Tre mindre kendte steder på Fyn, der er værd at besøge

Du tror måske, at du allerede kender Fyn, men øen har utrolig meget mere at byde på end de seværdigheder, som vi alle kender. Her kommer vi ind på tre steder, der ikke er lige så kendte, men som bestemt også er et besøg værd.

Går turen snart til Fyn, er du sikkert allerede nu i gang med at finde ud af, hvad du gerne vil se. Øen byder på rigtig mange spændende seværdigheder for eksempel H.C. Andersens hus i centrum af Odense, Egeskov Slot, Den Fynske Landsby og Odense Zoo.

Det er alle steder, der i den grad er værd at se, men der findes også en række steder, der ikke er lige så kendte, men som stadig har meget at byde på. Det er en god ide for dig, at du tager dertil, hvis du gerne vil opleve noget, som det ikke er alle, der oplever under deres besøg på Fyn.

Vandretur til Æbelø

Den lille ø Æbelø ligger ud for det nordlige Fyn. Når det er lavvande, er det muligt at gå dertil gennem vandet. Selve vandreturen er en speciel oplevelse, men det er bestemt også spændende for dig at komme i land på øen. Den byder på stort set uberørt natur, da der er meget få mennesker, der har boet derovre, og øen primært har været brugt til græsning for dyr.

Der ligger et lille museum på øen med geologiske fund. Hvis du gerne vil se det, skal du bestille tid på forhånd, da det ikke bare holder åbent hver dag.

Assistens Kirkegård i Odense

I Odense finder du den store Assistens Kirkegård, hvor både kendte og ukendte fynboere er blevet begravet gennem en årrække. Stedet har tidligere både været henrettelsesplads og boplads for rakkerne. Siden starten af 1800-tallet har det dog fungeret som kirkegård.

Området er inddelt i en række forskellige sektioner, blandt andet finder du her Danmarks første hedenske gravplads. Den blev taget i brug i 2009, og begravelsen skulle efter sigende være den første hedenske begravelse i Danmark i 1000 år.

De fleste bliver dog stadig begravet eller bisat på normal vis fra enten en kirke eller et kapel i nærheden. Du kan læse mere om, hvordan det normalt foregår her.

Bisonfarmen Ditlevsdal

I Morud ikke langt fra Odense finder du en stor flok af kreaturer, som vi normalt ikke ser her i Danmark: bisoner. Det er nemlig der, bisonfarmen Ditlevsdal ligger. Der kan du komme ud at se på de store og imponerende dyr, som de fleste af os forbinder med de store sletter i Nordamerika.

De trives dog også ganske godt her i Danmark, og på en guidet tur kan du få meget mere at vide om de store dyr. Har du lyst til at smage på dem efterfølgende, kan du enten gøre det i farmens restaurant eller købe bisonkød med hjem i deres gårdbutik. Vil du gerne prøve at bo på farmen, har de både shelters og præriehuse, hvor du kan overnatte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *