Oplevelser på storbyferie i Berlin

Der er mange gode grunde til, at Berlin er en af danskernes mest foretrukne storbyferie-destinationer.

Først og fremmest er den hippe storby i Tyskland let tilgængelig. I bil er det fra f.eks. Flensborg en køretur på kun lige omkring 5 timer. Tager du flyveren, er rejsetiden omkring én time og med lavprisflyselskabernes hårde konkurrence på ruten kan du heldigvis ofte finde meget billige flybilletter til Berlin fra flere forskellige lufthavne i Danmark.

En anden årsag til den tyske hovedstads popularitet, er millionbyens mange spændende seværdigheder og turistattraktioner. Her kan du læse om tre absolut must-see attraktioner på din næste storbyferie til Berlin.

Rigsdagsbygningen

Den imponerende Rigsdagsbygningen lige ved Brandenburger Tor skal bare på listen, når du besøger Berlin. Det er Tysklands parlamentsbygning opført i 1894. Bygningen er let genkendelig grundet sin karakteristiske glaskuppel. Som besøgende er det muligt at få adgang til kuplen, hvorfra der er et rigtig godt view ud over Berlin og ned i selve parlamentssalen.

Hvis du bestiller den lidt større rundvisning i Rigsdagsbygningen, vil du opleve et lille dansk islæt i det tyske. Den udvidede rundvisning tager dig nemlig forbi protokolrummet, som er udsmykket af den danske kunstner Per Arnoldi.

Du skal forvente en pæn kø til Rigsdagsbygningen. Et lille tip er at booke plads i Restaurant Käfer i selve bygningen. Det er lidt dyrt, men til gengæld kan du så springe køen over.

Fjernsynstårnet

Berlins nok bedst kendte vartegn – Fjernsynstårnet (Berliner Fernsehturm) – tårner sig 368 meter op i luften over Alexanderplatz og besøges årligt af flere end én million mennesker. Herfra får du den absolut bedste udsigt over storbyen.

Det kan varmt anbefales at bestille bord i tårnets roterende restaurant Sphere. Det giver dig mulighed for at springe den som regel meget lange kø over og nyde et måltid i 200 meters højde, mens restaurantens gulv langsomt drejer 360 grader rundt, så du kan nyde udsigten i ro og mag. Det tager cirka 30 minutter at rotere hele vejen rundt. Husk at vælge en vinduesplads, når du booker billet.

Foruden at være en populær turistattraktion benyttes tårnet stadig i dag som sendemast, hvorfra der udsendes en række TV- og radiokanaler. Det er muligt at køre med elevator op i det ikoniske tårn.

Checkpoint Charlie

Sidste stop på turen går til Checkpoint Charlie, som fra årene 1945-1990 fungerede som grænseovergang mellem Øst- og Vestberlin, da byen stadig var delt i to. DDR-styret besluttede at byen blev delt af en mur, hvilket betød at borgerne i Berlin ikke frit kunne passere mellem Øst og Vest. Igennem årene har flere flygtet eller forsøgt at flygte ved overgangen, hvilket desværre har kostet to menneskeliv.

I forbindelse med Tysklands genforening i 1990 blev Checkpoint Charlie nedlagt som grænseovergang, men det er stadig muligt at blive klogere på historien, hvis du besøger Checkpoint Charlie Museum, som ligger tæt derved.

Ved Checkpoint Charlie er der konstrueret en kopi af den hvide barak, som i sin tid skulle krydses, hvis man ønskede at rejse mellem Øst- og Vestberlin. For at gøre det hele lidt mere autentisk, kan du desuden opleve to personer udklædt i henholdsvis russiske og amerikanske soldateruniformer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *