i middagsvarmen. Om vinteren står bedene fulde, og i december-januar afholdes en blomsterudstilling med aftenbelysning.

Nordvest for byen, i Mae Rim-dalen, ligger Queen Sirikit Botanic Garden på bjergsiden med drivhuse på en højderyg, en trætopgangbro og et samlet overblik over Thailands plantetyper fra regnskov til bjergskov. Vejen derop passerer Mae Sa-vandfaldet med ti niveauer og picnicpladser – det er den nemmeste natur i nærheden af byen og en klassisk halvdagstur med lejet bil eller scooter.

Chiang Mai med børn

Chiang Mai er en let by at rejse i med børn, fordi afstandene er små, maden er mild, hvis man beder om det, og næsten alt kan afbrydes af en pause med frugtshake. Templerne holder dog kun til en vis mængde, og det er værd at planlægge dagene, så der er en fysisk aktivitet imellem dem.

Bua Tong-vandfaldene er det bedste enkeltstop for børn: man må gå op i vandet, det er gratis, og der er picnicborde. Doi Inthanons naturstier er korte og på træbroer. Et elefantbesøg uden ridning er en oplevelse, børn husker – men vælg et sted med kort program, da hele dage i bil kan blive lange.

Inde i byen ligger Chiang Mai Zoo på bjergsiden med en lang, kuperet rundtur, akvarium og bane rundt i anlægget, og Night Safari sydvest for byen kører aftensafari med åbne vogne gennem indhegninger. Huay Tung Tao-søen nord for byen har små bambushytter ved vandkanten, hvor familier ligger og spiser hele eftermiddagen, og det koster næsten ingenting. Endelig er madlavningskurser en overraskende god familieaktivitet – flere skoler tager imod børn og lader dem lave deres egen ret.

Gratis oplevelser i Chiang Mai

En stor del af det, Chiang Mai er værd at komme for, koster ikke noget. De fleste templer inden for voldgraven tager ingen entré, kun de største opkræver et mindre beløb, og en dag med Wat Chiang Man, Wat Umong, Wat Suan Dok og et par af de mindre templer inden for murene kan gennemføres uden at åbne pungen.

Monk’s Trail op til Wat Pha Lat er gratis, og det samme er Wat Pha Lat selv. Weekendmarkederne koster kun det, man køber, og både Warorot Market og blomstermarkedet ved floden er oplevelser i sig selv. Monk Chat på Wat Chedi Luang og Wat Suan Dok er gratis samtaler med munke, der gerne vil øve engelsk.

Uden for byen er Bua Tong-vandfaldene gratis, og Huay Tung Tao koster kun en beskeden afgift ved bommen. Endelig er selve voldgraven og portene åbne hele døgnet, og en aftentur langs den østlige side, hvor Tha Phae Gate og murresterne er belyst, er en af de billigste ting, man kan lave i byen.

Maden – khao soi og det nordthailandske køkken

Chiang Mai har sit eget køkken, og det er ikke det, man kender fra danske thairestauranter. Nordthailandsk mad er mindre sød, bruger sjældnere kokosmælk og trækker på nabolandene: Shan-staten i Myanmar, Laos og det sydlige Kina. Der spises klæbrig ris med fingrene frem for jasminris med ske.

Khao soi er byens signaturret og grunden til, at mange kommer tilbage. Det er en gullig karrysuppe med kokosmælk og bløde æggenudler, toppet med et net af friterede nudler, og serveret med syltet sennepskål, rødløg og en lime ved siden af. Retten kom hertil ad karavanevejene fra det muslimske Yunnan, og de bedste steder ligger stadig omkring Ban Haw-moskéen øst for voldgraven.

Ved siden af khao soi står et par retter, man bør prøve: sai ua, den grove pølse med citrongræs, kaffirlime og chili; nam prik ong, en dip af tomat og hakket svinekød, og nam prik num, en dip af ristede grønne chili – begge med sprøde svinesvær og dampede grøntsager til; og gaeng hang lay, en tyk, mild svinekarry med ingefær og tamarind, tydeligt burmesisk i sin oprindelse.

Hvor spiser man det? På markederne. Chiang Mai Gate-markedet syd for voldgraven laver mad fra tidlig morgen til sent, gadekøkkenerne på Wua Lai om lørdagen er nordthailandske, og de små, uprætentiøse steder rundt om universitetet serverer studenterpriser. En kantoke-aften – lave borde, kurve med klæbrig ris, flere små retter og danseopvisning – er den tilrettelagte version og fungerer bedst som en enkelt aften, ikke som hele madoplevelsen.

