Seværdigheder på Zakynthos – Navagio, de blå grotter og skildpadderne

Zakynthos er den sydligste af de store ioniske øer, og seværdighederne ligger i to adskilte verdener: den flade, frugtbare østside med feriebyer og lange sandstrande, og den vilde vestkyst, hvor klipperne falder lodret i havet og kun kan ses fra båd. Midt imellem ligger Laganas-bugten, som siden 1999 har været Grækenlands første marine nationalpark, fordi havskildpadden caretta caretta lægger sine æg her. Øen har både det mest fotograferede sted i Grækenland, det strandede skib i Navagio-bugten, og en hovedstad, der blev genopbygget fra grunden efter jordskælvet i 1953.

Hvad skal man se på Zakynthos – kort overblik

• Navagio Beach – skibsvraget i den klippelukkede bugt, kun tilgængelig med båd
• De blå grotter – havgrotter ved Kap Skinari, hvor vandet lyser blåt indefra
• Zakynthos by – Solomos-pladsen, Agios Dionysios-kirken og havnepromenaden Strada Marina
• Laganas-bugten og nationalparken – yngleområde for havskildpadden caretta caretta
• Marathonisi – skildpaddeøen midt i bugten, med Cameo Island som lille nabo
• Keri og Myzithres – klippespir, havgrotter og øens bedste solnedgang fra fyret
• Porto Limnionas – klippebugt på vestkysten med gennemsigtigt vand
• Kampi og bjerglandsbyerne – korset på klippekanten og udsigten fra Vrachionas

Navagio Beach – skibsvraget i den lukkede bugt

Navagio Beach er øens vartegn og kan kun nås med båd. Bugten ligger på nordvestkysten, omkranset af hvide klippevægge, og på den lyse sandstrand ligger resterne af fragtskibet Panagiotis, der strandede her i 1980 og gav stedet navnet – navagio betyder skibbrud på græsk. Kombinationen af rustent skrog, hvidt sand og turkist vand er grunden til, at billedet er gået verden rundt.

Bådene sejler fra Porto Vromi, som ligger nærmest, samt fra Agios Nikolaos i nord, fra Kap Skinari og fra havnen i Zakynthos by. Fra land findes en udsigtsplatform i klippekanten ovenfor, ad vejen fra Anafonitria. Både platformen og selve stranden har været lukket i perioder på grund af klippeskred, og adgangen kan ændre sig fra sæson til sæson – tjek forholdene lokalt, før turen planlægges.

De blå grotter og Kap Skinari

De blå grotter er en række havgrotter og klippebuer i øens nordspids, hvor sollyset kastes op gennem vandet og farver hulernes vægge blå. Effekten er stærkest tidligt om morgenen, når solen står lavt og havet er roligt, og den kræver klart vand – i blæsevejr forsvinder farven.

Små både sejler ind i grotterne fra havnen i Agios Nikolaos og fra Kap Skinari, hvor fyret markerer øens nordligste punkt. Mange af turene kombinerer grotterne med Navagio, og de mindste både kan sejle helt ind under klippebuerne, hvad de store udflugtsbåde ikke kan. Vandet er dybt og klart nok til, at snorkling giver mening.

Zakynthos by – Solomos-pladsen, Agios Dionysios og Strada Marina

Zakynthos by er øens hovedstad og det sted, hvor historien er mest håndgribelig. Byen blev jævnet med jorden af jordskælvet i august 1953 og genopført efter regler, der bandt genopbygningen til den venetianske stil med arkader, buegange og lave facader. Derfor virker byen gammel, selvom næsten alt er fra efter 1953.

Midtpunktet er Solomos-pladsen ud mod havnen, opkaldt efter digteren Dionysios Solomos. Her ligger Byzantinsk Museum med ikoner og hele ikonostaser, der blev reddet ud af de kirker, som styrtede sammen i 1953 – det er den bedste enkeltsamling på øen. På pladsen står også kirken Agios Nikolaos tou Molou, genopført sten for sten efter jordskælvet.

