Tyrkiet

Tyrkiet Guide

Når vi skal fortælle noget om Tyrkiet, kan vi skrive hele bøger om landets betydning gennem historien og alt det spændende, der er at se – om ruinbyen Efesos og Jomfru Maria, om Troja, Homers Illiaden og den første by Çatal Höyük, om sultanerne og om Aspendosteatrets fine akustik. Vi kan skrive vidt og bredt om landets smukke natur – om Pamukkales hvide bassiner, Kappadokiens hemmelighedsfulde landsbyer og de brede sandstrande og høje bjerge hele vejen rundt langs kysten. En beskrivelse af Tyrkiet, som det ser ud i dag ville komme ind på Mustafa Kemals eller ”Atatürks” betydning for landet, dæmningen over floden Eufrat i det østlige Tyrkiet og sidst – men ikke mindst – om et kontrastfuldt land i en rivende udvikling.

Kyst og Strande i Tyrkiet

”Her er strande, som hverken har fået et navn eller en plads i rejsehåndbøgerne, og her er strande, der er kendt af turister fra hele verden”

Tyrkiet har ca. 8.000 kilometer kyststrækning. Lange, gyldne strande, turkisblå bugter og fortryllende smålaguner strækker sig langs Sortehavet, Ægæerhavet og Middelhavet, og brydes af høje, skovklædte bjerge, der rejser sig i vandkanten.Utallige havnebyer; nogle ganske små, nogle imponerende store, nogle nye og meget moderne og nogle gamle og glemte for årtusinder siden beretter historien om livet ved havet.

Kysten mellem Bodrum og Fethiye regnes for den smukkeste, men hver eneste kilometer har sin specielt betagende natur, og det kan være svært at løsrive sig, når De først er begyndt at se Tyrkiet fra den side.

Tyrkiet har strande, som hverken har fået et navn eller en plads i rejsehåndbøgerne, og her er strande, der er kendt af turister fra hele verden; Kleopatra stranden i Alanya er således nok den mest berømte i Danmark, Ölü Deniz ved Fethiye den, De ofte ser på reklameplakaterne, den ved Patara er fredet og nok den fineste, hvideste og bredeste af dem alle, på stranden ved Dalyan lægger den store karetskildpadde sine æg, og på Kleopatra øen ved Göcek siges sandet at være importeret fra Egypten, for at dronningen skulle føle sig hjemme.

På strandene i Tyrkiet omkring feriebyerne finder De alle tænkelige faciliteter til en dasedag i solen; solstole og parasoller, smårestauranter med frokost og ordnede toiletforhold og sidst men ikke mindst alle tænkelige former for vandsport. Søger De en strand, hvor De kan slappe af for Dem selv, skal De blot køre ud i det blå langs kysten – De skal nok finde en.

Oplev Tyrkiets seværdigheder

“De kan leje en bil, der gør det nemt at komme lige derhen, De ønsker”

Tyrkiet er med sine 781.000 kvadratkilometer ca. atten gange Danmarks størrelse, og ikke et land De sådan lige kommer igennem på en uge eller to. De store afstande giver begrænsninger, men med udgangspunkt i en af de kendte feriebyer vil De altid finde masser af historiske seværdigheder og naturoplevelser – nok til flere dagture. Tyrkiet er også landet, hvor De kan rive et par dage ud af feriekalenderen og på egen hånd drage på spændende eventyr.

Lej bil i tyrkietDe kan leje en bil i Tyrkiet , der gør det nemt at komme lige derhen, De ønsker, og Tyrkiet har et meget fint net af busruter med gode busser. En tyrkisk busstation er næsten et eventyr i sig selv, her er en særlig atmosfære.

Måske det er folkelivet og de mange afskygninger af ordet “bagage”, måske det er det faktum, at her er ingen skilte men utallige mænd i hvide skjorter, der på samme tid højlydt tilkendegiver, hvor netop deres bus kører hen, og måske er det blot forventningen om turen og det, der venter på næste station. Når De når frem er det aldrig et problem at finde en taxa, der kan bringe Dem det sidste stykket til målet, og der er altid et hyggeligt hotel med en venlig vært, hvor De kan indlogere Dem for natten.

Skulle De ende i en øde flække uden mulighed for at komme videre den dag, er vi sikre på, at De ikke får lov at stå på gaden uden tag over hovedet.