Madlavningskurser og markedsbesøg

Chiang Mai er sandsynligvis det sted i Thailand, hvor flest udlændinge lærer at lave thaimad. Der er skoler i alle prislejer, fra store hold i byen til små familiedrevne steder på landet, og de fleste kurser er bygget ens op: besøg på et lokalt marked, hvor man får forklaret ingredienserne, derefter fire til seks retter, som man laver selv og spiser undervejs.

De bedre kurser ligger uden for byen med egen køkkenhave, hvor urterne bliver plukket, mens man kigger på, og de starter med at støde sin egen karrypasta i morter. Det tager længere tid end at åbne en pakke, og det er hele pointen: forskellen på en grøn karry lavet af frisk pasta og en af købepasta er det, man tager med hjem.

De fleste skoler tilbyder både halv- og heldagskurser, aftenhold og vegetariske eller veganske varianter, og man får en opskriftsbog med. Book et par dage før, særlig i højsæsonen fra november til februar – de mindste skoler har få pladser og er tit fyldt op.

Massage, spa og Muay Thai

Thaimassage er billig og allestedsnærværende i Chiang Mai, og kvaliteten er generelt høj, fordi byen har flere anerkendte massageskoler. En times traditionel thaimassage koster typisk et beløb, der svarer til en kop kaffe og en sandwich herhjemme, og der er butikker på hvert eneste gadehjørne inden for voldgraven.

Et særligt sted er kvindefængslets massagecenter i den gamle bydel, hvor indsatte i den sidste del af deres afsoning arbejder som led i et erhvervsprogram, der skal give dem et fag efter løsladelsen. Det er et almindeligt massagested med almindelige priser, og det har været drevet i mange år.

Muay Thai er den anden ting, byen er kendt for på kroppen. Der er kampe flere aftener om ugen på stadionerne nær Tha Phae Gate og i nærheden af Night Bazaar, og en aften med fire-fem kampe er en overkommelig introduktion til sporten. Vil man selv prøve, tager en række lejre i og omkring byen imod nybegyndere på dags- eller ugebasis, og mange af dem træner udlændinge side om side med thailandske professionelle.

Trekking, bjergstammer og landsbybesøg

Bjergene omkring Chiang Mai er befolket af flere folkegrupper med hver sit sprog og sin klædedragt – karen, hmong, lahu, akha, lisu og flere – og vandreture til deres landsbyer har været solgt fra byen i årtier. Turene går typisk over en eller to dage med overnatning i en landsby, og de bedste af dem arbejder fast sammen med de samme familier, som får en aftalt del af betalingen.

Kvaliteten svinger meget. Spørg konkret ind, før man booker: hvor mange er der på holdet, hvor mange dage har turen kørt til samme landsby, sover man i familiens hus eller i en turisthytte, og hvad går pengene til. Turene fra Mae Wang, Mae Chaem og området ved Chiang Dao har som regel færre deltagere end de billigste dagsture nord for byen.

Et sted bør man tænke sig ekstra om: de såkaldte langhalsede landsbyer, hvor kayan-kvinder med messingringe om halsen tager imod besøgende mod entré. Grupperne er flygtninge fra Myanmar og har i mange tilfælde ikke haft ret til at arbejde eller bevæge sig frit, og landsbyerne i turistområderne er anlagt til formålet. Flere organisationer har kaldt konstruktionen problematisk. Vil man møde bjergfolk, giver et almindeligt landsbybesøg på en trekkingtur et mere ærligt billede.

Dagsture fra Chiang Mai – Chiang Rai, Pai og Lampang

Chiang Rai er den mest solgte dagstur. Turen tager omkring tre timer hver vej, og målet er tre bygninger, som ikke ligner noget andet i Thailand: Wat Rong Khun, det hvide tempel, bygget af kunstneren Chalermchai Kositpipat som et hvidt, spejlbelagt fantasibyggeri; Wat Rong Suea Ten, det blå tempel, med en hvid buddha i en dybblå hal; og Baan Dam, det sorte hus, kunstneren Thawan Duchanees samling af mørke træbygninger fyldt med knogler, skind og udskæringer. Det bliver en lang dag – seks timer i bil – men de tre steder er tilsammen usædvanlige nok til at bære den.

Pai ligger tre timer nordvest for byen ad rute 1095, og vejen er berømt for sine mange hundrede sving – t-shirts i byen praler med tallet 762. Pai er en lille bjergby i en flad dal med varme kilder, vandfald, rismarker og et natmarked, og den fungerer bedst som en overnatning eller to frem for en dagstur. Kører man videre, ligger Mae Hong Son-sløjfen med bjergveje, grotter og landsbyer på en tur over tre-fire dage.