Mod havnens sydende ligger kirken for øens skytshelgen, Agios Dionysios, med et højt klokketårn, der hører til de få bygninger, som stod tilbage efter 1953. Helgenens relikvier opbevares i kirken, og hans festdag i december fylder hele byen. Mellem de to kirker løber havnepromenaden Strada Marina med caféer, og få gader inde i byen ligger et museum for Solomos og øens øvrige kendte personligheder.

Bohali og den venetianske borg over byen

Bohali er bakken lige over hovedstaden, og herfra ses hele byen, havnen og bugten i ét blik. Det er den korteste tur ud af byen, man kan lave: en køretur på få minutter eller en stejl gåtur op gennem gaderne.

På toppen ligger ruinerne af den venetianske borg inde i en fyrreskov. Murene, portene og fundamenterne står stadig, og området fungerer i dag som et roligt, skyggefuldt udflugtsmål med udsigt. Om aftenen er tavernerne i Bohali kendt for kantades, den lokale serenadetradition med guitar og mandolin, som øen har fra den lange italienske periode.

Laganas-bugten og nationalparken for havskildpadder

Laganas-bugten på sydkysten er det vigtigste yngleområde for havskildpadden caretta caretta i Middelhavet, og derfor blev området i 1999 udpeget som Grækenlands første marine nationalpark. Skildpaddehunnerne kommer i land om natten fra sidst i maj og hen gennem sommeren, graver reder i sandet og lægger æg, som klækkes efter cirka to måneder.

Beskyttelsen betyder konkrete regler, som gælder for besøgende: dele af strandene er lukket om natten i yngletiden, parasoller og solsenge må ikke sættes op i rede-zonerne, og bådene skal holde lav fart inde i bugten. Ved Gerakas ligger et opsamlings- og informationscenter for skildpadder, hvor man kan høre om arbejdet og se dyr under pleje. Skal man se skildpadder, er en bådtur i bugtens rolige vand langt bedre end at lede på stranden.

Marathonisi og Cameo Island – to øer i bugten

Marathonisi kaldes skildpaddeøen, fordi silhuetten set fra vandet ligner en skildpadde, og fordi øens strande faktisk bruges som rede-plads. Den ubeboede ø ligger midt i Laganas-bugten, og bådene sejler fra Limni Keriou og fra Laganas. Turen kombineres ofte med et stop ved en havgrotte og et par timers badning fra båden.

Længere mod øst ligger Cameo Island, en lille klippeø ud for Agios Sostis, forbundet med kysten af en smal træbro. Øen er privat med entré, men broen og de klippeformede badepladser gør den til et af de mest fotograferede steder i området.

Gerakas og Vasilikos-halvøen

Gerakas er den smukkeste af sydøstkystens strande og samtidig en af de vigtigste rede-strande i nationalparken. Den lyse sandbue ligger under gyldne sandstensklinter, og badning er tilladt om dagen, mens stranden er lukket om natten i yngletiden. Klinterne må ikke betrædes, fordi de skrider.

Gerakas ligger yderst på Vasilikos-halvøen, der strækker sig sydøst fra hovedstaden og er øens roligste feriezone. På halvøens østside ligger Banana Beach og Porto Zorro med lavt vand og vandsport, og over det hele rejser bjerget Skopos sig med kirken Panagia Skopiotissa på skråningen.

Keri, Myzithres-klipperne og grotterne i syd

Keri i sydvest samler øens mest dramatiske kystlandskab på få kilometer. Ud for kysten står Myzithres, to klippespir, der rejser sig af havet, og fra udsigtspunktet ved fyret ses de sammen med hele den sydlige klippekyst. Det er øens klassiske solnedgangssted.

Nede ved vandet ligger fiskerlejet Limni Keriou, hvor bådene sejler ud til Keri-grotterne og videre til Marathonisi. Bjerglandsbyen Keri selv ligger et par kilometer højere oppe med et kirketorv og taverner, og i området omkring findes naturlige tjærekilder, som allerede oldtidens forfattere nævnte, fordi beget blev brugt til at tætne skibe.