“Det er ikke usædvanligt at blive budt med hjem til te og frugt”

Tyrkiets befolkningstal nærmer sig i dag halvfjerds millioner mennesker – den største by er Istanbul med omkring tolv millioner indbyggere. Der er meget stor forskel på livet i byerne langs kysten, livet på højsletten midt i Tyrkiet og livet i det allerøstligste af landet. De kan opleve meget store kulturforskelle inden for blot et par timers kørsel.

En ting har de dog alle til fælles: Tyrkerne er stolte af deres land, af byens fodboldhold, af deres delikate køkken, områdets lange historie og af Atatürk – landets “fader”. Enhver by med respekt for sig selv – fra den mindste flække til den største metropol – har mindst én statue af Atatürk, og som regel står den midt på torvet.

Det er ikke usædvanligt at blive budt med hjem til te og frugt eller måske endda til aftensmad af taxachaufføren, guldsmeden eller tæppehandleren, som De falder i snak med. Tyrkerne viser gerne familien, hjemmet og specielt børnene frem med stor stolthed. Spørger De om vej på turen gennem byen, skal De heller ikke bliver overrasket over, at den venlige mand lægger sine gøremål og følger Dem på vej. Det er landet, hvor De kommer meget langt med et smil.

“det er en ældgammel tradition at prutte om prisen over et glas te”

Tæpper i orientalske mønstre og smukke farver hænger på murene i basaren. Har et tæppe først fået Deres opmærksomhed, er det som en hed forelskelse – De glemmer det aldrig! Skinnende bunker af lænker og ringe i guld og sølv til arme, fingre, hals og ører lokker i butikkernes vinduer. Før eller siden har De også fundet et smykke, De ikke kan leve foruden. Fra markedets boder og fra store mærkevarebutikker sælges tøj, der er både moderigtigt og spændende.

Bomulden dyrkes og forarbejdes i Tyrkiet, og landet har en stor produktion af skind og læder, og de gode kvaliteter er derfor billige. Tyrkisk håndværk i keramik og messing er som regel meget smukt dekoreret i traditionsrige mønstre. Også her kan det være svært blot at gå forbi – det klæder jo tæppet, De lige har købt.

Shopping i Tyrkiet
Indkøb er en sand fryd i Tyrkiet, om De blot bruger en halv time før middagen eller investerer en hel feriedag, og det er en ældgammel tradition at prutte om prisen over et glas te. De behøver ikke slippe ret mange krøllede, tyrkiske Lira-sedler løs, før De har erhvervet Dem fint kunsthåndværk, smykker af guld eller sølv eller godt og moderigtigt tøj. Det er en god ide at ose lidt, før De køber, og sælgeren lægger gerne til side, indtil De har besluttet Dem.

Vort system med faste priser har efterhånden vundet indpas flere steder, og er De i tvivl om, hvornår og hvor meget De skal prutte om prisen, kan De som tommefingerregel bruge: Er varen prismærket, skal De lade være, og er De tilfreds med handelen, er den god. Ingen kan alligevel gøre så god en handel som sælgeren

Tyrkiets landareal er på ca. 780.000 kvadratkilometer – det vil sige ca. 17 gange så stort som Danmark. Som det af de få lande ligger det på to kontinenter – Europa og Asien. Mod nord strækker de Pontiske bjerge sig langs Sortehavets kyst, hvor jorden pga. den rigelige nedbør i efterårs- og vintermånederne er meget frugtbar. Mod syd ud til Middelhavet ligger Taurus bjergene.

Her kan Tyrkiet mere end noget andet land ved Middelhavet byde på smukke og uspolerede kyststrækninger – brede sandstrande afbrudt af høje klipper. I det østlige Tyrkiet forenes de Pontiske bjerge og Taurus bjergene i et uvejsomt terræn og en barsk natur. Mod vest opløses de to store bjergkæder i Ægæerhavet i et utal af bugter og småøer. Her skal landet også opleves fra søsiden. Det centrale Tyrkiet er kun spredt befolket. Her græsser fårene og der dyrkes hvede. Tyrkerne siger selv om deres land, at da osmannerne efter 1566 var på tilbagetog, beholdt de kun det allermest natursmukke og det historisk vigtigste af deres ellers så store besiddelser – og både smukt og spændende er det

[pagelist_ext show_first_image=”1″ image_width=”300″ image_height=”300″ limit_content=”100″]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Rejse Guide located at , , . Reviewed by 61 customers rated: 1 / 5