Tættere på ligger Lampang halvanden time sydpå med hestevogne i gadebilledet og Wat Phra That Lampang Luang, et af Thailands ældste træbyggede tempelanlæg bag en fæstningsmur. Lamphun, kun en halv time syd for Chiang Mai, har Wat Phra That Hariphunchai og var hovedstad i Mon-riget Hariphunchai længe før Lanna. Chiang Dao halvanden time nordpå har en dyb kalkstenshule med buddhafigurer og landets tredjehøjeste bjerg over sig.

Festivaler – Yi Peng, Loi Krathong og Songkran

To gange om året forvandler festivalerne byen så meget, at det er værd at planlægge rejsen efter dem – eller uden om dem, hvis man vil have ro.

I november falder Loi Krathong sammen med den nordthailandske Yi Peng. Loi Krathong handler om at sætte små flåder af bananblade med blomster og et lys ud på floden, mens Yi Peng er lanternerne: tusindvis af papirlanterner med en flamme under, der stiger op og bliver til lysprikker over byen. Der er optog, oplyste broer over Ping-floden og fyrværkeri. Vær opmærksom på, at de store, arrangerede masseopsendelser af lanterner er billetterede begivenheder uden for byen, mens selve byfesten langs floden og ved Tha Phae Gate er gratis og åben for alle. Datoerne følger månekalenderen og falder forskelligt fra år til år.

Songkran, det thailandske nytår 13.-15. april, er landets vildeste vandfest, og Chiang Mai er stedet, hvor den er størst. Voldgraven bliver til ammunitionsdepot, og hele den gamle bydel er en dagelang vandkamp med spande, slanger og pistoler. Under overfladen er det en renselsesritual: der hældes vand over buddhafigurer, og Phra Buddha Sihing fra Wat Phra Singh bæres i procession gennem gaderne. Regn ikke med at kunne holde sig tør eller få noget som helst andet fra hånden de dage.

Den tredje, mindre kendte, er blomsterfestivalen i den første weekend af februar, hvor optog af vogne dækket af friske blomster kører gennem byen ned mod Suan Buak Hat-parken. Den falder i den bedste vejrperiode og er langt mindre overrendt end de to store.

Hvornår skal man besøge Chiang Mai – og hvornår ikke

Året i Nordthailand deles i tre sæsoner, og forskellen mellem dem er større, end mange regner med.

Den kølige sæson fra november til februar er den bedste tid. Dagene er tørre og ligger typisk mellem 25 og 30 grader, nætterne er kølige nok til en trøje, luften er klar, og oppe på Doi Inthanon kan det være ganske koldt om morgenen. Det er højsæson, priserne er højest, og både Loi Krathong i november og blomsterfestivalen i februar falder her.

Den varme sæson fra marts til maj er hård. Temperaturen kan komme over 40 grader i april, og det er samtidig brændingssæsonen, hvor afbrænding af marker og skovbrande i hele regionen lægger et lag røg over dalen. Luftkvaliteten er i perioder blandt de dårligste målte i verden, og bjergudsigterne forsvinder i dis. Har man luftvejsproblemer, små børn eller planer om at vandre, er marts og april de måneder, man skal springe over. Songkran midt i april er festen, der gør perioden værd at komme til alligevel – men vejret er, hvad det er.

Regntiden fra juni til oktober er bedre end sit rygte. Regnen kommer som regel som kraftige byger sidst på dagen frem for som vedvarende gråvejr, landskabet er grønt, vandfaldene fører vand, priserne er lave, og der er plads på markederne. September og oktober er de vådeste måneder. Vil man kun rejse én gang og vil have det bedste, er november og december svaret; vil man have færrest mennesker til den laveste pris, er det juli og august.

Sådan kommer man til Chiang Mai

Der er ingen direkte fly fra Danmark til Chiang Mai. Ruten går via Bangkok eller et andet asiatisk knudepunkt, og derfra er der indenrigsfly hvert eneste tidspunkt af dagen. Flyveturen fra Bangkok tager omkring halvanden time, og billetterne er blandt de billigste i Asien, hvis man booker i forvejen. Chiang Mai International Airport ligger fire kilometer fra den gamle bydel – ti minutter i taxa.

Nattoget er alternativet, og det er en oplevelse i sig selv. Toget fra Bangkoks Krung Thep Aphiwat-station bruger omkring tretten timer og kører om aftenen, så man vågner i bjergene nord for Lampang. De nyere vogne har rene, aflukkede køjer med gardin, stikkontakt og læselampe, og underkøjerne har vindue. Billetterne til de bedste vogne skal købes flere uger før i højsæsonen.