Porto Limnionas og vestkystens klippebugter

Porto Limnionas er en smal, fjordlignende klippebugt på vestkysten nær landsbyen Agios Leon, og den er øens bedste sted at bade fra klipper. Der er ingen strand – man går i fra afsatser og en trappe – men vandet er så klart, at bunden ses flere meter nede, og en taverna ligger på klippen ovenfor.

Få kilometer nordpå ligger Porto Roxa med samme opskrift: klippeplateauer, dybt vand og ingen sand. Vestkysten har generelt ingen badebyer, kun spredte landsbyer og adgangsveje ned til enkelte bugter, og det er præcis derfor, den er værd at køre. Vejene er snoede og smalle, så beregn god tid.

Kampi, Vrachionas og bjerglandsbyerne

Kampi er den mest kendte af vestkystens bjerglandsbyer og ligger højt over havet med et stort betonkors på klippekanten som landmærke. Udsigten går ud over det åbne Ioniske Hav, og stedet er fyldt op ved solnedgang, når tavernerne på kanten serverer med havet som baggrund.

Bag Kampi ligger Vrachionas, øens højeste punkt på godt 750 meter, og en række landsbyer, som turismen aldrig nåede: Exo Chora, Maries, Volimes og Agios Leon. Volimes er kendt for vævede tæpper og honning solgt direkte fra husene, og hele det nordvestlige indland er den del af Zakynthos, hvor landbrug, ikke badeliv, stadig sætter dagsordenen.

Landsbyerne i indlandet

Zakynthos’ indland er en flad, dyrket slette mellem bjergene i vest og kysten i øst, og landsbyerne her er øens hverdag. Macherado er den vigtigste at køre forbi: kirken Agia Mavra har et fritstående klokketårn og en rig indvendig udsmykning og er øens mest besøgte landsbykirke uden for hovedstaden.

Nordpå ligger Katastari, den største landsby uden for byen, med et torv, hvor der handles til dagligt og ikke til turister. Vestpå ligger Lagopodo og Kiliomeno, hvor det ufærdige klokketårn ved kirken er landsbyens kendemærke, og hele vejen igennem står olivenlunde og vinmarker mellem husene. En eftermiddag i indlandet er den billigste måde at se, hvad øen laver, når den ikke laver ferie.

Xigia svovlstrand og nordkystens badesteder

Xigia på nordøstkysten er en lille klippebugt, hvor naturlige svovlkilder løber ud i havet. Vandet er mærkbart køligere end resten af kysten og lugter svagt af svovl, og badning her har traditionelt været regnet for sundt for hud og led. Stranden er lille, og trappen ned er stejl.

Nordøstkysten i øvrigt er øens roligste badeområde. Alykes og Alykanas ligger ved lange, lavvandede strande opkaldt efter de gamle saltbassiner, Agios Nikolaos er den nordligste havn med bådture til grotterne, og Tsilivi tættere på byen er det mest familievenlige feriested med vandsport og vandland.

Klostrene: Anafonitria og Panagia Skopiotissa

Klosteret Anafonitria i nordvest er øens vigtigste kirkelige sted, fordi Agios Dionysios levede og virkede her, før han blev øens skytshelgen. Anlægget stammer fra 1400-tallet, har et fæstningslignende tårn og ligger få kilometer fra udsigtspunktet over Navagio, så de to besøg hænger naturligt sammen.

I den modsatte ende af øen ligger Panagia Skopiotissa på Skopos-bjerget over Argassi. Kirken nås ad en grusvej og en vandresti, og traditionen vil, at den er rejst på stedet for et antikt tempel; byggematerialer fra ældre anlæg er genbrugt i murene. Turen op belønnes med udsigt over hele sydkysten.

Olivenolie, korender og Askos Stone Park

Zakynthos levede af landbrug længe før turismen, og to afgrøder byggede øen: oliven og korender. Korenderne – de små, mørke rosiner, som stadig kaldes Zante currants på engelsk – var den vigtigste eksportvare under både venetiansk styre og den britiske periode i 1800-tallet, og de gav de handelshuse, hvis facader byen genopbyggede efter 1953.

