Køb af sommerhus: Disse 5 ting skal du være særligt opmærksom på

Dit sommerhus skal være noget helt særligt. Et sted du kan tage hen med familien for at slappe af og komme lidt væk fra hverdagen. Det skal helst ikke føre til flere bekymringer. Men der kan følge grimme overraskelser med i sommerhushandlen. Derfor er der nogle ting, du skal være særligt opmærksom på, når du køber sommerhus.

Der er næsten ikke noget så skønt og dansk som en sommerhusferie. Men ferien i dit eget sommerhus kan blive alt andet end en drøm, hvis ikke du passer på. Ved du, hvad du skal være kigge efter, når du skal købe sommerhus?

Michael Christensen fra Boligraadgiver.dk fortæller her, hvilke 5 ting du skal være særligt opmærksom på ved køb af sommerhus. Så kan du nyde tiden i sommerhuset uden bekymringer.

1. Er der særlige forhold i området, der kan påvirke forsikringen?

I nogle områder kan der være særlige forhold, der kan påvirke, om dit sommerhus kan forsikres.

“I de senere år har vi oplevet oversvømmelser flere steder, som følge af skybrud. Nogle områder er mere udsatte end andre, og det ved forsikringsselskaberne godt. Derfor kan der være områder, hvor din forsikring bliver væsentlig dyrere. Du kan sågar opleve at forsikringsselskabet slet ikke vil dække oversvømmelsesskader”, fortæller Michael Christensen.

I sådan en situation står du så selv med hele regningen, hvis der kommer oversvømmelse i området. Det kan hurtigt blive meget dyrt at renovere huset efter sådan en omgang.

Og det er ikke kun forsikringen, der er påvirket af, om området er oversvømningstruet. Det påvirker også, om du kan få et kreditforeningslån på sommerhuset. “Vi ser, at kreditforeningerne ind imellem afviser udlån til sommerhuse i særligt udsatte områder”, siger Michael Christensen.

“Problemet med oversvømmelser kan endda variere fra hus til hus nogle steder”, fortsætter han. “Vi har oplevet en prisforskel på næsten 50 % på to huse, der var stort set identiske og lå i samme område. Det skyldtes udelukkende, at det ene hus lå lavere og var oversvømningstruet, mens det andet ikke var.”

På hjemmesiden dingeo.dk kan du finde oplysninger om risiko for oversvømmelse for alle adresser i Danmark.

2. BBR-optegnelser passer ikke altid

BBR er det centrale register, hvor oplysninger om alle bygninger og boliger i Danmark er samlet. Her findes blandt andet information om boligareal og byggeår. Men disse oplysninger er ikke altid korrekte.

“Du bør tjekke oplysningerne i BBR inden købet”, siger Michael Christensen. “Vi oplever overraskende tit, at oplysningerne om eksempelvis boligarealet ikke er korrekte – ikke mindst for sommerhuse. Er boligarealet ikke angivet rigtigt i BBR, vil din husforsikring heller ikke være rigtig. Og så kan du faktisk risikere, at huset er underforsikret.”

Med et underforsikret hus, er der ikke fuld dækning ved eksempelvis brandskade. Det betyder, at du kan risikere, at forsikringen ikke vil dække opførelsen af et hus magen til det tidligere, men i stedet kun et mindre hus. Det er dit eget ansvar, som ejer af sommerhuset, at oplysningerne i BBR er korrekte.

3. Spildevandsafledning

Vi har været inde på konsekvenserne af de mange skybrud tidligere i artiklen. Men det begrænser sig ikke kun til risikoen for skader. Vores kloaksystemer i Danmark er ikke bygget til at kunne klare de mængder vand, der kommer i forbindelse med et skybrud.

Derfor er det vedtaget, at spildevand og regnvand skal separeres i hvert sit system de fleste steder i Danmark. Det arbejde, der skal udføres på privat grund i den forbindelse, skal ejeren selv stå for. Det kan let være forbundet med omkostninger på mellem 50.000 og 75.000 kr. at lave denne omlægning, hvis ikke det er gjort endnu.

Desuden skal du være opmærksom på, at mange sommerhuse har septiktank i stedet for at være koblet på kloakken. I sådanne tilfælde skal du være opmærksom på tankens tilstand. Er det en gammel tank, der måske snart skal udskiftes? Eller er det en ny tank i plast, der kan holde i mange år?

Det kan også være, at sommerhusområdet skal kloakeres som led i regeringens planer for kloakering i det åbne land. Der har kommunerne frist frem til 2020 til at få de sidste ejendomme med. Så måske venter der en dyr efterregning på den konto.

4. Ejendomsmægleren er sælgers rådgiver

Tidligere var det sådan, at ejendomsmægleren havde pligt til at overgive alle oplysninger om en bolig til køberen inden handlen. Det var det, der hed den loyale oplysningspligt. Sådan er det ikke længere. Der trådte nemlig nye regler i kraft på området i januar 2015.

Nu er ejendomsmægleren ikke længere forpligtet til at give disse oplysninger til køber. Ejendomsmægleren er i stedet sælgers rådgiver i salget. “Det er vigtigt at huske på, at mægleren er sælgers mand”, siger Michael Christensen fra Boligraadgiver.dk. “Han rådgiver sælger til at få mest muligt ud af handlen, og han har selv en økonomisk interesse i at huset bliver solgt så hurtigt som muligt og til den højest mulige pris.”

“Derfor oplever vi også en stigende efterspørgsel efter professionel køberrådgivning”, fortæller Michael Christensen. “På den måde bliver det en lidt mere fair handel. For når sælger har en rådgiver på salget med stor erfaring på området, kan det være noget af en opgave selv at stå med som køber, hvis du skal have styr på alle regler og parametre i forbindelse med huskøbet.“

5. Pas på med forhastede beslutninger

Når du har fundet drømmehuset, er det let at blive fuldstændig forblændet af drømmen. Så overser du nemt vigtige ting. Derfor er det en rigtig god idé at undlade at tage forhastede beslutninger. Derved giver du selv meget bedre tid til at få undersøgt omstændighederne til bunds. Husk på, at det er i sælgers interesse, at du skynder dig mest muligt med at tage beslutningen – ikke i din egen interesse.

“Tag dig hellere god tid til at få set på tingene. Spørg dig selv om der er ting, der virker for gode til at være sande? Kan der være ting, du ikke har spurgt til eller undersøgt? Når du giver dig selv tid til at tænke over tingene, dukker der ofte noget op, du ikke havde tænkt på tidligere”, siger Michael Christensen.

“Det giver dig også tid til at vende tingene med en anden person, om det så er en professionel rådgiver eller en bekendt. Du hænger jo på huset i mange år fremover, hvis du slår til. Så sørg for at bruge den tid, der skal til, for at du er helt tryg ved handlen”, slutter Michael Christensen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Rejse Guide located at , , . Reviewed by 61 customers rated: 1 / 5