Bus er den billigste mulighed. Der kører komfortable natbusser fra Bangkok på omkring ni til elleve timer, og der er desuden hyppige forbindelser til Chiang Rai, Pai, Sukhothai og Mae Hong Son fra byens to busterminaler. Skal man videre til stranden bagefter, er der direkte fly fra Chiang Mai til Phuket og Koh Samui, så nord og syd kan kombineres uden at gå gennem Bangkok.

Transport i Chiang Mai

Songthaew er byens rygrad. Det er de røde pickupper med to bænke bagi – navnet betyder netop to rækker – og de kører uden faste ruter. Man vinker en ind, siger hvor man skal hen, og hvis det passer med den retning, den kører i, hopper man op bagi. Prisen inden for byen er lav og fast for korte ture, og man betaler ved afstigning. Skal man et sted hen, som ligger uden for den almindelige rute, kan hele bilen lejes efter aftale.

Tuktuk er hurtigere og dyrere, og prisen aftales før afgang. Grab-appen fungerer i Chiang Mai og fjerner al forhandling – den viser prisen på forhånd og bestiller enten bil eller motorcykel.

Scooter er den mest udbredte måde at komme rundt på egen hånd, og det er også den mest risikable. Thailand har en høj andel af trafikdræbte, mange af dem på to hjul, og en almindelig rejseforsikring dækker typisk ikke skader, hvis man kører uden gyldigt kørekort til motorcykel med international tilladelse. Hjelm er lovpligtig, og politiet kontrollerer. Vil man op i bjergene uden at køre selv, er en lejebil med chauffør for en dag ofte billigere end forventet og fjerner problemet.

Inde bag voldgraven er den bedste transport at gå. Firkanten er halvanden kilometer på hver led, og det meste af det, man vil se, ligger inden for den.

Hvor skal man bo i Chiang Mai

Den gamle bydel inden for voldgraven er det oplagte valg for et første besøg. Man går til de fleste templer, søndagsmarkedet starter uden for døren, og udbuddet spænder fra enkle guesthouses omkring et gårdrum til små boutiquehoteller i renoverede træhuse. Ulempen er støj fra barområdet omkring Ratchadamnoen i weekenderne.

Nimman vest for voldgraven passer til dem, der vil have caféer, restauranter og et moderne kvarter frem for templer, og der ligger både lejlighedshoteller og designhoteller. Der er cirka tyve minutters gang eller fem minutter i bil ind til den gamle bydel.

Riverside langs Ping-floden øst for byen er den roligste og mest grønne del med de større hoteller, terrasser ud til vandet og kort afstand til Warorot Market og Night Bazaar. Ud af byen mod Mae Rim og Hang Dong ligger resorts med haver og pool, som passer til familier eller til rejsende med lejet bil – men der skal køres ind til byen hver gang.

Uanset kvarter er niveauet højt for pengene: Chiang Mai er markant billigere end de thailandske badebyer, og et pænt dobbeltværelse i den gamle bydel koster i lavsæsonen mindre end et vandrehjem i Nordeuropa.

Sikkerhed, sundhed og tempeletikette

Chiang Mai er en tryg by at bevæge sig rundt i, også efter mørkets frembrud og alene. Den almindelige kriminalitet mod besøgende er lav og handler mest om tasketyveri og overpris. De reelle risici er andre: trafikken, varmen og luftkvaliteten i brændingssæsonen.

Trafik er den største. Kør ikke scooter uden erfaring, hjelm og gyldigt kørekort, og vær særlig forsigtig på bjergvejen op til Doi Suthep, som er stejl og har skarpe sving. Drik rigeligt vand, og hold pauser i skyggen – dehydrering rammer flere turister end noget andet. Vand fra hanen drikkes ikke, men is og flaskevand er sikkert overalt.

Ved templer gælder: dækkede skuldre og knæ for både mænd og kvinder, sko af inden man går ind i en hal, ingen fødder pegende mod en buddhafigur, og ingen der klatrer op på figurer for at fotografere. Kvinder må ikke røre en munk eller række noget direkte til ham – lægges det på et bord eller et klæde, tager han det selv. Buddhafigurer må ikke føres ud af landet uden tilladelse, og tatoveringer eller tryk med buddhamotiv opfattes som respektløst i Thailand, uanset hvad man selv mener om det.

Endelig kongehuset: kritik af den thailandske kongefamilie er strafbart efter loven, også for udlændinge. Emnet lader man ligge.