Historien kan opleves konkret. Ved Lithakia ligger olivenpresseriet Aristeon med et lille museum om oliens vej fra træ til flaske, og rundt om Exo Chora og Katastari står oliventræer, der regnes blandt Grækenlands ældste. Ved Volimes ligger Askos Stone Park, en privat naturpark med stengærder, gangstier og dyr i indhegninger, som er øens bedste udflugt for familier med mindre børn.

Zakynthos’ historie: venetiansk styre og jordskælvet i 1953

Zakynthos hørte under Venedig fra 1484 til republikkens fald i 1797, og det er den periode, der stadig præger øen. Venetianerne kaldte den Fiore di Levante, Levantens blomst, og efterlod borgen på Bohali, kirkearkitekturen, familienavnene og musiktraditionen kantades. Efter en fransk og russisk mellemperiode blev de ioniske øer britisk protektorat i 1815 og først forenet med Grækenland i 1864.

Den 12. august 1953 ramte et kraftigt jordskælv de ioniske øer, og Zakynthos by brændte og styrtede sammen. Kun en håndfuld bygninger overlevede. Genopbygningen skete efter regler, der fastholdt byens gamle udtryk i lavere, mere jordskælvssikre huse – derfor står arkaderne i dag i beton bag en historisk facade. Øen har desuden fostret to af Grækenlands nationaldigtere, Dionysios Solomos (1798-1857), hvis Hymne til friheden blev nationalsang, og Andreas Kalvos (1792-1869).

Zakynthos med børn

Østkysten er den børnevenlige side af øen. Tsilivi, Alykes, Laganas og Banana Beach har lavt, roligt vand, badebroer og vandsport tæt på hotellerne, og Tsilivi har desuden øens vandland. Afstandene er korte, så en badedag kan kombineres med en udflugt uden lange køreture.

Af egentlige udflugtsmål er Askos Stone Park det oplagte for mindre børn, mens en bådtur til Marathonisi virker for de fleste aldre, fordi der bades undervejs. Skildpaddecentret ved Gerakas giver børn en konkret grund til reglerne på strandene. Navagio og de blå grotter kræver derimod en del bådtid og tåler ikke søsyge.

Gratis oplevelser på Zakynthos

De fleste af øens største seværdigheder koster ikke noget. Udsigtspunktet over Navagio, klippekanten i Kampi, fyret ved Keri med Myzithres-klipperne, borgruinen på Bohali og hele vestkystens udsigtsveje er frit tilgængelige, og strandene er offentlige – man betaler kun for solseng og parasol.

I hovedstaden er Solomos-pladsen, Strada Marina og kirkerne gratis at gå ind i, og en aften med kantades i en taverna koster kun maden. Vandreturen op til Panagia Skopiotissa og turen gennem bjerglandsbyerne i nordvest er ligeledes gratis. Det, der reelt koster, er bådturene – og de er svære at komme uden om, hvis vestkysten skal ses.

Museer og en regnvejrsdag

Regnvejr er sjældent i sæsonen, men blæst aflyser bådture, og så flytter dagen ind i hovedstaden. Byzantinsk Museum på Solomos-pladsen er det bedste indendørs besøg på øen med ikoner, træskårne ikonostaser og kirkeinventar, der blev båret ud af ruinerne efter jordskælvet i 1953. Museet for Solomos og øens kendte personligheder ligger få gader derfra og fortæller nationaldigterens historie.

Uden for byen findes Zakynthos’ søfartsmuseum ved Tsilivi med modelskibe og materiale om den ioniske handelsflåde, og ved Lithakia kan olivenpresseriet Aristeon besøges hele året. Dertil kommer kirkerne, der er åbne uanset vejr. Er blæsten kraftig nok til at lukke bådene, er det desuden dagen at køre vestkysten – udsigterne kræver ikke solskin, kun tørvejr.

Mad og drikke: verdea, ladotyri og mandolato

Zakynthos har sit eget køkken, og tre ting er specifikt zakynthiske. Verdea er øens traditionelle hvidvin, presset af lokale druesorter og historisk lagret, så den fik en gyldengrøn farve. Ladotyri Zakynthou er en fast fåreost, der modnes i olivenolie og derfor holder sig hele sæsonen. Mandolato er den lokale nougat med mandler, som sælges overalt og er den klassiske gave med hjem.

Af retter er skordostoumbi den mest lokale: auberginer stuvet med rigeligt hvidløg og tomat. Dertil kommer det almindelige græske køkken med grillet fisk i havnebyerne, lam og gedekød i bjerglandsbyerne og friske grøntsager fra østsidens marker. De mest autentiske spisesteder ligger inde i landet, ikke på strandpromenaderne.

Fester og traditioner på Zakynthos

Øens festkalender er venetiansk i bunden og græsk i toppen. Karnevallet før fasten er det tydeligste italienske arvestykke med masker, optog og gadeteater i hovedstaden – en tradition, de ioniske øer har, og som resten af Grækenland i vidt omfang mangler.

Årets vigtigste dage tilhører Agios Dionysios. Helgenens relikvier bæres i procession gennem Zakynthos by ved hans to festdage, i august og i december, og hele byen deltager. Om sommeren holder landsbyerne desuden panigiria, lokale kirkefester med mad, vin og musik til langt ud på natten – de annonceres kun lokalt, så spørg på tavernaen. Påsken følger den ortodokse kalender og fylder både kirker og gader, men falder uden for de flestes rejsesæson.

Strande på Zakynthos

Strandene deler sig efter kyst. Sydøstkysten fra Argassi over Vasilikos til Gerakas har det fineste sand og det klareste vand, sydkysten omkring Laganas og Kalamaki har de lange, lavvandede badestrande, og nordøstkysten ved Alykes, Alykanas og Tsilivi ligger i læ og er roligst for børn.

Vestkysten har derimod ingen egentlige strande. Her bades fra klipper i bugter som Porto Limnionas, Porto Roxa og Porto Vromi, og Navagio er den eneste sandstrand på hele kysten – tilgængelig kun fra havet. Xigia i nord er sit eget: en kølig svovlbugt, ikke en badestrand i almindelig forstand.

Vandsport, dykning og bådudlejning

Vandet er hovedaktiviteten på Zakynthos, og udbuddet følger kysterne. På de lavvandede østkyststrande ved Tsilivi, Alykes, Laganas og Banana Beach udlejes jetski, parasailing, bananbåde og kanoer i sæsonen, og de fleste hoteller kan booke fra stranden.

Dykning foregår derimod i syd og nord, hvor bunden falder brat. Dykkercentre ved Limni Keriou og på nordkysten sejler ud til huler, klippevægge og buer med god sigtbarhed hele sommeren, og der udbydes både prøvedyk for begyndere og ture for certificerede. Skal man se kysten uden guide, kan små både med lav motorkraft lejes i havnene – reglerne for, hvornår der kræves bådbevis, afhænger af motorstørrelsen, så spørg udlejeren, før der bookes. En lejet båd er den eneste måde at se vestkystens bugter i eget tempo.

Vandreture og udsigtspunkter til fods

Zakynthos har ingen lang, mærket vandrerute, men flere korte ture med stort udbytte. Den bedste er opstigningen til Panagia Skopiotissa på Skopos-bjerget over Argassi, hvor stien går gennem lav makivegetation og ender med udsigt over hele sydkysten og Laganas-bugten.

I nord fører trapper og stier ned fra Kap Skinari til vandet ved fyret, og på vestkysten går der korte adgangsstier ned til bugterne ved Porto Roxa, Porto Limnionas og Porto Vromi. Turene er stejle, klipperne løse og skyggen sparsom, så de bør lægges tidligt på dagen med vand med. Bjerglandsbyerne omkring Vrachionas kan desuden bindes sammen af små asfaltveje, hvor der næsten ikke kommer biler.

Sikkerhed og gode råd

De reelle risici på Zakynthos handler om klipper og sol. Klinterne ved Navagio, Gerakas og Kampi er løse sandstens- og kalkformationer, der skrider, og både udsigtsplatforme og strandafsnit har været spærret efter nedstyrtninger – gå aldrig ud over afspærringer, og bad ikke direkte under høje klippevægge.