Hvad man kan springe over

Ikke alt, der bliver solgt fra byens gadebureauer, er det værd. Tigerparker, hvor man betaler for at sidde hos bedøvede eller opdrættede dyr, står højt på listen – både af dyrevelfærdshensyn og fordi flere af anlæggene har været under kritik. Det samme gælder shows med aber, krokodiller eller slanger og alle former for elefantridning og elefantnumre.

Kunsthåndværksbutikker på “gratis” rundture er den anden fælde. En del billige dagsture finansierer sig ved at lægge en time ind hos en juvelér eller en silkefabrik med provision til chaufføren. Spørg konkret, om turen indeholder butiksstop, inden man booker.

Endelig er der de klassiske gadefortællinger: at et tempel er lukket i dag, men at chaufføren kender et andet sted; eller tilbud om ædelsten til videresalg. De findes også i Chiang Mai, om end sjældnere end i Bangkok. Bookinger laves gennem hotellet, et etableret bureau eller på nettet – ikke på et gadehjørne.

Hvor mange dage skal man bruge i Chiang Mai

To dage er minimum og dækker den gamle bydel med de tre-fire vigtigste templer, en tur op til Doi Suthep og et aftenmarked. Det er nok til, at man har set byen, men ikke til det, der ligger uden om den.

Tre til fire dage er det rigtige tal for de fleste. Det giver plads til en heldagstur til Doi Inthanon eller et elefantbesøg, en formiddag på Bua Tong, et madlavningskursus og stadig en dag i byen med templer, museer og markeder. Rammer man en søndag, bliver søndagsmarkedet en hel aften i sig selv.

Fem dage eller mere åbner for Chiang Rai, Wiang Kum Kam, håndværksbyerne mod øst og Mae Rim-dalen – og for at tage tingene i det tempo, byen faktisk lægger op til. Skal Pai eller Mae Hong Son med, skal der lægges to til fire dage oveni, for de steder fungerer ikke som dagsture. Mange rejsende bruger Chiang Mai som base for en uge og tager derfra videre til resten af Thailand.

Forslag til ruter

Rute 1: Den gamle bydel på en dag. Start ved Tha Phae Gate klokken otte, gå ind ad Ratchadamnoen til Wat Chedi Luang, videre til Wat Phra Singh og nordpå til Wat Chiang Man. Frokost i et gadekøkken nær Somphet-markedet. Eftermiddagen bruges på Three Kings Monument og Lanna Folklife Museum, og hvis der er kræfter tilbage, en times massage. Slut med aftensmad ved Chiang Mai Gate-markedet. Varighed: en dag, cirka 6 km til fods, ingen transport nødvendig.

Rute 2: Bjerget og skoven. Tag songthaew til universitetet klokken syv og gå Monk’s Trail op til Wat Pha Lat. Videre op til Wat Phra That Doi Suthep – enten til fods eller med songthaew fra parkeringspladsen. Fortsæt til Bhubing-paladset og Doi Pui-landsbyen, og kør ned ad bjerget om eftermiddagen til Wat Umong og Wat Suan Dok, hvor solnedgangen over de hvide chedier afslutter dagen. Varighed: en dag, halvdelen til fods, songthaew aftalt for hele turen.

Rute 3: Tre dage med byen og bjergene. Dag 1 følger rute 1. Dag 2 går sydpå til Wiang Kum Kam om formiddagen med hestevogn mellem udgravningerne, videre til Wat Phra That Doi Kham og Royal Park Rajapruek, og hjem over Wua Lai til lørdagsmarkedet eller sølvtemplet. Dag 3 er heldagstur til Doi Inthanon med de to pagoder, Ang Ka-naturstien og Wachirathan-vandfaldet, med et stop ved en kaffelandsby på vej ned. Varighed: tre dage, lejet bil eller chauffør på dag 2 og 3.

Rute 4: En uge i Nordthailand. Tre dage i Chiang Mai efter rute 3, en dag med elefantbesøg i Mae Taeng-dalen og Bua Tong-vandfaldene, to dage i Pai over bjergvejen, og en afsluttende dag på vej hjem via Chiang Dao-hulen. Varighed: syv dage, egen bil eller bus mellem byerne.

Oversigt over seværdigheder

Tabellen samler 18 seværdigheder i Chiang Mai og viser for hver af dem, om den passer til børn, er handicapvenlig og har spisemuligheder.

Om denne guide

Denne guide er skrevet af Laust Kehlet ud fra research om Chiang Mais seværdigheder, historie og praktiske forhold.