Solen er stærk fra juni til september, og skyggen er sparsom på både bådture og udgravede udsigtspunkter. Ved klippebugter er der søpindsvin, så badesko er en god idé. Reglerne i nationalparken er bindende, ikke vejledende: hold afstand til skildpadder i vandet, brug ikke blitz, og respekter de natlukkede strande. Grækenland er i EU, så det blå EU-sygesikringskort dækker, og betalingsmidlet er euro.

Transport – sådan kommer man til og rundt på Zakynthos

Zakynthos har egen international lufthavn, opkaldt efter Dionysios Solomos, få kilometer syd for hovedstaden og tæt på Laganas og Kalamaki. I sommerhalvåret flyves der direkte fra Danmark, mens man uden for sæsonen typisk skal skifte i Athen. Alternativet er færgen fra Kyllini på Peloponnes til Zakynthos by, som tager omkring en time, og som gør øen let at kombinere med en køretur på fastlandet.

På øen er lejebil eller scooter det praktiske valg. Der findes et busnet fra hovedstaden ud til feriebyerne, men afgangene er få, og de vigtigste udsigtspunkter i vest ligger uden for ruterne. Vejene på østsiden er lette at køre, mens vestsidens bjergveje er smalle, stejle og uden autoværn mange steder. Til Navagio og de blå grotter findes ingen vej – dertil skal man med båd.

Hvornår skal man besøge Zakynthos?

Maj, juni og september er de bedste måneder. Vandet er varmt, temperaturen holder sig behagelig til vandreture og bjergveje, og bådturene sejler i fuld sæson uden at være udsolgt. September har desuden det varmeste havvand på hele året.

Juli og august er højsæson med den største varme, de fleste gæster og de højeste priser, og det er samtidig midt i skildpaddernes yngletid, hvor flest strandrestriktioner gælder. Fra november til marts lukker de fleste feriebyer, færre både sejler, og øen fungerer igen som landbrugsø – hovedstaden er stadig levende, men resten er tom.

Overnatning og dagsudflugter

Valget af base afgør ferien. Tsilivi og Alykes passer til familier, Laganas og Kalamaki til dem, der vil have natteliv og kort vej til bugten, Vasilikos til ro og de bedste strande, og selve Zakynthos by til dem, der vil have byliv, museer og færgen inden for gåafstand.

Øen egner sig også som udgangspunkt. Kefalonia ligger lige nord for og nås med færge i sommersæsonen, og fra Kyllini på fastlandet er der kort vej videre til Olympia. Skal turen udvides til flere græske øer, ligger Korfu længere oppe i det samme øhav, mens Santorini og Lesbos hører til de helt andre dele af Grækenland.

Forslag til ruter

Tre ruter, alt efter hvor lang tid man har:

Øens højdepunkter på en lang weekend. Bådtur fra Porto Vromi eller Agios Nikolaos til Navagio og de blå grotter på første dag, Zakynthos by med Solomos-pladsen, Byzantinsk Museum og Bohali på anden dagen, og bådtur til Marathonisi og Keri-grotterne på tredje. Varighed: 3 dage.

Vestkysten i bil. Fra Zakynthos by over Macherado og Agios Leon til Porto Limnionas, videre til Kampi og korset, Volimes og Anafonitria, udsigtspunktet over Navagio og ned til Kap Skinari. Varighed: 1-2 dage i lejebil.

Hele øen på en uge. To-tre dage ved Vasilikos med Gerakas og Porto Zorro, en dag i hovedstaden, en dag på vestkysten, en bådtur i Laganas-bugten og en dag i nord med Xigia, Alykes og Askos Stone Park. Kan udvides med en færgetur til Kefalonia. Varighed: 7 dage.

Oversigt over seværdigheder

Om denne guide

Denne guide er skrevet af Laust Kehlet ud fra research om Zakynthos’ seværdigheder, historie og praktiske forhold.